Børns øgede mistrivsel

Under en høring om den kommende 10-årsplan på psykiatriområdet blev spørgsmålet om børns øgede mistrivsel vendt.

”Arbejderen” udgav i dag en artikel, som sætter fokus på børns mistrivsel. Dén er nemlig øget de senere år, og der er dermed en interesse i at afklare årsagerne hertil.

Derfor holdt Folketingets Socialudvalg i sidste uge en eksperthøring som optakt til, at Folketinget skal vedtage en 10-årsplan på psykiatriområdet.

Her pegede professor og leder af Center for Ungdomsforskning ved Aalborg Universitet, Noemi Katznelson, på en markant sammenhæng: at øget mistrivsel blandt børn og unge skyldes højere tempo i samfundet generelt og øget ustabilitet, eksempelvis i folkeskolen (stigninger, der også ses i mange andre lande).

Og tallene er faktisk ret bemærkelsesværdige. Ifølge artiklen har hvert sjette barn under 10 år i dag mentale helbredsproblemer, og 15 % er diagnosticeret med psykisk sygdom, inden de fylder 18 år.

”Skilsmissefamilien” beskæftiger sig som bekendt med skilsmisseområdet, hvor interessen selvfølgelig først og fremmest knytter sig til børn, der er involveret i forældrenes skilsmisse og lignende. Men høringen og ”Arbejderen”´s artikel præsenterer vigtig viden om, at der tilsyneladende er andre faktorer i børn og unges liv, der har en mere almen påvirkning af dem – og dermed, at dette kan have en relevans for barnet og den unge allerede inden forældrenes og familiens samlivsbrud. Temaet er derfor ikke kun vigtigt og relevant for psykiatrien, men også forældre generelt.

Fire grupper med mistrivsel

Artiklen henviser til fire grupper af børn og unge, der ifølge Noemi Katznelson har mistrivsel.

Den første gruppe, som er hårdest ramt, er børn og unge med vedvarende trivsel med problemstillinger, som det er svært at afklare årsagen til.

Den anden gruppe er børn og unge med en afgrænset problemstilling, herunder bestemte diagnoser.

Den tredje gruppe er børn og unge med tilbagevendende problemstillinger, hvor stress og modgang (eksempelvis i skolen eller hjemmet) skaber mistrivsel.

Den fjerde gruppe er forbigående situationer, hvor forældres skilsmisse nævnes som et eksempel.

Som del af forklaringen på børn og unges stigende mistrivsel peger Noemi Katznelson på, at de stilles over for øgede faglige krav, men også øgede sociale krav. Og det skaber samlet en form for pres på den enkelte person.

Artiklen fra ”Arbejderen” rummer flere interessante pointer om børn og unges mistrivsel (især i forhold til psykiatrien), som fremkom på høringen.

Spørgsmål om bl.a. mistet kontakt, højt konfliktniveau og psykologer

Social- og ældreminister Astrid Krag (S) har besvaret en række spørgsmål om bl.a. mistet kontakt mellem en forælder og dennes børn, højt konfliktniveau og psykologer til Familieretshuset.

Den 21. december 2021 stillede Folketingets Social- og Ældreudvalg en række skriftlige spørgsmål til social- og ældreminister Astrid Krag (S) i forskellige sammenhænge.

I denne artikel fremgår både spørgsmålene samt ministerens svar til hvert af dem. Og da det er en længere tekst, kommer de enkelte spørgsmåls-emner her (det skal bemærkes, at spørgsmålene har specifikke numre i forhold til Folketingets system, og at denne systematik fastholdes i denne artikel).

