top of page

Nyheder

To af landets førende eksperter inden for metakognitiv terapi inviterer til et gratis webinar.


ree

Mandag den 14. februar afvikler psykolog Pia Callesen og metakognitive terapeut Tobias Schwartz et gratis 30-minutters webinar om denne forholdsvis nye psykologiske retning.


Webinarets titel er ”Forebyg med metakognitiv terapi: undgå at blive ramt af stress eller depression”.


Den metakognitive terapi beskrives af arrangøren Zevio som en relativ ny retning indenfor psykologien, der på kort tid hjælper folk til at afhjælpe psykiske lidelser som f.eks. angst, depression, PTSD og OCD. Metoden er også meget velegnet til at forebygge, at personer, der står over for en hård og udfordrende periode i deres liv, kan undgå at blive ramt af stress eller depression.

Og videre: ”Terapien bygger på forskningen omkring et bestemt opmærksomhedssyndrom (Det kognitive opmærksomhedssyndrom – KOS), som består af bekymringer, grublerier og uhensigtsmæssige mestringsstrategier. KOS´en menes af være den primære årsag til psykiske lidelser, og forskningen viser, at klienter får kontrol over KOS´en på ca. 8-10 timers metakognitiv terapi”.

Desuden peges der på, at vi som samfund lige nu befinder vi os i en tid, hvor mange (især sårbare) har svært ved at håndtere sine tanker, f.eks. i relation til ensomhed, økonomiske og sundhedsmæssige bekymringer i kølvandet på Covid-19. I webinaret vil Pia Callesen og Tobias Schwartz også komme ind på, hvordan vi bedst håndtere vores tanker i en svær tid.


Om Pia Callesen

Pia Callesen er uddannet specialistpsykolog og supervisor og har den metakognitive certificerings-uddannelse fra MCT-Institute i Manchester. Senest har Pia Callesen gennemført 1-Årig Advanced Level overbygning ved MCT-Institutes certificeringsuddannelse i Oxford i England.

Hun har skrevet Ph.d. om metakognitiv behandling af depression ved Manchester University og har dermed en doktorgrad ved universitetet. Desuden har Pia Callesen modtaget flere års individuel supervision hos manden bag metoden (professor Adrian Wells) og er forfatter til flere bøger.


Tobias Schwartz

Tobias Schwartz har specialiseret sig i metakognitiv terapi og har erfaring med både individuelle forløb, gruppeforløb, samt supervision af professionelle. Han er ved at færdiggøre sin MCTI Registrering, så han bliver certificeret i metakognitiv terapi af professor Hans Nordahl og professor Adrian Wells, som er grundlæggeren af metoden.


Tilmelding


Webinaret foregår online, kræver tilmelding og er gratis. Når man tilmelder sig, modtager man efterfølgende et link, som man skal benytte, når webinaret starter.


Alle, der er tilmeldt på forhånd, får i øvrigt adgang til optagelsen i 48 timer efterfølgende



 
 
 
  • 28. jan. 2022
  • 2 min læsning

Det nye danske komedie-drama sætter fokus på at finde sig selv både under og efter et opbrud.


ree

Efter gentagne nedlukninger på grund af corona-krisen, er samfundet nu endelig ved at åbne igen – og pudsigt nok er det (uden sammenligning i øvrigt) med muligheden for at se en film om et par, der går fra hinanden.


”Tag min hånd”, som havde premiere i går, handler om lægen Maja, der tilsyneladende har en drømmetilværelse: hun bor med sin mand og søn i et dejligt hjem, og hun står over for en forfremmelse. Men så vender hendes mand Claes hjem efter at have grublet over forholdet og smider bomben: han vil skilles.


Og i efterdønningerne fra den chokerende nyhed, kæmper Maja for at genfinde balancen igen. Og dét driver hende ud i en debut på Tinder, en forelskelse i en 20 år yngre studerende og besvær med at håndtere sønnens teenage-oprør.



Dinesen og Thomsen


I hovedrollerne som Maja og ægtemanden Claes ses to særdeles stærke kort i henholdsvis Mille Dinesen (”Nynne”, ”Rita” og ”Jagtsæson”) og Ulrich Thomsen (”Festen”, ”Brødre” og ”Hævnen”).


I andre roller ses Mia Lyhne, Mille Lehfeldt, Casper Crump, Pernille Højmark, Jesper Svabo og Troels Kortegaard.


