Forældre-fremmedgørelse er stadig et omstridt begreb

Debatten om forældre-fremmedgørelse drukner ofte i tvivlsomme teorier og omstridte diagnoser.

Mange forældre, der mister kontakten til deres barn efter et brud, leder desperat efter en forklaring. Ofte støder de på begrebet "forældrefremmedgørelse" (FFG) på nettet og tænker: ”Det er dét, min eks gør!”

Konklusionen baserer sig ofte på arbejdet fra en række internationale skikkelser, der fremstilles som videnskabelige autoriteter, og deres teorier bliver ofte (ukritisk) delt som sandheder. Men faktum er, at deres koncepter er omstridte og ikke anerkendes som selvstændige diagnoser af den etablerede, globale sundhedsvidenskab ( (se f.eks. WHO`s ICD-11 og APA´s DSM-5).

Så selv om FFG fremstår genkendeligt, kan brugen af netop dét ord i f.eks. Familieretshuset ende med at smadre personens egen sag!

Aktørerne på området og den faglige debat

For at forstå dét landskab, vi navigerer i, er vi nødt til at se på de fagpersoner, der oftest citeres i disse sager:

• Richard Gardner: han var psykiateren, der i 1980'erne opfandt begrebet ”Parental Alienation Syndrome” (PAS). Hans arbejde mødte kritik for at mangle empirisk bevis og bygge udelukkende på hans egne kliniske observationer – men paradoksalt nok vandt han stor udbredelse i retssystemer verden over på grund af den simple forklaring på komplekse problemstillinger. Han endte med at selvudgive sine bøger, da anerkendte videnskabelige forlag afviste dem.

  
  

• Richard Warshak: forfatter til bogen ”Divorce Poison”. Han er kendt for at udvikle "reunification"-programmer (som ”Family Bridges”), hvor barnet fjernes fra den afvisende forælder for at gennemtvinge kontakt med den anden. Disse programmer er meget omdiskuterede og kritiseres af flere for at være for indgribende og potentielt traumatiserende for barnet.

  
  

• William Bernet: betragtes af mange som den mest centrale figur inden for FFG-miljøet. Han har brugt årtier på at forsøge at få FFG anerkendt som en officiel diagnose i WHO's (ICD-11) og det amerikanske (DSM-5) diagnosesystem. Selvom begge instanser afviste begrebet som en selvstændig diagnose, stiftede han foreningen PASG for at opbygge et parallelt fagligt miljø, der forsøger at producere den nødvendige dokumentation til at fremme dagsordenen.

  
  

• Craig Childress: psykolog, der forsøger at koble FFG sammen med andre, allerede anerkendte og meget alvorlige diagnoser – for eksempel ved at sidestille det med ”Münchausen by proxy” (hvor en forælder bevidst gør sit barn sygt). Denne omvej tager den etablerede mainstream-psykologi dog stærk afstand fra.

  
  

• Jennifer Harman: én af de mest produktive forskere i FFG-netværket. Hendes studier fremhæves ofte, men de møder metodisk kritik fra andre forskere; bl.a. fordi hun primært rekrutterer testpersoner fra FFG-støttegrupper (hvilket kan skabe en statistisk bias), og at konklusionerne risikerer at overse sager, hvor et barns afvisning af en forælder har reelle årsager som vold eller svigt.

  
  

• Amy J.L. Baker: bliver ofte betragtet som en af de mere seriøse forskere inden for området. Hun har fokuseret på voksne, der som børn mistede kontakten til en forælder, og har identificeret "17 fremmedgørende adfærdsmønstre". Hendes arbejde bruges ofte til at give FFG videnskabelig legitimitet, men kritiseres af visse fagfolk for at hvile på små, retrospektive undersøgelser.

  
  

• Eivind Meland: professor emeritus i medicin ved Universitetet i Bergen og én af de få nordiske akademikere, der aktivt forsøger at udbrede forståelsen af FFG i en skandinavisk kontekst. Kritikere påpeger dog, at hans forskning ofte lider under de samme metodiske udfordringer som Harmans, da den i høj grad bygger på selvrapportering fra forældre i stærkt konfliktfyldte sager.

  
  

• Joan Meier: professor i jura og en central stemme i modbevægelsen. Hendes forskning peger på, hvordan anklager om forældrefremmedgørelse systematisk kan blive misbrugt i retssager til at dække over reel vold og misbrug, og hun betegner flere af de ovenstående teorier som videnskabeligt uholdbare.