• Spørgsmål 123: sager, hvor en forælder har mistet kontakt til sine børn pga. lange sagsbehandlingstider

• Spørgsmål 124: sager, hvor samvær under højt konfliktniveau har været til skade for barnet

• Spørgsmål 125: indsats for at skaffe eksterne psykologer til Familieretshuset

• Spørgsmål 126: hvorvidt vejledningen på det familieretlige område kan forbedres, evt. ændres

• Spørgsmål 127: sager, hvor 7/7 efter sagsbehandling blev ændret til mindre samvær

• Spørgsmål 128: initiativer til at højne voldsfagligheden i Familieretshuset

Spørgsmål 123: sager, hvor en forælder har mistet kontakt til sine børn pga. lange sagsbehandlingstider

Spørgsmålet lød:

”Vil ministeren redegøre for, i hvor mange sager en forælder har mistet kontakten til sine børn på grund af lange sagsbehandlingstider i perioden fra 2018-2021, og hvor ofte der lægges vægt herpå i forbindelse med en afgørelse om samvær- og forældremyndighed?”

Svaret fra social- og ældreminister Astrid Krag kom den 13. januar 2022:

”Som jeg ved flere lejligheder har tilkendegivet, er det meget beklageligt, at Familieretshusets første tid har været præget af alt for lange ventetider som følge af underfinansiering ved Familieretshusets oprettelse. Som udvalget er orienteret om ved kvartalsvise statusrapporter fra Familieretshuset, senest den 24. november 2021, følger Familieretshusets driftsplansprognose fortsat udviklingen af den prognose, der lå til grund for den politiske aftale november 2020.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at lovgivningen giver mulighed for, at der kan træffes midlertidige afgørelser, herunder om kontaktbevarende samvær, mens en sag behandles. Formålet med det kontaktbevarende samvær er hurtigt – og ved en standardafgørelse – at kunne genetablere kontakten, hvis den er afbrudt uden grund.

Der sker ikke en elektronisk registrering af, hvilke årsager der ligger bag vurderingen i de konkrete sager af, om der skal være samvær eller ej. En nærmere redegørelse for de bagvedliggende årsager vil derfor kræve en manuel gennemgang af Familieretshusets afgørelser herom. Jeg finder ikke, at der er grundlag for at bede Familieretshuset om at gennemgå samtlige sager, da der altid vil være tale om en konkret vurdering. Jeg ser i øvrigt frem til ved et statusmøde snarest muligt at kunne orientere social- og familieordførerne om aktuel status for Familieretshuset”.

Spørgsmål 124: sager, hvor samvær under højt konfliktniveau har været til skade for barnet

Spørgsmålet lød:

”Vil ministeren redegøre for antallet af sager, hvor det, på grund af et højt konfliktniveau, har været vurderingen at være til skade for et barn at have samvær med begge sine forældre i perioden fra 2018-2021?”

Svaret fra social- og ældreminister Astrid Krag kom den 13. januar 2022:

”Jeg kan oplyse, at der ikke findes en opgørelse over sager baseret på konfliktniveauet mellem forældrene. Som det fremgår af min samtidige besvarelse af SOU alm. del spørgsmål 123 (se ovenfor), sker der heller ikke en elektronisk registrering af, hvilke årsager der ligger bag vurderingen i de konkrete sager.

Uanset at årsager til ikke at fastsætte samvær/ophæve et samvær ikke opgøres, kan jeg for at anskueliggøre omfanget af afgørelser, hvor samvær bliver ophævet/suspenderet, henvise til min besvarelse af SOU alm. del spm. 45 (herunder). Det fremgik af svaret, at Familieretshuset i perioden 1. januar – 30. juni 2021 besluttede at ophæve/suspendere samværet i 12 tilfælde i denne sagskategori”.

Det angivne spørgsmål 45 blev stillet den 27. oktober 2021 og lød:

”Vil ministeren oplyse, hvor mange gange Familieretshuset har afvist eller suspenderet samvær i de såkaldte § 7-sager (røde sager)? Der henvises til, at ministeren under besvarelsen af samrådsspm. AG den 19. august 2021 nævnte, at Familieretshuset havde oplyst, at de har afvist/suspenderet samværet i 3 ud af 105 § 6-sager (gule sager)”.

Svaret fra social- og ældreminister Astrid Krag kom den 24. november 2021:

”Jeg har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet bidrag fra Familieretshuset.

