Et fascinerende forsøg viser, hvor vigtig kontakten mellem forælder og barn er – og hvor meget det kan påvirke barnet, hvis kontakten og kommunikationen umiddelbart bliver afbrudt.
Selv om vi mennesker kan være meget forskellige individer, så udspringer vi alle fra den samme race: med grundlæggende ens behov og med en organisme, der grundlæggende fungerer på ensartede måder.
Dermed kan der siges at være bestemte mønstre og udviklingstrin, som det enkelte barn følger, når det udvikler sig gennem fostertilstanden og videre gennem spædbarns-alderen og på et tidspunkt bevæger sig ud i verden.
Den ”psykologiske fødsel”
Udviklingspsykologien beskæftiger sig netop om læren om dét, man kan kalde den ”psykologiske fødsel”, hvor vores bevidsthed tager form, vi begynder at forstå verden omkring os og vores personlighed skabes.
Det er en utrolig rejse, særligt i de første leveår: fra et skrøbeligt, sårbart lille menneske – til den observerende, legende og skabende tumling, der med stavrende skridt undersøger verden omkring sig.
Sideløbende med denne udvikling er der den sociale interaktion, hvorigennem spædbarnet lærer andre individer og samtidig sig selv at kende. Mange har måske oplevet, hvordan barnets blik møder éns øjne og barnet fastholder kontakten. Eller når barnet griber ud efter éns pegefinger, som det nysgerrigt undersøger med sine egne fingre, munden og øjne.
Kontakten er skabt. Barnet aner, at det ikke er alene i denne verden, men at den også bebos af andre skabninger med egne interesser, ønsker og intentioner.
Og så tager det fart. Barnet lærer, at ”den anden” faktisk er ret sjov og hyggelig at dele virkelighed med. Så bliver der peget, grint, rørt, lavet lyde og så videre.
"Ansigts-duet"
Den amerikanske psykolog Daniel Stern (1934-2012) kaldte denne kommunikation for ”ansigtsduetter”, når for eksempel en forælder og barnet indgår i en fælles og (for begge parter) stimulerende dialog: den ene udsender en kommunikation (en lyd, et udtryk / en mimik, en sindsstemning og så videre) – og den anden griber den og sender den tilbage.
Det ligner en godmodig omgang tennis, blot med kommunikation.
Og der er mange værdifulde pointer i dén form for kommunikation, hvor barnet lærer, hvad kommunikation omfatter og indebærer: at det handler om en cirkulær proces, hvor den ene udtrykker noget og den anden svarer. At kommunikation er en social begivenhed, som vi deler, og som binder os sammen. Og at kommunikation er en måde, hvorpå vi udtrykker vores indre følelsesverden ud i det sociale rum – og samtidig kan aflæse den anden person.
Det er ikke kun uskyldig leg. Det er også stor alvor om dén verden, vi lever i.
Denne ansigtsduet er vigtig, men faktisk bliver forståelsen måske tydeligere, når vi ser på konsekvenserne af, at duetten mod vores forventning udebliver.
”Sten-ansigtet”
Tilbage i 1970´erne udviklede den amerikanske udviklingspsykolog Edward Tronick et fascinerende forsøg, som han kaldte ”The still face experiment”. Her kan ”still face” oversættes til ”sten-ansigt”; det vil sige et udtryksløst og følelsestomt ansigt.
Forsøget er indrettet således, at moderen afbryder ansigtsduetten / dialogen med barnet og i stedet forholder sig både passiv og udtryksløst – og det interessante ligger i, hvordan barnet reagerer på den afbrudte kommunikation.
Videoen herunder viser Edward Tronick´s forsøg og barnets reaktioner, og det anbefales at se den, før du læser videre:
Det er tankevækkende, hvor hurtigt det lille barn reagerer på, at kommunikationen afbrydes af moderen, hvor hun hverken genskaber barnets mimik i sit eget ansigt samt dets lyde eller i det hele taget responderer på barnets forsøg på at kommunikere.