  
  

• Reem Alsalem: hun er FN's særlige rapportør, der udgav en skarp advarsel om, at brugen af forældrefremmedgørelse i familieretssystemer ofte bliver brugt af voldelige forældre til at aflede opmærksomheden fra deres egne overgreb. En proces, der udgør en stor risiko for både mødre og børn.

Forskellen på teori og handling

At sundhedsorganisationer og den etablerede videnskab er dybt uenige om FFG, er ikke det samme som at sige, at problemet ikke eksisterer.

Det er et uomtvisteligt faktum, at et uklart antal børn bliver udsat for manipulation. At sabotage af samvær og systematisk nedgørelse af den anden forælder finder sted hver eneste dag. Det er et psykisk overgreb på barnet.

Og det er præcis her, vi skal flytte vores fokus: væk fra diskussionen om omstridte diagnoser og direkte over på den faktiske, skadelige adfærd. For det er adfærden, vi nu endelig har fået papir på i Danmark.

Loven anerkender handlingen – ikke diagnosen

I slutningen af 2024 blev begrebet "forældrefremmedgørelse" for første gang skrevet direkte ind i forældreansvarsloven. Men det er afgørende at læse, hvordan loven definerer begrebet. Lovteksten taler nemlig eksplicit om at gribe ind over for "samarbejdschikane, herunder forældrefremmedgørelse, som er kommet til udtryk ved barnets adfærd."

Det danske system anerkender altså nu FFG som en konkret, skadelig adfærd – ikke som en psykiatrisk brist hos eks-partneren.

Hvis man vil beskytte børnene og bevare sin troværdighed i Familieretshuset, gør man sin egen sag en massiv bjørnetjeneste ved at strande i omstridte psykologiske teorier. Man skal ikke forsøge at diagnosticere den anden forælder, for så mister systemet fokus. I stedet skal man fastholde sagsbehandlernes opmærksomhed på den faktiske adfærd: sabotagen, manipulationen og det psykiske pres.

I stedet for at sige til sagsbehandleren: ”Min eks udøver forældrefremmedgørelse”, skal du sige: ”Den anden forælder har nu aflyst samvær fire gange i træk uden lægeerklæring og nægter at udlevere barnets pas”.

Men det skal selvfølgelig nævnes, at nej… man kan ikke være sikker på, at man ”vinder” sagen ved at fokusere på adfærden. Men man må nok forvente at ”tabe”, hvis man har det forkerte fokus.

Barnets tarv som kommunal kastebold

Når barnet tabes mellem to stole: hvem har reelt ansvaret for samværet?

Det er en problemstilling, som mange skilsmissefamilier desværre kender alt for godt: at to instanser (kommunen og Familieretshuset) skal samarbejde om at sikre et barns trivsel, men ender med at modarbejde hinanden på grund af forskellig lovgivning.

I et nyere debatindlæg peger to børnesagkyndige psykologer netop på denne systemfejl. De beskriver, hvordan indsatsen for at genetablere samværet mellem et barn og en forælder ofte strander, fordi systemerne opererer ud fra to vidt forskellige regelsæt: ”Barnets Lov” i kommunen og ”Forældreansvarsloven” i Familieretshuset.

Når instansernes logikker ikke mødes

Problemet opstår for alvor, når de to instansers logikker ikke mødes. Konsekvensen er i yderste fald, at barnet tabes i gabet mellem dem.

Som de børnesagkyndige præcist formulerer det:

"Vi står reelt lige nu i den situation, at fagligheden i det familieretslige system kan vurdere, at det vil være til et barns bedste at bevare kontakten til begge sine forældre, og at samværet (...) skal støttes for en kortere eller længere periode. Men når forældre så (...) beder deres kommune om den hjælp (...), kan de risikere, at kommunen ikke nødvendigvis vil hjælpe samværet videre."

De to psykologers konklusion på dilemmaet lyder: ”Det bør fremgå tydeligt af barnets lov, at kommunerne er forpligtede til at yde støtte til samvær i skilsmissesager, når samvær er til barnets bedste, men ikke kan foregå uden hjælp”.

Retssikkerheden må ikke afhænge af kommunekassen

Det er nærliggende at kræve en lovændring, der tvinger kommunerne til at betale. Men her ligger der efter min mening en stor risiko i at gøre barnets retssikkerhed og selve samværet afhængig af den sociale, kommunale indsats.