Familieretshuset har på baggrund af en manuel gennemgang oplyst, at Familieretshuset i perioden 1. januar – 30. juni 2021 har truffet 95 afgørelser i §7-sager, hvor et samvær blev ophævet/suspenderet. I forbindelse med ovennævnte gennemgang er Familieretshuset blevet opmærksom på, at de oplysninger om ophævelse/suspension af samvær i § 6-sager, som blev givet til brug for samrådet den 19. august 2021, beklageligvis bygger på en gennemgang af et mangelfuldt datagrundlag.

Familieretshuset oplyste således til brug for samrådet, at en manuel gennemgang af en række § 6-sager viste, at der perioden 1. januar – 30. juni 2021 var truffet tre afgørelser om ikke at fastsætte et samvær eller om at ophæve et allerede aftalt/fastsat samvær.

En fornyet gennemgang af sagerne på baggrund af det korrekte datagrundlag viser imidlertid, at Familieretshuset rettelig besluttede at ophæve/suspendere samværet i 12 tilfælde i denne sagskategori i perioden.

Familieretshuset beklager fejlen, som hermed korrigeres”.

Spørgsmål 125: indsats for at skaffe eksterne psykologer til Familieretshuset

Spørgsmålet lød:

”Vil ministeren redegøre for, hvad man har gjort for at skaffe eksterne psykologer til Familieretshusene?”

Svaret fra social- og ældreminister Astrid Krag kom den 13. januar 2022:

”Jeg henviser til min besvarelse af SOU alm. del spm. 110 (vedlagt), hvor de initiativer, som Familieretshuset har igangsat for at imødegå problemstillingen med manglende eksterne psykologer, er beskrevet.

Til brug for besvarelsen har Familieretshuset yderligere konkretiseret indsatsen med hvervning af eksterne psykologer. Familieretshuset har således supplerende oplyst, at der i sommeren 2021 blev igangsat en hvervekampagne med mails og opringninger direkte til psykologer med børnesagkyndig profil. Denne indsats pågår fortsat. Der er også slået opslag om opgaven op på relevante platforme, og der afholdes informationsmøder både online og fysisk (i København, Odense og Århus).

Familieretshuset har også oplyst, at der løbende bliver fulgt op på de allerede tilknyttede psykologer, som ikke er i gang med undersøgelser og ikke henvender sig for at få nye opgaver, for at afdække, hvornår vedkommende kan påtage sig endnu en opgave”.

Det angivne spørgsmål 110 blev stillet den 14. december 2021 og lød:

”Vil ministeren kommentere ombudsmandens pressemeddelelse: ”Familieretshuset ventede alt for længe med at indhente samtykke til en sagkyndig erklæring” fra ombudsmanden.dk den 10. december 2021, og redegøre for, hvad ministeren agter at foretage sig i anledningen af kritikken?”

Svaret fra social- og ældreminister Astrid Krag kom den 10. november 2021:

”Ombudsmandens udtalelse af 10. december 2021 omhandler dels kritik af Familieretshusets håndtering af en konkret sag og dels en generel undersøgelse af lange ventetider på udarbejdelse af børnesagkyndige undersøgelser og sagkyndige erklæringer.

I forhold til den konkrete sag har Ombudsmanden udtalt kritik af, at Familieretshuset ventede alt for længe med at indhente et samtykke fra en forælder til, at der kunne udarbejdes en sagkyndig erklæring. Jeg har noteret, at Familieretshuset har beklaget den alt for lange sagsbehandlingstid.

Det fremgår videre af udtalelsen, at det i forbindelse med behandlingen af den konkrete sag kom frem, at der generelt er lang ventetid på udarbejdelse af børnesagkyndige undersøgelser og sagkyndige erklæringer. Ombudsmanden tog derfor også dette spørgsmål op med Familieretshuset.

Familieretshuset har i forbindelse med Ombudsmandens undersøgelse oplyst, at der mangler eksterne psykologer til at påtage sig opgaven med at udarbejde børnesagkyndige undersøgelser og sagkyndige erklæringer. Familieretshuset har derfor igangsat forskellige initiativer for at imødegå problemstillingen. Det drejer sig bl.a. om en hvervekampagne, både på nettet og ved direkte henvendelser til psykologer med den rette faglige baggrund, ligesom Familieretshuset pr. 1. maj 2021 har centraliseret opgaven med børnesagkyndige undersøgelser og sagkyndige erklæringer i et fast team af administrativt personale, ledelse og børnesagkyndige psykologer for at give de eksterne psykologer en enkel og direkte indgang til kontakt til Familieretshuset.