Barnet bliver utilpas, utrygt og frustreret. Det er ikke en sjov situation pludselig at være alene i kommunikationen. Og derfor forsøger barnet med alle sine kommunikative tilgange at ”vække” mor og få hende til at deltage i kommunikationen igen – og da dét ikke lykkes, giver barnet dette lille, højfrekvente og næsten desperate primalskrig.
Forsøget ender godt for barnet: mor stempler ind igen og genskaber kontakten. Barnet falder til ro, og de kan genoptage deres leg og kommunikation.
Historien om Jørn
Edward Tronick´s forsøg illustrerer flere pointer:
For det første viser det, hvor modtagelige forholdsvis små børn kan være. De er særdeles aktive i forhold til deres omverden, og derfor er det vigtigt, at forældrene aktivt lærer barnet at kommunikere, at forholde sig til og udforske verden, at begå sig i den og så videre.
Og for det andet, at bliver barnets behov ikke mødt, bliver det følelsesmæssigt oprevet og forsøger at genskabe kontakten.
Her var kontakten kun afbrudt forholdsvis kortvarigt, men ekstreme tilfælde viser, hvor galt det kan gå, hvis kommunikationen afbrydes forholdsvis permanent, og hvor barnet ikke stimuleres via ansigtsduetter.
I 1998 viste TV2 dokumentaren ”Er du mors lille dreng?” om forældreparret Anni og Bjarne samt deres nyfødte dreng Jørn. Her blev Jørn ikke i tilstrækkelig grad stimuleret, og derfor stoppede han selv med at opsøge kontakten til andre.
Hans øjne mistede deres glød, opmærksomhed og liv – og som en konsekvens heraf udviklede han sig ikke hensigtsmæssigt. Det blev især tydeligt i de opfølgende dokumentarer mange år senere. Klippene herunder er fra dokumentaren.
Bevidsthed om kommunikationen
Det er selvfølgelig langt fra givet, at en skilsmissefamilie udvikler sig så uhensigtsmæssigt som her. Men alligevel bør man have opmærksomhed på, om man forholder sig hensigtsmæssigt til sine omgivelser. Ikke mindst efter en så følelsesmæssigt udfordrende situation, som en skilsmisse kan være, hvor følelserne er i uro på grund af ærgrelser, bekymringer, vrede eller lignende. Men det vil også kunne ske i situationer, hvor en forælder er deprimeret eller på anden vis ikke er i stand til at indgå i ansigtsduetten i tilpas omfang, måde osv.
For et barn vil kunne aflæse og mærke på kommunikationen, at tingene ikke er, som de plejer. Og dét vil kunne skabe en uro hos barnet, at det omstiller sig efter kommunikationen og lignende. Og det samme gør sig gældende ved større børn, der også kan omfatte refleksioner, samt i forhold til kommunikationen med en ny partner, venner, kolleger osv.
Man bør derfor være opmærksom på, om man er i dén ”balance”, man skal være i for at kunne indgå i samspillet med sine omgivelser. Og dét kræver en form for bevidsthed om sine kommunikations-kompetencer, som eksempelvis kan omhandle følgende overvejelser:
Er jeg opmærksom på mine omgivelser?
Kan jeg deltage reelt i en samtale, eller er mine tanker optaget af refleksioner, vrede, bekymringer, mere irritabel end normalt osv.?
Har jeg en åben kommunikation, hvor jeg eksempelvis smiler med øjnene, munden, kropssproget, stemmen osv.?
Det handler i det hele taget om at øge sin bevidsthed om sin egen kommunikation, så den bliver så hensigtsmæssig som overhovedet muligt.
Kilder:
Daniel L. Stern: ”De første seks måneder”.
Hans Reitzels Forlag.
Ole Schultz Larsen: ”Psykologiens veje”.
Systime A/S.
Video: ”Er du mors lille dreng?”, klip 1.
https://www.youtube.com/watch?v=575qe1l0jPg
Video: ”Er du mors lille dreng?”, klip 2.
https://www.youtube.com/watch?v=YZvu0Ti6dtg
Video: ”Still Face Experiment” (Edward Tronick)
https://www.youtube.com/watch?v=apzXGEbZht0