Vi må ikke glemme den afgørende forskel på de to systemer: den juridiske ramme og selve beslutningen om samvær ligger i Familieretshuset, mens den socialfaglige støtte til barnets generelle trivsel ligger i kommunen.

Når Familieretshuset træffer en afgørelse om, at der skal være samvær, men at det kræver støtte for at være trygt for barnet, er det en juridisk vurdering af barnets tarv. Hvis vi gør det til et kommunalt ansvar at levere dén støtte, gør vi samtidig barnets tryghed sårbar over for kommunale budgetbesparelser, ressourcemangel og skiftende socialfaglige vurderinger.

Familieretshuset skal tage det fulde ansvar

Derfor må Familieretshuset ikke basere en afgørelse på en usikker forventning om kommunal hjælp. For hvis kommunen en dag sparer støtten væk eller lukker kassen i, står barnet pludselig tilbage i et utrygt samvær helt uden det nødvendige sikkerhedsnet.

Løsningen er ikke at tvinge kommunerne til at overtage ansvaret for Familieretshusets afgørelser. Den er derimod, at Familieretshuset skal træffe afgørelse om samvær, og derigennem selv sikre (og finansiere) præcis dén hjælp og de rammer, samværet kræver for at fungere forsvarligt.

Kommunen skal naturligvis fortsat støtte barnet i hverdagen. Men den kommunale støtte skal være et supplement til en holdbar og tryg løsning – ikke en forudsætning for den.

Nej, vi skal ikke "lukke lortet"

Kritikken hagler ned over Familieretshuset, og mange kræver det lukket. Men vi skal ikke rive bygningen ned – vi skal reparere fundamentet.

Hvis man følger med i debatten på de sociale medier, støder man ofte på slagord som disse: "Luk Familieretshuset! Systemet er råddent! Luk lortet!"

Vreden er forståelig. Når man står i livskrise og føler sig klemt, overhørt eller direkte modarbejdet af systemet, så er lysten til at rive systemet ned enorm.

Og lad det være sagt med det samme: det familieretlige system har problemer! Der sker fejl. Der laves dårlig sagsbehandling. Der findes sager, der trækker i langdrag, og afgørelser, der virker helt skæve.

De fejl og mangler skal gribes og rettes i den enkelte sag. Hver gang.

Men det er ikke løsningen at ”lukke lortet”.

Her er forklaringen hvorfor:

3 gange på 15 år

Vi har haft et familieretligt system i mange år, der har taget sig af skilsmisse-sagerne.

Før 2007 lå opgaverne lokalt i de fjorten Statsamter, så praksis kunne variere fra landsdel til landsdel. I 2007 blev amterne nedlagt for at effektivisere og erstattet af fem regioner med tilhørende Statsforvaltninger. I 2013 blev de regionale ledelser samlet i én Statsforvaltning, der dermed sikrede samme behandling uanset landsdel.

Det var på dette tidspunkt, at kritikken af organisationen tog til: den var for bureaukratisk og havde svært ved at håndtere de følsomme sager med mennesker i krise, sagsbehandlingstiderne var lange, og vurderinger og afgørelser forekom mere tilfældige end organiserede. Retssikkerheden var klemt og nok også mere end dét: retssikkerheden var væk.

Den 1. april 2019 tog Familieretshuset over. De blev den nye indgang for skilsmisseramte, hvor medarbejderne bl.a. skulle stå for rådgivning og mægling. De tunge og svære sager med en vis grad af uenighed og konflikt, skulle så videreformidles til Familieretten.

Det lød logisk og nemt. Men i sin korte levetid har Familieretshuset gentagne gange været i fokus: ikke kun var der langt flere alvorlige sager end ventet. Der var også problemer med underfinansiering, lange ventetider, langvarig sagsbehandling, voksende sagspukler, gentagne brud på datasikkerheden, manglende retssikkerhed, manglende oplevelse af succes hos forældrene og meget andet.

Og her er vi så nu. Det føles ikke som fremgang.

Denne korte historiske gennemgang viser, at det familieretlige system i Danmark er blevet ændret 3 gange på 15 år, og der er stadig problemer.

Vi HAR forsøgt at ”lukke lortet”, men problemerne er der stadig.

Og de skal løses.

Dét, der skal bevares

Inden vi kommer til løsningerne, er vi nødt til at huske på tre ting, som ofte tabes af syne:

For det første er Familieretshuset en administrativ myndighed. De har ikke opfundet reglerne selv, men forvalter dén lovgivning, som politikerne har vedtaget.

