top of page
Forfatters billedeskilsmissefamilien

Forsvandt under samvær: fundet efter seks år

En ni-årig pige forsvandt i 2017 under samvær og blev efterlyst af myndighederne. Nu er pigen fundet, med hjælp fra Netflix, og moderen anholdt.


Modelfoto


Det er enhver forælders mareridt, når der sker noget med vores børn. Og i denne amerikanske sag var det netop dét, der skete, da Ryan Iserka oplevede datteren blive bortført – af pigens mor.


Historien startede i 2017 på et tidspunkt, hvor Ryan Iserka havde den fulde forældremyndighed over datteren, Kayla Unbehaun.


På den amerikanske uafhængighedsdag, den 4. juli, i 2017 havde den ni-årige pige en forlænget weekend med sin mor, Heather Unbehaun. Da weekenden var ovre, mødte faderen som aftalt frem til byen Wheaton i delstaten Illinois, men både datteren og moderen var forsvundet.


Ifølge amerikanske CNN udstedte myndighederne den 28. juli 2017 en arrestordre mod moderen for at have bortført Kayla. Og i de efterfølgende år blev der ledt efter både mor og datter, blandt andet gennem Facebook-siden ”Bring Kayla Home” (red.: ”Bring Kayla Hjem”).



Genkendt på Netflix


Situationen med forsvundne Kayla indgik også i Netflix-serien ”Unsolved Mysteries”, hvor det var håbet, at den kunne bidrage til efterforskningen.


Og for nylig lykkedes det: en ansat i et indkøbscenter i byen Asheville i delstaten North Carolina (1.000 kilometer væk fra Wheaton, hvor Kayla forsvandt) genkendte pigen fra Nexflix – og kontaktede myndighederne.


Heather Unbehaun blev anholdt og måtte betale 250.000 dollars (svarende til cirka 1,7 millioner danske kroner) for at blive løsladt. Retssagen mod hende er fastsat til den 11. juli.


Efterfølgende er Kayla blevet genforenet med sin far, der selvsagt er ”ovenud glad” for udviklingen. Ryan Iserka udtaler gennem organisationen ”the National Center for Missing & Exploited Children”, der har hjulpet under eftersøgningen: ”Jeg vil også gerne takke alle følgerne på Facebook-siden 'Bring Kayla Hjem', som hjalp med at holde hendes historie i live og var medvirkende til at skabe opmærksomhed på sagen”.


Han anmoder nu offentligheden om ro: ”Vi beder om privatliv, når vi lærer hinanden at kende igen og navigerer i denne nye begyndelse”.



Danske sager


Der har været flere danske sager, hvor en forælder ikke har udlevet et barn efter samvær, som efterfølgende har medført sigtelse for børne-bortførsel. Én af dem er sagen med den dengang 8-årige pige fra Roskilde, som i december 2021 ikke blev returneret til sin mor ved endt samvær. Efter 36 dage valgte faderen at aflevere pigen hos et familiemedlem, der genforenede pigen med sin mor.


Faderen blev senere anholdt og idømt et års ubetinget fængsel, dog ikke kun på grund af bortførslen.


Han begrundede sine handlinger med, at han gerne ville bruge mere tid med sin datter – og fordi han ikke mente, hun skulle vaccineres mod coronavirus.



I en anden sag fra 2020 blev en 47-årig kvinde og en 8-årig pige efterlyst, efter pigen havde forladt sit hjem i Bagsværd. Politiet udtalte, at de havde grund til at formode, at pigen var i sin mors varetægt, og at moderen ville forsøge at tage barnet med til Israel – selv om hun ikke længere havde forældremyndighed over pigen.


Efterfølgende blev pigen fundet i god behold og moderen anholdt.

60 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page