En skilsmisse kan være indgribende på barnet, men alderen kan have en væsentlig betydning for, hvordan barnet påvirkes af bruddet.
(Modelfoto)
Opsplitning af familien, skift mellem to hjem, følelsesmæssige udfordringer… en skilsmisse kan være traumatiserende for et barn. Men i hvilken alder vil det være værst for barnet, at forældrene bryder familien op?
Dét spørgsmål har det amerikanske medie for fædre, ”Fatherly”, taget op.
Her slås det indledningsvis fast, at en skilsmisse i sit udgangspunkt er indgribende på barnet uanset alder. Men den mere nuancerede forklaring er, at der faktisk er alderstrin, hvor forældrenes skilsmisse kan være mere traumatiserende for barnet end andre alderstrin.
Forskellige indvirkninger
Ifølge den amerikanske psykolog dr. Scott Carroll vil et barn under 2 år kun marginalt blive traumatiseret, fordi barnet ikke vil have de fornødne kognitive evner. Han tilføjer dog: ”Selv 2-årige har en hukommelse, så de er opmærksomme på ændringerne på et følelsesmæssigt snarere end et kognitivt niveau”.
Dén uro, som et mindre barn eventuelt måtte føle, kan således registreres og huskes emotionelt fremadrettet. Det ses i øvrigt hos adoptivbørn og særligt dem, der har oplevet flere skift af omsorgspersoner i den tidlige barndom.
I den tidlige del af barndommen knytter barnet sig til de primære omsorgspersoner. Og gennem opvæksten (og ifølge artiklen særligt ved alderen 3 til 11 år) lærer barnet om den betydningsfulde relation mellem forældrene og knytter sig yderligere til begge forældrene og familien som helhed.
Samtidig har barnet ikke udviklet uafhængighed og er egocentrisk / selvoptaget, og dét kan medføre en risiko for, at barnet kan tage opbruddet på sig i forhold til ansvar, skyld osv.
Konflikt den sværeste del
Scott Carroll udtaler desuden, at skilsmissen i sig selv ikke er den sværeste del. Dét er derimod den eventuelle konflikt. Han forklarer, at konflikten især påvirker barnet, hvis den udspiller sig foran barnet – og endnu værre, hvis forældrene kommunikerer via barnet eller nedgør den anden forælder.
Dét betyder imidlertid også, at alvorlige / konfliktfulde problemer i en familie, der leder til en skilsmisse, faktisk kan være befriende for barnet. For da vil skilsmissen umiddelbart kunne afslutte den umiddelbare konflikt, som barnet dermed ikke længere er direkte del af.
Når kontakten glider ud
Der er dog også en risiko for, at en forælder efter en skilsmisse glider ud af barnets liv – ikke nødvendigvis på grund af konflikt, men af andre grunde: fysiske afstande, personlige udfordringer hos den pågældende forælder, andre prioriteringer og lignende.
Og dét kan især være problematisk i de mere egocentriske / selvoptagne dele af barnets opvækst, hvor det retter spekulationerne indad – herunder om forælderens exit fra barnets liv skyldes barnet selv.
Teenagere
Det vil dog ofte forholde sig anderledes hos ældre børn. Som dr. Scott Carroll udtaler: “Når et barn går gennem puberteten, er der mere potentiale til at acceptere og forstå forældrenes skilsmisse. Jeg har været i kontakt med teenagere, der talte for deres forældres skilsmisse. Nogle gange er de unge de klogeste i rummet”.
Han understreger, at børn ofte kan sørge og tilpasse sig i et år eller længere, men at de ofte formår at tilpasse sig den nye virkelighed.
Det er desuden vigtigt at understrege, at overvejelserne herover ikke kan betragtes som en facitliste. Børn er individuelle, og der kan således være udsving i forhold til dét, man kan betegne den ”typiske” adfærd.