Der er også igangsat et projekt internt i Familieretshuset med henblik på at afdække, om der er flere af sagerne, der kan belyses ved en børnesagkyndig udtalelse frem for en børnesagkyndig undersøgelse. Den børnesagkyndige udtalelse vil således kunne udføres internt i Familieretshuset, så det i nogle tilfælde vil være muligt at få gennemført denne del af sagens belysning hurtigere end ved en børnesagkyndig undersøgelse.

Om den generelle ventetid har Ombudsmanden udtalt, at det er meget uheldigt, at der er tale om en så lang ventetid på indhentelse af undersøgelser og erklæringer til brug for behandlingen af sager om bl.a. samvær mellem forælder og barn, idet det kan indebære en risiko for, at relationen lider skade. Ombudsmanden har dog lagt til grund, at ventetiden ikke skyldes forhold hos Familieretshuset, men primært at der mangler eksterne psykologer til at påtage sig opgaven, og Ombudsmanden noterer sig de forskellige initiativer, som Familieretshuset har taget for at imødegå problemstillingen.

Ligesom Ombudsmanden finder jeg, at det er meget uheldigt, at der er så lang ventetid på indhentelse af børnesagkyndige undersøgelser og sagkyndige erklæringer. Jeg kan dog konstatere, at ventetiden primært skyldes mangel på eksterne psykologer, og jeg henviser til, at Familieretshuset har taget en række initiativer til at imødegå problemstillingen. Ministeriet vil naturligvis følge status på initiativerne tæt, ligesom jeg vil orientere social- og familieordførerne herom”.

Spørgsmål 126: hvorvidt vejledningen på det familieretlige område kan forbedres, evt. ændres

Spørgsmålet lød:

”Vil ministeren oplyse, om ministeren er enig i, at vejledningen på det familieretlige område kan forbedres, og er ministeren indstillet på at ændre vejledningen i forbindelse med skrivelsen fra Folketingets Ombudsmand?”

Svaret fra social- og ældreminister Astrid Krag kom den 13. januar 2022:

”Jeg lægger til grund, at den første del af spørgsmålet om ændring af en vejledning vedrører en anbefaling fremlagt under Social- og Ældreudvalgets høring om det familieretlige område den 28. oktober 2021.

Som det fremgår af en oversigt over anbefalinger fra høringen, som udvalget har sendt til mig, var en af anbefalingerne fra høringen: ”I vejledningen, bør det fremgå meget klart, at Familieretshuset kan træffe afgørelse om samvær med vilkår – f.eks. vilkår om overvågning/støtte, så vi ikke risikerer, at kontakten brydes medmindre det er nødvendigt. Det bør også understreges, at der – i de tilfælde, hvor der ikke kan være fysisk samvær, kan der træffes afgørelse om anden kontakt, f.eks. Skype. Det SKAL Familieretshuset vejlede om og det bør fremgå af vejledningen”.

Jeg kan oplyse, at det allerede fremgår af § 11 i bekendtgørelse om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær m.v., at der kan træffes afgørelse om overvåget samvær, når det skønnes nødvendigt i det enkelte tilfælde. Overvåget samvær er nærmere beskrevet i Vejledning om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær pkt. 5.2.1. Her beskrives bl.a. de forskellige former for overvåget samvær, som det kan overvejes at etablere.

