”Konflikterne starter hos forældrene, og det er forældrene, der holder dem i live”, sagde social- og ældreministeren under torsdagens samråd.
I forgårs, torsdag den 19. august, var social- og ældreminister Astrid Krag (Soc.) til et åbent samråd i Social- og Ældreudvalget.
Her skulle hun blandt andet forholde sig til, om Familieretshuset forskelsbehandler bopæls- og samværsforældre, og om der er en praksis i Familieretshuset med, at en bopælsforælder kan skabe og fastholde en konflikt, der medfører tab af samvær for samværsforælderen.
Spørgsmål til ministeren
Spørgsmålene var stillet skriftligt af Marie Bjerre (V), Marlene Ambo-Rasmussen (V) og Mette Thiesen (NB). De lød således:
”Udvalget har bedt social- og ældreministeren svare på, om ministeren mener, at problemerne i Familieretshuset alene handler om underfinansiering og lange ventetider, eller om ministeren mener, at skilsmissesystemet i praksis forskelsbehandler bopæls- og samværsforældre, så det kan blive urimeligt svært for samværsforælder at opretholde samvær med sit barn”. Og videre: ”Hertil har udvalget bedt ministeren svare på, om ministeren ser retssikkerhedsmæssige betænkeligheder ved, at en samværsforælder, der oplever forældrefremmedgørelse efter nugældende praksis og lovgivning, hvor der ikke tages hensyn til, hvem der skaber konflikten, kan risikere at miste samværet med sit barn, selv om forælderen er fuldt ud egnet”.
”Mange beretninger”
Marie Bjerre beskrev indledningsvis udfordringen, som mange står i, hvor hun nævnte, at der var kommet mange henvendelser fra fædre:
”Det undrer os i hvert fald rigtig meget, at vi ser så mange beretninger om, at en forælder helt kan miste samværene med sit barn, når vedkommende er udsat for samværschikane, selv om forælderen er fuldt ud egnet, og selv om forælderen ikke har del i konflikten”.
Ministerens svar
Læseren henvises til at se samrådet i sin fulde længde (se link nederst i artiklen). Herunder fremgår flere af de vigtigere sammenhænge.
Astrid Krag understregede, at det ikke er skilsmissesystemet, der er årsagen til konflikterne, men forældrene selv:
”Der har over årene uafhængigt af skilsmissesystemer været en nogenlunde konstant mængde af de allersværeste skilsmisser. Og selv om jeg håber, at det mere konfliktmæglende sigte i det nye skilsmissesystem på sigt kan få betydning også i de allersværeste sager, så er det ikke det nye skilsmissesystem, der har medført, at der er de her meget ulykkelige og svære skilsmisser. At tegne dét billede er både urimeligt – og det er også useriøst”.
Og videre: ”Det er i de sager ikke systemet, som skaber konflikterne. Konflikterne starter hos forældrene, og det er forældrene, der holder dem i live”.
Skilsmissesystemet, fortalte Astrid Krag, har fokus på at sikre redskaberne til, at forældrene kan håndtere konflikterne: ”Jeg vil gerne bekræfte, at det er forældrenes ansvar og opgave at få deres barn eller børn så skånsomt gennem et brud som muligt. Dét ansvar er der ikke noget i det nye skilsmissesystem, der anfægter. Derfor har vi netop lavet et system, der skal hjælpe forældrene, så konflikter ikke eskalerer, og de får redskaber til at kunne håndtere konflikter. Og et system, der har fokus på at støtte og skærme barnet særligt i de mest voldsomme sager”.
Desuden understregede Astrid Krag det uhensigtsmæssige i, at der tages afsæt i den ene parts syn på og fremlæggelse af sagen. Hun havde oplevet, hvordan moderen f.eks. mente, at Familieretshuset fastsatte samværet for højt – mens faderen i samme sag mente, at Familieretshuset havde fastsat for lidt samvær.
Kun få sager
Astrid Krag nævnte videre, at det var et fåtal af sagerne, der fører til ophævet samvær:
”Familieretshuset har til brug for samrådet opgjort antallet af § 6-sager i første halvår i år, hvor der er truffet afgørelse i Familieretshuset på baggrund af en ansøgning af den ene forædler om, at der ikke skal være samvær. § 6-sager er som bekendt de sager, hvor der ikke er risikofaktorer såsom vold og misbrug. Og Familieretshuset har oplyst, at modstanden mod samvær i disse sager ofte er begrundet i et meget højt konfliktniveau og i, at parterne har en meget forskellig opfattelse af, hvad der er bedst for barnet”.
Og her viser tallene ifølge ministeren, at i 105 sager ”har Familieretshuset kun i 3 af sagerne truffet afgørelse om ikke at fastsætte samvær eller om at ophæve et allerede fastsat samvær”.
Det rejser umiddelbart spørgsmålet, hvorfor tallene for § 7-sagerne ikke fremgår i denne sammenhæng. Sager kan netop betegnes § 7-sager, hvis der er tale om et højt konfliktniveau, og da spørgerne netop tog afsæt i konfliktoptrapningen, havde det således været hensigtsmæssigt af kende omfanget af netop disse sager.
