top of page

Nyheder

  • 10. aug. 2023
  • 1 min læsning

Ferien er slut, og derfor har ”Skilsmissefamilien” nu igen åbent for alle sine aktiviteter.


ree

Det betyder først og fremmest dækning af en række relevante sammenhænge gennem egne artikler på hjemmesiden. For eksempel vil der komme nyheder fra skilsmisse-området, ligesom relevante sager fra Folketinget også dækkes løbende. Og der vil også komme fokus på den psykiske mestring af de udfordringer, man som skilsmisseramt kan stå i – hvor artiklerne med fordel kan læses af enhver, der interesserer sig for det psykologiske område.


Desuden er ”Skilsmissefamilien”´s Facebook-gruppe åben med mulighed for at følge aktiviteterne og desuden få svar på egne spørgsmål, se andres spørgsmål og tage del i debatterne.


Også ”Skilsmisse-magasinet” vil være tilbage inden for de kommende uger med masser af materiale. Det vil blandt andet bestå af dybdeborende artikler, der har mulighed for at forholde sig til et komplekst emne – samt interviews, ny forskning og masser af viden.


Har du spørgsmål, kommentarer eller lignende, kan ”Skilsmissefamilien” kontaktes på denne mail.

 
 
 

En ni-årig pige forsvandt i 2017 under samvær og blev efterlyst af myndighederne. Nu er pigen fundet, med hjælp fra Netflix, og moderen anholdt.


ree

Modelfoto


Det er enhver forælders mareridt, når der sker noget med vores børn. Og i denne amerikanske sag var det netop dét, der skete, da Ryan Iserka oplevede datteren blive bortført – af pigens mor.


Historien startede i 2017 på et tidspunkt, hvor Ryan Iserka havde den fulde forældremyndighed over datteren, Kayla Unbehaun.


På den amerikanske uafhængighedsdag, den 4. juli, i 2017 havde den ni-årige pige en forlænget weekend med sin mor, Heather Unbehaun. Da weekenden var ovre, mødte faderen som aftalt frem til byen Wheaton i delstaten Illinois, men både datteren og moderen var forsvundet.


Ifølge amerikanske CNN udstedte myndighederne den 28. juli 2017 en arrestordre mod moderen for at have bortført Kayla. Og i de efterfølgende år blev der ledt efter både mor og datter, blandt andet gennem Facebook-siden ”Bring Kayla Home” (red.: ”Bring Kayla Hjem”).



Genkendt på Netflix


Situationen med forsvundne Kayla indgik også i Netflix-serien ”Unsolved Mysteries”, hvor det var håbet, at den kunne bidrage til efterforskningen.


Og for nylig lykkedes det: en ansat i et indkøbscenter i byen Asheville i delstaten North Carolina (1.000 kilometer væk fra Wheaton, hvor Kayla forsvandt) genkendte pigen fra Nexflix – og kontaktede myndighederne.


Heather Unbehaun blev anholdt og måtte betale 250.000 dollars (svarende til cirka 1,7 millioner danske kroner) for at blive løsladt. Retssagen mod hende er fastsat til den 11. juli.


Efterfølgende er Kayla blevet genforenet med sin far, der selvsagt er ”ovenud glad” for udviklingen. Ryan Iserka udtaler gennem organisationen ”the National Center for Missing & Exploited Children”, der har hjulpet under eftersøgningen: ”Jeg vil også gerne takke alle følgerne på Facebook-siden 'Bring Kayla Hjem', som hjalp med at holde hendes historie i live og var medvirkende til at skabe opmærksomhed på sagen”.


Han anmoder nu offentligheden om ro: ”Vi beder om privatliv, når vi lærer hinanden at kende igen og navigerer i denne nye begyndelse”.



Danske sager


Der har været flere danske sager, hvor en forælder ikke har udlevet et barn efter samvær, som efterfølgende har medført sigtelse for børne-bortførsel. Én af dem er sagen med den dengang 8-årige pige fra Roskilde, som i december 2021 ikke blev returneret til sin mor ved endt samvær. Efter 36 dage valgte faderen at aflevere pigen hos et familiemedlem, der genforenede pigen med sin mor.


Faderen blev senere anholdt og idømt et års ubetinget fængsel, dog ikke kun på grund af bortførslen.


Han begrundede sine handlinger med, at han gerne ville bruge mere tid med sin datter – og fordi han ikke mente, hun skulle vaccineres mod coronavirus.



I en anden sag fra 2020 blev en 47-årig kvinde og en 8-årig pige efterlyst, efter pigen havde forladt sit hjem i Bagsværd. Politiet udtalte, at de havde grund til at formode, at pigen var i sin mors varetægt, og at moderen ville forsøge at tage barnet med til Israel – selv om hun ikke længere havde forældremyndighed over pigen.


Efterfølgende blev pigen fundet i god behold og moderen anholdt.

 
 
 

I dette TED-foredrag fortæller en far om sin rolle som samarbejdende far og deleforælder.


ree

Modelfoto


Ofte bliver faderrollen blandt amerikanere betragtet forholdsvis negativt, når faderen ikke længere er sammen med barnets mor. Men i dette inspirerende foredrag fortæller Joel Leon om sin tilgang til dét at være en samarbejdende deleforælder med barnets mor.


Joel Leon beskrives af TED-organisationen som ”en performer, forfatter og historiefortæller, født og opvokset i Bronx, som skriver og fortæller historier for afroamerikanske (”black”) personer”.


Han tager i denne ”TED talk” netop afsæt i den gængse opfattelse af enlige fædre som løsrevne fra deres børns liv, når vedkommende og moderen ikke længere er sammen. Denne situation stod han selv i, da han og moderen til datteren Lilah gik fra hinanden.



Forpligtelse som ligeværdige deleforældre


Men han og moderen fandt ind i et samarbejde, hvor Joel Leon kunne påtage sig et stort medansvar for ikke blot datteren, men faktisk også datterens mor.


Som Joel Leon udtrykker det: ”Som ligeværdige deleforældre er det vores forpligtelse at sikre, at vores medforældre ikke er nødt til at sætte deres passion og forfølgelsen af deres drømme på pause, fordi vi er for selvoptagne til at møde op som allierede”.


Han lægger ikke skjul på, at det kan være svært, men peger på betydningen af, at forældrene indgår i et samarbejde: ”At være samarbejdende deleforældre betyder, at selv om dét at være forælder kræver ofre, så hviler vægten af disse ofre ikke alene på den ene forælder”.


At være samarbejdende deleforældre kræver givetvis både tillid, villighed og respekt – men kan man få det til at fungere, vil der være mange fordele i samarbejdet for såvel forældrene som børnene.



Du kan se denne inspirerende ”TED talk” med Joel Leon herunder (bemærk, at det er muligt at slå undertekster til ved at starte videoen og aktivére dem i afspillerens nederste højre hjørne):





Om TED


TED (som står for ”Technology, Entertainment and Design”) er en amerikansk nonprofit organisation, der arrangerer ”TED talks”, hvor personer med forskellig viden og kompetencer inspirerer sine tilhørere.


Organisationen bag TED har medvirket til at indsamle over 3 milliarder dollars til godgørende og informerende projekter.


Du kan læse mere om TED på denne side.

 
 
 

Skilsmissefamilien

  • Facebook

© 2025 - Skilsmissefamilien

bottom of page