Hertil kommer, at det af forældreansvarslovens § 29 a fremgår, at der kan fastsættes kontaktbevarende samvær. Formålet er hurtigt at genetablere kontakt, hvor denne er afbrudt uden grund. Muligheden for at fastsætte ”anden kontakt” fremgår også allerede af lovgivningen, jf. forældreansvarslovens § 22, hvorefter der i særlige tilfælde kan træffes bestemmelse om anden kontakt med barnet, fx i form af telefonsamtaler. Afgørende for vurderingen af, om der skal fastsættes anden kontakt og i givet fald hvilken form for anden kontakt, er, som ved alle afgørelser efter forældreansvarsloven, hvad der er bedst for barnet, jf. § 4 i loven. Da det altid vil bero på en konkret vurdering, om der kan fastsættes anden kontakt, må det konkret vurderes, hvordan der mest hensigtsmæssigt vejledes om muligheden. Der kan således være tilfælde, hvor det ikke vurderes bedst for barnet, at der fastsættes anden kontakt, hvorfor det ikke vurderes hensigtsmæssigt at vejlede om muligheden.

Det fremgår i øvrigt af Vejledning om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær, at opregningen i forældreansvarslovens § 22, stk. 1 om, hvad der kan udgøre anden kontakt ikke er udtømmende, men at fx optagelser af vigtige begivenheder eller fra barnets dagligdag, gaver og kontakt gennem sociale medier også er omfattet af bestemmelsen. Det fremgår videre af vejledningen, at muligheden for at fastsætte anden kontakt fx kan anvendes, hvis bopælsforælderen uden rimelig grund griber ind i barnets kontakt med den anden forælder, eller hvis samværet er begrænset, fx på grund af afstanden mellem forældrenes bopæle.

I forhold til spørgsmålets anden del lægger jeg til grund, at den skrivelse fra Folketingets Ombudsmand, der henvises til, er Ombudsmandens udtalelse af 10. december 2021 om lange ventetider på udarbejdelse af børnesagkyndige undersøgelser og sagkyndige erklæringer.

Det fremgår bl.a. af udtalelsen, at Ombudsmanden lægger til grund, at de lange ventetider ikke skyldes forhold i Familieretshuset, men primært, at der er mangel på eksterne psykologer. Som det fremgår af min besvarelse af SOU alm. del spm. 110 (ovenfor), har Familieretshuset igangsat flere initiativer for at imødegå problemstillingen, og ministeriet vil naturligvis følge disse tæt. På nuværende tidspunkt er der således ikke behov for at ændre i administrative forskrifter, men ministeriet vil være opmærksom på dette, såfremt det viser sig nødvendigt”.

Spørgsmål 127: sager, hvor 7/7 efter sagsbehandling blev ændret til mindre samvær

Spørgsmålet lød:

”Vil ministeren oplyse, i hvor mange sager, hvor forældre med eksisterende ”7/7-” ordninger, der - på baggrund af sagens behandling i Familieretshuset - har fået ændret deres deleordning, således at den ene forælder er endt med at have barnet hos sig i færre end 7 dage?”

Svaret fra social- og ældreminister Astrid Krag kom den 13. januar 2022:

”Jeg kan oplyse, at der ikke foretages registreringer af omfanget af det fastsatte samvær i de enkelte afgørelser”.

Spørgsmål 128: initiativer til at højne voldsfagligheden i Familieretshuset

Spørgsmålet lød:

”Vil ministeren redegøre for, hvilke initiativer man har taget for at højne voldsfagligheden i Familieretshuset?”

Svaret fra social- og ældreminister Astrid Krag kom den 13. januar 2022:

”Jeg har bedt Familieretshuset om bidrag til besvarelsen.

Familieretshuset har oplyst, at risikofaktorer som vold, misbrug og psykisk sygdom har været et vigtigt fokusområde gennem hele 2021.

I sager, hvor der er oplysninger om risikofaktorer, sørger Familieretshuset for en tværfaglig behandling af sagen, undersøgelse samt oplysning af sagen.

Familieretshuset udreder bl.a. betydningen af en forælders evne til at yde relevant omsorg og udviklingsstøtte til barnet og/eller om evnen til at samarbejde med den anden forælder er forringet i en grad, der har betydning for barnets sikkerhed, tryghed, udvikling og trivsel. Familieretshuset har således primært fokus på at afdække forælderens omsorgskapacitet, når vold er en bekymring i sagen. Det indebærer at undersøge om og hvordan, vold kan have betydning for forælderens muligheder for at imødekomme og opfylde barnets behov.