Historien er skrevet af Morten Dragsted (”Den som dræber”, ”Lev stærkt” og den kommende TV2-julekalender ”Tinka og sjælens spejl”) og Lars Kaalund (som skuespiller ”Italiensk for begyndere” og ”Lulu & Leon” – og som TV-instruktør ”Nikolaj og Julie” og ”Rita”). Sidstnævnte har med ”Tag min hånd” sin debut som spillefilms-instruktør.


Det skal i øvrigt bemærkes, at ”Tag min hånd” er én af de 10 film, som Biografklub Danmark i år har udvalgt.



Gode anmeldelser


Anmelderne har generelt taget godt imod den 1 time og 47 minutter lange ”Tag min hånd”. En stor del af dem lander på 4 ud af 6 mulige, hvor særligt Mille Dinesen fremhæves for godt skuespil.


Læs eventuelt mere om ”Tag min hånd” hos Kino og Filmmagasinet Ekko.

 
 
 
  • 20. jan. 2022
  • 2 min læsning

Familieretshuset skrev i går, at de har konstateret databrud i en række selvbetjenings-løsninger. Der er derfor risiko for, at nogle borgeres beskyttede navn og / eller adresse fejlagtigt kan være videregivet til den anden forælder.


ree

Datasikkerhed er en vigtig side af de offentlige myndigheders funktioner. De kommer nemlig i kontakt med en række privatfølsomme informationer, som de også er forpligtede at behandle på forsvarlig vis.


Men nu meddeler Familieretshuset, at de har haft et databrud. Og konsekvenserne kan potentielt være alvorlige.



Selvbetjenings-løsninger


Det var den 17. november 2021, at Familieretshuset konstaterede, at der var tale om et databrud. Situationen handlede om forældre med beskyttet navn og / eller adresse, som havde benyttet specifikke selvbetjenings-løsninger, og at informationerne i dén proces kunne være videregivet til den anden forælder.


De situationer, hvor databruddet kan være sket, er én af nedenstående selvbetjenings-løsninger:


  • Vi er enige om ikke længere at have fælles forældremyndighed og om, hvem af os der fremover skal have forældremyndigheden alene

  • Vi er enige om at få fælles forældremyndighed

  • Vi er enige om, at den af os, der har forældremyndigheden nu, overfører forældremyndigheden til den anden forælder, som så har forældremyndigheden alene

  • Anmodning om børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling

  • Registrering af medmoderskab (ansvarserklæring medmoder) / Registrering af medmoderskab (barnet er dødfødt eller død kort efter fødslen)

  • Familieadoption


Her ville der være tale om databrud, hvis 1) den pågældende beskyttede forælder havde udfyldt selvbetjenings-løsningen inklusiv beskyttet navn og / eller adresse; 2) hvis forælderen havde indtastet den anden forælders CPR-nummer og mailadresse, så ansøgningen blev videresendt til den anden part; og 3) hvis den anden forælder havde åbnet dét link, som indeholdt ansøgningen og dermed de beskyttede oplysninger.



Mindst 114 personer


Familieretshuset skriver videre, at de har været i direkte kontakt med de borgere med navne- og adressebeskyttelse, som de ved har brugt løsningerne i perioden fra den 17. november 2020 til den 17. november 2021 (hvor løsningerne blev lukket ned).


Det drejer sig om i alt 114 personer.


Denne offentlige information, som Familieretshuset nu udsender, handler om at finde frem til personer, de ikke har kunnet identificere, og som kan være omfattet af databruddet: enten personer, der har anvendt én af de omtalte selvbetjenings-løsninger før (kursiv) 17. november 2020 – eller personer, der har udfyldt en del af selvbetjenings-løsningen, men hvor den anden forælder ikke har underskrevet digitalt.



Hvis man er omfattet af databruddet


At der er tale om en potentielt alvorlig situation, fremkommer i skrivelsen fra Familieretshuset. De skriver således: ”Hvis databruddet giver anledning til frygt for din egen eller dit barns sikkerhed, opfordrer vi dig til at kontakte politiet”.


De tilføjer dog, at de ”endnu ikke har kendskab til, at databruddet skulle have haft negative konsekvenser for nogen af de 114 personer, som i december blev underrettet med et direkte brev i e-Boks”.



Spørgsmål


Samtidig henviser Familieretshuset til at kontakte deres Borgerinformation på tlf. 72 56 70 00, hvis man har spørgsmål til databruddet, hvis man formoder at være berørt af databruddet og lignende.

 
 
 

Skilsmissefamilien

  • Facebook

© 2025 - Skilsmissefamilien

bottom of page