En ny undersøgelse fra VIVE viser, at et stigende antal børn lever i deleordninger, bl.a. fordi faderrollen har ændret sig gennem de sidste 20 år. Forældrene skal dog fortsat sikre dét, der er bedst for netop deres barn.
I går udsendte VIVE (”Det Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd”) rapporten ”Børn og unge i Danmark – velfærd og trivsel 2022”.
Rapporten forholder sig til en lang række områder, herunder materiel velfærd, boligforhold, helbred, sociale relationer og subjektiv trivsel.
Desuden er der et længere afsnit, hvor VIVE fokuserer på skilsmissebørn i deleordninger hen over perioden fra 2009 til 2021. Og her har udviklingen været bemærkelsesværdig – som det beskrives i rapporten:
”Når vi ser hen over de 12 år, hvor Børn og unge i Danmark nu har været gennemført, er indretningen af skilsmissebørnenes hverdagsliv et af de områder, der har forandret sig ganske meget. Mens det tidligere var mest udbredt, at skilsmissebørn boede mest hos den ene forælder (typisk moren) og indimellem besøgte den anden forælder (typisk faren), har vi gennem de senere år observeret, at andelen med deleordninger, dvs. hvor børn opholder sig nogenlunde ligeligt hos begge forældre, er vokset betydeligt. Den samme udvikling kan iagttages i andre lande”.
Fædre mere involveret
Det fremgår af undersøgelsen, at andelen af børn, der i 2009 levede i en deleordning (dvs. 7/7- eller 8/6-ordninger), lå på 15 % - hvilket i 2021 var steget til 41 %. Samtidig var der i 2021 en andel på 16 %, der ikke havde kontakt til den anden forælder.
Rapporten kæder udviklingen sammen med, at kønsligestillingen i familierne er øget, at fædre er mere involveret i børneomsorgen, at begge forældre er på arbejdsmarkedet og at det ”familieretlige regime” favoriserer et fælles forældreskab efter samlivsbruddet.
Samtidig peger rapporten på, at det ikke nødvendigvis ”er samværsordningen i sig selv, men andre bagvedliggende omstændigheder (selektionseffekter), der forklarer, at børn med deleordninger trives bedre end andre skilsmissebørn”.
Vælges ikke af det familieretlige system, men familierne selv
Rapporten peger videre på, at det ikke er det familieretlige system som sådan, der er årsag til, at et stigende antal børn lever i deleordninger – men at det skyldes familierne selv. Som der står i slutningen af rapporten:
”Vi vurderer ikke, at udviklingen i skilsmissefamiliers brug af deleordninger kan kobles direkte sammen med familiepolitiske tiltag, dvs. strukturelle forhold. Selvom den familieretlige reform fra 2007 gav de familieretlige myndigheder adgang til at beslutte, at børn kunne være omfattet af en deleordning, uden at forældrene var enige herom, synes denne bestemmelse dog ikke at være blevet anvendt i videre omfang. Ved senere ændringer af forældreansvarsloven, herunder i 2020, er det bredt formuleret, at samværsafgørelser skal træffes ud fra en konkret vurdering af barnets forhold. I forhold til andre områder af familiepolitikken har der ikke været større tiltag, før reglerne om barsel mv. blev ændret betydeligt i 2022. Vi anskuer derfor snarere udviklingen som et resultat af de kulturelle ændringer, som finder sted ude i familierne, hvor fædre og mødre i mere ligeligt omfang tager del i omsorgen for børnene, og hvor der i stigende grad er en forventning om et ligestillet forældreskab”.
Og videre: ”Analyseresultaterne har endvidere vist, at valget af en deleordning i mindre grad eller slet ikke hænger sammen med barnets individuelle forhold, herunder dets trivselsbillede, og med, om familierelationerne – efter børnenes vurdering – er harmoniske”.
Det kan derfor givetvis være forbundet med overvejelser, om valget af samværsordning faktisk handler om hensynet til barnet.
Sørg for ”dét, der er bedst for barnet”
Og netop derfor peger chefanalytiker fra VIVE, Karen Margrethe Dahl, på, at aftalerne altid bliver lavet med sigte på dét, der er bedst for barnet, og ikke kun forældrene – og at der ikke er én bestemt samværsordning, der er god for alle børn. Dét fremgår af denne artikel fra DR i dag.
Karen Margrethe Dahl udtaler:
”Hvis livet er meget forskelligt de to steder, så er det hårdt arbejde at skifte mellem dem. Specielt hvis et barn har meget forskellige roller i de to hjem, kan det være for krævende at omstille sig hver uge. Det kan være, at barnet det ene sted er enebarn eller den mindste i søskendeflokken, mens det andet hjem måske vrimler med mindre søskende og en ny stedforælder, man også skal forholde sig til”.
Og videre: ”Hvis livet er meget forskelligt de to steder, så er det hårdt arbejde at skifte mellem dem. Der skal forældrene hjælpe børnene og sørge for, at det ikke er børnene, der skal transformere sig hver uge”.
Psykolog Malene Angelo fortsætter, at ”det er vigtigt, at forældrene er lydhøre overfor, at samværsordningen måske skal ændres igen”.