Familieretshuset har i løbet af 2021 udviklet og revurderet de faglige guidelines for risikofaktorer, så den baggrundsviden, der er nødvendig for at kunne udrede og behandle sager med risikofaktorer, er tilstede hos medarbejderne.

Formålet med den faglige guideline ved bekymring om vold er at give jurister og forældre- og børnerådgivere i Familieretshuset viden om vold og at præsentere metoder og samtaleredskaber, som kan understøtte dem i mødet med forældre og børn, når vold eller bekymring for om vold udgør en risikofaktor. Guidelinen kommer også ind på bekymringen for samtidighed af risikofaktorer, dvs. at der er flere risikofaktorer til stede samtidig, fx vold samtidig med misbrug af rusmidler og/eller psykisk sygdom. Guidelinen kan læses i sin helhed og indgår som obligatorisk læsning ved oplæring af nye medarbejdere. Den kan også benyttes som et opslagsværk, fx når der er behov for et hurtigt overblik over, hvad man særligt skal være opmærksom på i forhold til den opgave, man varetager, spørgeguides til samtaler, viden om voldssagens gang hos kommune, børnehus og politi, links og henvisninger, mv. Der har været knyttet en følgegruppe til arbejdet med guidelinen med deltagelse af eksterne eksperter på området: Børnehus Hovedstaden, Lev Uden Vold, VIVE og Socialstyrelsen.

Familieretshuset har desuden løbende afholdt temadage med deltagelse af alle medarbejdere, der arbejder med forældreansvarssager, for at højne fagligheden og kendskabet til de forskellige faglige guidelines. På temadagen om vold og overgreb deltog bl.a. Mødrehjælpen med et oplæg”.

Vaccination: samtykke fra én forælder er nok

Sundhedsministeren forholder sig til situationer, hvor to forældre med delt forældremyndighed er uenige, om barnet skal vaccineres.

Der har gennem Corona-krisen været rejst spørgsmål om, hvordan man håndterer en situation, hvor to forældre med del i forældremyndigheden er uenige omkring vaccination: den ene vil gerne, at barnet vaccineres mod Corona – den anden vil ikke.

Det førte den 15. december 2021 til følgende spørgsmål fra Folketingets Social- og Ældreudvalg til sundhedsminister Magnus Heunicke (S):

”Vil ministeren forholde sig til situationen, hvor to forældremyndighedsindehavere er uenige om Covid-19-vaccination af deres barn, herunder redegøre for, hvilke regler der gælder, og om der er behov for en ændring af de nuværende regler?”

Ministerens svar

I dag, torsdag den 13. januar 2022, blev ministerens svar, der blev givet i går, udsendt fra Folketinget.

Og det fremgår af ministerens svar, at der som udgangspunkt kræves samtykke fra begge forældre med del i forældremyndigheden i forhold til at gennemføre en vaccination.

Men det er samtidig Sundhedsministeriets opfattelse, at et udtrykkeligt samtykke fra en forælder med del i forældremyndigheden vil være tilstrækkeligt i relation til en beslutning om vaccination i det nationale covid-19-vaccinationsprogram.

Herunder fremgår svaret i sin helhed:

”Jeg kan generelt oplyse, at børn under 15 år ikke selv kan give samtykke til vaccination. Informeret samtykke til vaccination skal således gives af forældremyndighedsindehaveren. Det følger af sundhedslovens § 17, stk. 1, modsætningsvis.

Det fremgår ikke udtrykkeligt af sundhedsloven, hvornår behandling kræver samtykke fra begge forældremyndighedsindehavere. Sundhedslovens regler fortolkes derfor i lyset af reglerne i forældreansvarsloven, som indeholder regler om forældremyndighedsindehavernes beslutninger vedr. barnets forhold.