”Vigtigt at holde fast i, at Forældreansvarsloven ikke er en ligestillingslov”
Da ”Skilsmissefamilien” i søndags skrev om samrådet, var det med en vis ærgrelse over, at spørgerne ville koble sagen til forskelsbehandling mellem bopæls- og samværsforældre. Som det fremgik af artiklen: ”Når spørgsmålsstillerne således bruger et ord som ”forskelsbehandler” om tilgangen til bopælsforælder og samværsforælder, så ligger der en forventning om, at forældrene faktisk skal sidestilles. Dét skal de ikke, for det er ikke intentionen med familieretssystemet”.
Her var Astrid Krag ganske klar i mælet og med samme opfattelse: ”Det er samtidig vigtigt at holde fast i, at Forældreansvarsloven ikke er en ligestillingslov, hvor forældrene skal tildeles lige meget i forhold til barnet ud fra kønsperspektiver. Loven skal først og fremmest tage hensyn til barnet. Dét hensyn, altså til barnet, skal altid være vigtigere end hensynet til forældrene”.
Og videre: ”Og så er lovens klare udgangspunkt jo i øvrigt, og dét er også vigtigt at slå fast, at barnet har ret til begge forældre. Derfor skal vi også huske på, at når samvær afslås eller ophæves og når en ansøgning afvises, så er det ikke noget, der tages let på. For udgangspunktet er, at barnet har ret til begge forældre. Derfor sker det også kun efter grundig sagsbehandling, og det sker, når det sker, for at skærme barnet i de sager, hvor forældrene ikke kan finde ud af at skærme barnet i en svær skilsmisse”.
”Det er en ulykkelig situation", fortsatte ministeren, "når voksne mennesker ikke kan forliges i et brud, og der er børn, der kommer i klemme”.
Og videre: ”Det er udgangspunktet i lovgivningen, at børnene skal have begge deres forældre i deres liv. Men i de heldigvis meget, meget få tilfælde, hvor der er et barn, der kommer til skade, hvor man gør et barn fortræd, fordi barndommen bliver et liv i et uendeligt konfliktramt miljø med retssager og voldsomme beskyldninger forældrene imellem, så barnet ikke kan få lov til at være barn og være menneske (…) dét trækker altså nogle spor langt ind i voksenlivet (…) Da kan det faktisk være bedre for et barn at blive skærmet og få ro og få lov til at få en barndom fri for de konflikter, og derfor har man jo også indført de muligheder, vi har i lovgivningen – ikke fordi det skal bruges i flæng, og det bliver det heller ikke, men fordi vi i sidste ende har et ansvar for barnet”.
”Vores ansvar for barnet må og skal komme først”
Desuden forholdt Astrid Krag sig til tilgangen om, at dén, der er skyld i konflikten, bør ansvarliggøres:
”Hvis skyld skal tillægges betydning i samværssager, så vil man uundgåeligt komme til at tilsidesætte barnets bedste i nogle tilfælde. Her mener jeg, at vores ansvar for barnet må og skal komme først. Dén forælder, der mener sig chikaneret (…) kan rejse en forældremyndighedssag. Og lovgivningen er allerede skruet sådan sammen, at samværschikane kan få betydning i forhold til hvem, der skal have forældremyndigheden over barnet”.
Her henviste Astrid Krag til konkrete domme: ”Domstolene har her draget konsekvensen af en forælders chikane og tillagt forældremyndigheden til den anden forælder, fordi denne forælder vurderes at være bedre egnet til at samarbejde og på sigt sørge for, at barnet har kontakt til begge forældre”.
Yderligere pointer
Herefter fulgte kortere spørgsmål og svar, hvor det blandt andet fremgik:
Marlene Ambo-Rasmussen: ”Løsningen er bare ikke at sige, at så mister man samværet med den ene forælder”.
Mette Thiessen: ”Hensynet til barnet kan aldrig nogensinde være, at barnet (fordi den ene forælder skaber en konflikt), mister retten til at se den anden. Det kan aldrig nogensinde være i barnets interesse”.
Mette Thiessen: ”Der er altså rigtig, rigtig, rigtig mange danskere derude, som oplever, at fordi der er en konflikt – en konflikt, som næsten samtlige af de personer, jeg har talt med, skyldes den ene part, som nægter at udlevere, simpelthen obstruerer, samværschikane og så videre – så fordi, der er et højt konfliktniveau, så vurderer man, at så mister den anden part, samværsforælderen, retten til at se barnet, fordi bopælsforælderen simpelthen laver chikane. Sådan kan det simpelthen ikke være i et retssamfund, at man i dén grad kan chikanere sig til at få nogle rettigheder – at man simpelthen kan miste sit barn, fordi den anden part laver chikane”.
Hvad førte samrådet med sig?
Spørgsmålene lagde op til flere sammenhænge, som sådan set var gode at få belyst. Men derfor var det svært at trænge i dybden på problemstillingerne, og det efterlader en noget mangelfuld oplevelse.
Efter samrådet mangler der derfor fortsat klare svar på, hvordan skilsmissesagerne skal håndteres, når den ene part bevidst konfliktoptrapper; hvordan myndighederne skal håndtere sådanne sager, så de oplyser sagen korrekt og fyldestgørende (official-princippet); hvordan barnets tarv skal defineres i almindelighed og konkret i forhold til de værste konflikter (herunder afvejningen af samvær kontra ophævelse af samvær) og meget andet.
”Skilsmissefamilien” har i en længere periode arbejdet på at gøre forældre-fremmedgørelse til et alment kendt begreb, især i relation til skilsmissesager, og dette arbejde vil nu blive intensiveret.
Se samrådet her
Hvis du vil se samrådet, der varede lidt over en time, kan du følge dette link til Folketinget TV.