En norsk gruppe har undersøgt begrebet ”forældre-fremmedgørelse”, men til dels med en indforstået, intuitiv og uklar tilgang.
Den norske undersøgelse handler grundlæggende om børn, der under indflydelse fra den ene forælder vender sig mod den anden forælder (”forældre-fremmedgørelse”).
Gruppen bag undersøgelsen består af Eivind Meland (professor emeritus, Bergen Universitet), Dag Furuholmen (tidligere psykiater) og David Jahanlu (lektor, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet).
I teksten til undersøgelsen beskrives det, at ”fænomenet forældre-fremmedgørelse er kontroversielt og kun lidt udforsket i de nordiske lande”. Og gruppen bag undersøgelsen ønskede derfor at undersøge, om forældre-fremmedgørelse er ”et validt begreb”, og hvordan det ”opfattes i en nordisk kontekst”.
Undersøgelsen
Undersøgelsen er baseret på en online undersøgelse, hvor deltagerne var selvrekrutterede. Der kom svar fra 1.212 deltagere, hvor 68 % var mænd og 32 % kvinder.
Undersøgelsens resultater er blandt andet, at 44 % af deltagerne angiver at have oplevet (samværs-)sabotage. Halvdelen af denne gruppe angiver at have oplevet gentagen sabotage.
Det fremgår af rapporten, at ”Samværssabotage og forældrefremmedgørelse er realiteten for både fædre og mødre. Oftest rettet mod fædre, men adfærden er ikke kønsspecifik”.
Og videre fremgår det, at ”forældrenes fremmedgørelse er stærkt forbundet med samværssabotage og med andre former for destruktiv relationel adfærd. Samværssabotage og falske anklager stiger gradvist med graden af forældrefremmedgørelse”.
Undersøgelsens konklusion lyder:
”Fænomenet forældre-fremmedgørelse er anerkendt blandt forældre som en form for skadelig adfærd, hvor både mødre og fædre lider” – og at ”en sådan adfærd bør anerkendes som en form for vold i hjemmet af professionelle miljøer inden for sundheds- og socialtjenester og være genstand for retsforfølgelse”.
Intuitive og uklare spørgsmål
Men der er flere udfordringer knyttet til undersøgelsens design og metoder, som bør italesættes.
Eksempelvis er flere spørgsmål forholdsvis intuitive og uklare, så man ikke kan være sikker på, hvordan deltageren oplever og forstår spørgsmålet – og dermed heller ikke, hvad svaret reelt baserer sig på.
Et eksempel er spørgsmålet ”Bliver kontakten til dine egne børn saboteret?”, med svarmulighederne ”Ja” og ”Nej”. Her fremgår det ikke, hvordan ”sabotagen” skal forstås (om det er manglende transport, at barnet ikke får lov til at ringe til den anden forælder, aflyst samvær eller lignende), og der er heller ikke mulighed for at gradbøje spørgsmålet / sabotagen.
Man kan eksempelvis godt opleve, at en forælder aflyser samvær på grund af sygdom. Det kan såmænd være sabotage, hvis den aflysende forælder faktisk vil hindre samværet og kontakten mellem den anden forælder og barnet. Men det er også muligt, at den aflysende forælder kan have andre bevæggrunde for at aflyse samværet, herunder at sætte hensynet til barnet forrest – uden ligefrem at have intentionen om at ”sabotere” samværet.
Man vil også kunne opleve, at en forælder (eller evt. myndighederne) ikke er enig i valget af f.eks. en 7/7-ordning, placeringen af ferie, at bytte samværsweekend, at betale specifikke regninger og lignende – uden at ”modstanden” skal betragtes som egentlig sabotage eller forældre-fremmedgørelse.
Derfor bliver det en udfordring, at det er deltagerens subjektive opfattelse af et hændelsesforløb, som afgør, om der i undersøgelsen er tale om sabotage og forældre-fremmedgørelse.
Lignende udfordringer ligger i spørgsmål som ”Oplever du, at barnet/børnene opfører sig fjendtligt eller pludselig er blevet bange for dig?” samt hvorvidt man ”beskrives som fræk, farlig eller ikke glad for barnet” eller at en forælder ”tvinger barnet til at vælge den ene forælder”.
Desuden bør det overvejes, om det i stedet for at betragte forældre-fremmedgørelse fra forælderens perspektiv er hensigtsmæssigt at betragte det mere fra barnets perspektiv – f.eks. at forældre-fremmedgørelsen ligger mellem den fremmedgørende forælder og barnet, hvor målet er at ramme den fremmedgjorte forælder (triangulering).
Et tidligt skridt
Forældre-fremmedgørelse er et forholdsvis nyt begreb herhjemme, og selv om det tilsyneladende er på vej ind i den danske lovgivning, så er forståelsen af fænomenet (herunder definitioner, psykologiske forklaringer, løsningsmodeller, juridiske tiltag og lignende) stadig forholdsvis begrænset. Der vil dermed være god grund til at betragte denne tid som en mulighed for at sikre viden og den norske undersøgelse som et tidligt skandinavisk skridt ind i dén proces.
Og fremadrettet vil det være hensigtsmæssigt at sikre undersøgelser af danske forhold på baggrund af en klar faglig og metodisk tilgang.
"Skilsmissefamilien" følger den nye norske undersøgelse, fordi den muligvis kan føre til nye undersøgelser.