Hvis der skal træffes væsentlige beslutninger vedrørende barnets personlige forhold, kræves der enighed mellem forældrene, hvis de har fælles forældremyndighed, jf. forældreansvarslovens § 3, stk. 1, 1. pkt. Det er Sundhedsministeriets opfattelse, at et udtrykkeligt samtykke fra den ene forældremyndighedsindehaver som udgangspunkt vil være tilstrækkeligt i relation til beslutning om vaccination i det nationale covid-19 vaccinationsprogram. Vurderingen er, at det som udgangspunkt må anses som en behandling, som ikke er så indgribende, at den kræver begge forældres udtrykkelige samtykke.

Det er et krav efter sundhedsloven, at der også gives mundtlig information i forbindelse med samtykke til behandling, herunder vaccination. Børn under 15 år skal således have en forældremyndighedsindehaver med til vaccinationen, fordi det er en forældremyndighedsindehaver, der på baggrund af mundtlig information fra vaccinationsstedet kan samtykke til vaccinationen af barnet.

Hvis der på vaccinationsstedet opstår grund til at tro, at der er uenighed mellem de to forældremyndighedsindehavere om, hvorvidt barnet skal vaccineres, vil vaccination ikke kunne gennemføres, før det eventuelt er sikret, at begge forældremyndighedsindehavere har samtykket. Der kan f.eks. være grund til at tro, at forældremyndighedsindehaverne er uenige, hvis den ene forælder har kontaktet vaccinationsstedet forud for vaccinationen og oplyst, at denne ikke ønsker, at barnet vaccineres, eller hvis begge forældremyndighedsindehavere er til stede i forbindelse med den bestilte vaccinationstid og giver udtryk for uenighed.

Det bemærkes, at begge forældremyndighedsindehavere vil være skriftligt informeret om tilbuddet om vaccination, idet indkaldelse til vaccination af børn under 15 år som udgangspunkt bliver sendt til begge forældremyndighedsindehaveres e-boks. Begge forældremyndighedsindehavere kan endvidere se og ændre eller aflyse bookede vaccinationer på vacciner.dk.

Mindreårige børn på 15 år og derover kan som udgangspunkt selv give informeret samtykke, jf. sundhedslovens § 17, stk. 1, 1. pkt. Da den pågældende stadig som mindreårig er under forældremyndighed, skal forældremyndighedsindehaver tillige have information og skal desuden inddrages i den mindreåriges stillingtagen.

Det er sundhedspersonen på vaccinationsstedet, der er ansvarlig for at sikre, at der er indhentet informeret samtykke til vaccinationen.

Jeg kan i øvrigt henvise til Sundhedsstyrelsens retningslinje for håndtering af vaccination mod COVID-19 i det generelle vaccinationsprogram, afsnit 6.4 ”Retningslinjer for håndtering af vaccination mod COVID-19 – Sundhedsstyrelsen” og til Sundhedsstyrelsens spørgsmål og svar på styrelsens hjemmeside om COVID-19 vaccination til 5-11-årige, hvoraf det bl.a. fremgår, at det anbefales, at forældremyndighedsindehavere er enige, inden de kommer til vaccinationsstedet. ”Spørgsmål og svar om COVID-19 vaccination til 5-11-årige – Sundhedsstyrelsen”.

Jeg finder på denne baggrund ikke, at der er grund til at ændre reglerne om informeret samtykke fra forældremyndighedsindehavere til vaccination af mindreårige børn mod covid-19 i det nationale covid-19 vaccinationsprogram.

Jeg kan i øvrigt henvise til mit svar på SUU alm. del spm. nr. 1580".

Svar på spørgsmål 1580

Spørgsmålet til dette svar blev stillet af Folketingets Sundhedsudvalg den 25. august 2021 og lød:

”Vil ministeren kommentere præsentationen fra Patientforeningens foretræde for udvalget 17/8-21 om børnevaccinationer, jf. SUU alm. del – bilag 540? Ministeren bedes herunder oplyse, om vaccination betragtes som værende ”et væsentligt medicinsk indgreb”, jf. Forældreansvarslovens § 3.Ministeren bedes endvidere eksplicit kommentere præsentationens bemærkninger om behovet for en afklaring af erstatningsspørgsmål ved bivirkninger”.