Familieretshuset er for eksempel blevet kritiseret for, at de ikke slår hårdt ned på en konfliktoptrappende forælder. Men dén logik er de blevet pålagt. Der står nemlig i forældreansvarsvejledningen:

”Skyldsspørgsmålet har ikke betydning for vurderingen af samværsspørgsmålet, og ofte vil det også være vanskeligt endsige umuligt at fastslå, hvem af forældrene der bærer hovedansvaret for konflikten. Det afgørende for vurderingen er således, hvordan konflikten påvirker barnet og ikke, hvem konflikten skyldes”.

Denne logik har ført til mange sager, hvor en bevidst konfliktoptrappende forælder har kunnet overdænge sin modpart med alverdens ulykker og overgreb, mens Familieretshusets medarbejdere lukkede øjnene – ikke fordi de nødvendigvis vil, men fordi de skal.

For det andet hører vi mest fra de sager, hvor konflikten er gået i hårdknude. Det er de sager, der fylder mest på de sociale medier. Men virkeligheden er også, at titusindvis af danskere hvert år bliver skilt, hvor Familieretshuset blot udsteder skilsmissepapirerne, uden at blande sig i familiens liv.

Et eksempel på kritikken handler om, at bopælsretten i cirka 86 % af sagerne er tildelt moderen, og at Familieretshuset derfor er partisk. Men forklaringen er, at forældrene i langt størstedelen af sagerne selv indgår aftale om, at mor skal være bopælsforælder, og registrerer det direkte i Folkeregistret. De sager ser aldrig en sagsbehandler.

Pointen er, at statistikken ikke er udtryk for systemets tvang, men for forældrenes egne valg i de sager, hvor de selv kan blive enige. For de fleste virker Familieretshuset faktisk efter hensigten.

For det tredje løser Familieretshuset en lang række samfundsopgaver, som ligger uden for skilsmisseområdet, og som er afgørende for tusindvis af sårbare borgere. Det kan være værgemål for dem, der ikke kan tage vare på sig selv, adoptioner, faderskabssager og navneændringer.

Hvis vi "lukker lortet", hvem skal så sikre, at den demente får en værge, eller at barnet får juridiske forældre?

Dét, der skal ændres

Familieretshuset løser vigtige opgaver, som også skal løses fremover. Derfor kan vi selvfølgelig ikke ”lukke lortet”. Og vi skal heller gentage tidligere fejltagelser, hvor vi smækker et nyt navneskilt på fordøren, puster balloner op, skærer kagemanden ud og tager billeder af smilende politikere – for så står vi her igen om 5 år.

Vi skal ikke renovere facaden. Vi skal reparere fundamentet.

Vi skal bevare huset. Men vi skal ændre spillereglerne indenfor.

Det er en kompleks opgave, men vi skal starte et sted…

For eksempel skal vi bevare tilgangen om at understøtte forældrenes gode samarbejde. Dem, der kan og vil samarbejde, skal stadig mødes med rådgivning, mægling osv.

Men vi skal stoppe den naive tro på, at de samme værktøjer virker på forældre, der IKKE kan eller vil samarbejde. Her skal systemet skifte fra at være mægler til at være myndighed.

Betyder dét så, at vi skal hoppe med på de hurtige eller lette løsninger fra de sociale medier? ”Vil bopælsforælderen ikke samarbejde, skal man miste bopælsretten” eller ”Vi skal indføre tvungen 7/7-ordning som udgangspunkt i loven for at fjerne incitamentet for konflikt”?

Nej!

Hensynet til barnet må og skal altid stå forrest. Enhver handling skal vurderes ud fra, om den faktuelt understøtter barnets bedste i den konkrete sag.

Men handlinger, der har til hensigt at sløre sagens faktiske forløb, udøve samværschikane eller skabe forældre-fremmedgørelse, skal have passende konsekvenser. Noget af det er faktisk allerede muligt på baggrund af lovgivningen, men tages ikke tilstrækkeligt i brug i praksis.

Placering af ansvar

Det er kun en start. Men vi skal i mål. Og løbet er i gang.

Nu retter vi fokus mod politikerne. Det er deres ansvar, at Familieretshuset er bygget på forfejlet politik. Nu skal de få Familieretshuset på ret køl gennem god politik.

Kan og vil de ikke dét, kan vi vel kun sige:

”Luk lortet”…

Og så vil vi ikke mene Familieretshuset… men Folketinget.