Svaret fremkom dengang den 22. september 2021 og lød i sin helhed:

”Indledningsvis kan jeg oplyse, at jeg deler Patientforeningens synspunkter om, at vaccinationer, som tilbydes af det offentlige, skal have en dokumenteret effekt, at vaccination skal være et frivilligt tilbud, som ledsages af oplysninger om effekt og bivirkninger mv., og at børnekonventionen naturligvis også på dette område skal overholdes. Dette er grundlæggende principper for gennemførelsen af de offentlige vaccinationsprogrammer, herunder vaccination mod COVID-19 og børnevaccinationsprogrammet. Patientforeningens plancher omhandler primært samtykke fra forældre til børns vaccination samt mulige bivirkninger forbundet med vacciner. Hertil kan jeg oplyse nedenstående.

Samtykke Børn under 15 år kan ikke selv give samtykke til vaccination. Informeret samtykke til vaccination skal således gives af forældremyndighedsindehaveren. Hvis forældrene har fælles forældremyndighed, indtræder de begge i barnets rettigheder.

Har forældre fælles forældremyndighed, kræver væsentlige beslutninger vedrørende barnets forhold enighed mellem forældrene, jf. forældreansvarslovens § 3, stk. 1, 1. pkt.

Det er Sundhedsministeriets opfattelse, at et udtrykkeligt samtykke fra den ene forældremyndighedsindehaver som udgangspunkt vil være tilstrækkeligt i relation til beslutning om vaccination i det nationale covid-19 vaccinationsprogram.

Det bemærkes i den forbindelse, at begge forældremyndighedsindehavere vil være skriftligt informeret om vaccinationen, idet de begge har modtaget information i eboks sammen med indkaldelsen til vaccination af barnet under 15 år.

Det er et krav efter sundhedsloven, at der også gives mundtlig information. Det betyder, at et barn under 15 år skal have en forældremyndighedsindehaver med til vaccination, fordi det er en forældremyndighedsindehaver, der på baggrund af mundtlig information fra vaccinationscentret kan samtykke til vaccination af barnet.

Hvis der på vaccinationsstedet opstår grund til at tro, at der er uenighed mellem de to forældremyndighedsindehavere om, hvorvidt barnet skal vaccineres, kan vaccination ikke gennemføres, før det evt. er sikret, at begge forældremyndighedsindehavere har samtykket. Jeg kan i øvrigt henvise til pkt. 7 i Sundhedsstyrelsens ”Retningslinje for håndtering af vaccination mod COVID-19 i det generelle vaccinationsprogram (sst.dk)”, som er udarbejdet i samarbejde med Sundhedsministeriet.

Bivirkninger ved vacciner og erstatning En bivirkning som følge af en vaccination er en lægemiddelskade. Klage- og erstatningsloven giver både børn og voksne mulighed for at få erstatning for en bivirkning, hvis bivirkningen er tilstrækkelig alvorlig.

Der er en frist på 3 år for at anmelde et erstatningskrav på grund af en bivirkning ved et lægemiddel - som f.eks. en vaccine - til Patienterstatningen. Man skal anmelde kravet senest tre år efter, at man har fået eller burde have fået kendskab til en bivirkning. For mindreårige børn er forældrenes kendskab afgørende. Den 3-årige frist for anmeldelse er suppleret af en frist på 10 år. Den 10-årige frist løber fra den dag, hvor lægemidlet blev udleveret til den skadelidte. Patienterstatningen har ikke umiddelbart kendskab til sager, hvor et i øvrigt berettiget krav er afvist, fordi bivirkningen først har vist sig efter 10 år. Fristen på 10 år er i overensstemmelse med fristen for anmeldelse af behandlingsskader, fristen i journalføringsbekendtgørelsen og fristen i produktansvarsloven. Disse frister kan være relevante ved behandlingen af en sag om bivirkninger ved et lægemiddel.

Se desuden Lægemiddelstyrelsens udtalelse vedr. bivirkninger forbundet med vacciner i bilag 1. Jeg henholder mig til Lægemiddelstyrelsen oplysninger”.