Fra overborgmester til socialminister

Sophie Hæstorp Andersen var overborgmester i København, indtil hun i dag overtog socialministeriet. Her kan du læse mere om hende.

Pressefoto fra hjemmesiden sophiehaestorp.dk

Det var en stor overraskelse, da statsminister Mette Frederiksen tidligere i dag offentliggjorde sin nye ministerliste med flere rokader. Én af de største var, at Pernille Rosenkrantz-Theil overlader socialministeriet til den nuværende overborgmester i København, Sophie Hæstorp Andersen.

Mor på slotspladsen

DR kunne tidligere i dag fortælle, at Sophie Hæstorp Andersens mor, Pia Andersen, var mødt frem på Amalienborg Slotsplads for at se den nye regering.

Her sagde Pia Andersen, at hun var stolt af sin datter – men hun var også ligefrem i sin vurdering af, at Sophie Hæstorp Andersen skulle overtage socialministeriet:

”Jeg sagde til hende, at hun skulle sige nej. Jeg synes, at hun havde sådan et godt job som overborgmester”, sagde Pia Andersen.

”Skilsmissefamilien” giver her en række informationer om den nye socialdemokratiske socialminister.

Baggrund

Sophie Hæstorp Andersen gik på Gladsaxe Gymnasium i perioden 1991 til 1994 med et år som udvekslingsstudent på Aurora Central High School i Colorado, USA, i 1991. I 2006 blev hun cand.scient.pol. fra Københavns Universitet.

Sophie Hæstorp Andersen var folketingsmedlem for Socialdemokratiet i perioden 2001 til 2005 og igen fra 2007 til 2014. Her varetog hun en række ordførerskaber, herunder sundheds-, bolig-, integrationsordfører.

I 2014 blev Sophie Hæstorp Andersen Regionsrådsformand for Region Hovedstaden.

Den 16. november 2021 blev hun valgt til overborgmester for Københavns Kommune.

Privat

Sophie Hæstorp Andersen har fødselsdag den 26. september 1974 og er dermed 49 år.

Hun er datter af tegneren Svend Hæstorp og kostumekoordinator Pia Else Andersen.

Hun danner par med 55-årige Brian Arly Jacobsen, som er lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet. De bor dog ikke sammen: Sophie Hæstorp Andersen bor i en lejlighed på Vesterbro med sine to børn, Rosa og Rolf, som hun fik med sin tidligere samlever, Troels Andersen.

BREAKING NEWS: færdig som socialminister

Pernille Rosenkrantz-Theil er højst overraskende ikke på ministerlisten efter statsminister Mette Frederiksens rokade.

Foto: fotograf Steen Brogaard

Pernille Rosenkrantz-Theils tid som bolig- og socialminister er slut.

Dét stod klart torsdag formiddag, hvor statsminister Mette Frederiksen offentliggjorde sit hold af ministre efter en større rokade.

På sin Facebook-side skrev Pernille Rosenkrantz-Theil (Soc.) tidligere på dagen, at hun har sagt ja til at blive overborgmesterkandidat i København. Dét forudsætter, at hun først vælges til Borgerrepræsentationen.

Her skrev hun blandt andet:

”Det bliver et kæmpe ja! Jeg vil uendeligt gerne være overborgmesterkandidat i København. Og nu er jeg blevet opfordret til at tage springet. Så - JA TAK”.

”Da jeg var barn og ung var skolerne i København helt lasede, den lejlighed jeg boede i som 17 årlig på Vesterbro havde fælles bad i stueetagen, gårdene var mørke og små. Havnene var mest af alt uhyggelige mørke og øde områder, som vi holdt os helt væk fra”.

”Jeg håber nu på opbakning fra Socialdemokratiet i København til at blive kandidat til overborgmesterposten. Og herefter håber jeg på at få opbakning fra københavnerne til gå igang med at omsætte drømme til virkelighed”.

Det er ikke umiddelbart offentligt kendt, hvorvidt det er Mette Frederiksen eller Pernille Rosenkrantz-Theil selv, der har truffet beslutningen om at afslutte ministertiden.

Ny socialminister bliver Sophie Hæstorp-Andersen (Socialdemokratiet).

Karriere

Pernille Rosenkrantz-Theil indledte sin politiske karriere i Enhedslisten i 1996. Hun blev valgt ind i Folketinget i 2001 og var medlem frem til 2007. Herefter skiftede hun til Socialdemokratiet og fik i 2011 over 32.000 stemmer, heraf knap 17.000 personlige.

Hun var børne- og undervisningsminister i perioden 2019 til 2022 og efterfølgende social- og boligminister i perioden 2022 til 2024.

Barnets alder og skilsmisse

En skilsmisse kan være indgribende på barnet, men dets alder kan have en væsentlig betydning for, hvorvidt og hvordan barnet påvirkes af bruddet.

Artiklen blev oprindelig skrevet den 30. april 2021, men er blevet revideret og genudgivet den 30. august 2024.

Det er vigtigt at understrege, at overvejelserne i artiklen kke skal betragtes som en facitliste. Børn er individuelle, og der kan således være udsving i forhold til dét, man kan betegne den ”typiske” adfærd.

Opsplitning af familien, skift mellem to hjem, følelsesmæssige udfordringer… en skilsmisse kan bestemt godt være traumatiserende for et barn. Men i hvilken alder vil det være værst for barnet, at forældrene bryder familien op?

Dét spørgsmål har det amerikanske medie ”Fatherly” taget op.

Her slås det indledningsvis fast, at en skilsmisse i sit udgangspunkt er indgribende på barnet uanset alder. Men den mere nuancerede forklaring er, at der faktisk er alderstrin, hvor forældrenes skilsmisse kan være mere traumatiserende for barnet end andre alderstrin.

Som det beskrives i artiklen: ”Babyer og teenagere kan måske være i stand til at modstå en skilsmisse, men de yngre børn (red.: 3-11 år, se herunder) har brug for særlig pleje, når familien går i stykker”.

Forskellige indvirkninger

Ifølge den amerikanske psykolog dr. Scott Carroll vil et barn under 2 år kun marginalt blive traumatiseret, fordi barnet ikke vil have de fornødne kognitive evner. Han tilføjer dog: ”Selv 2-årige har en hukommelse, så de er opmærksomme på ændringerne på et følelsesmæssigt snarere end et kognitivt niveau”.

Dén uro, som et mindre barn eventuelt måtte føle, kan således registreres og huskes emotionelt fremadrettet. Det ses i øvrigt hos adoptivbørn og særligt dem, der har oplevet flere skift af omsorgspersoner i den tidlige barndom.

I den tidlige del af barndommen knytter barnet sig til de primære omsorgspersoner. Og gennem opvæksten (og ifølge artiklen særligt ved alderen 3 til 11 år) lærer barnet om den betydningsfulde relation mellem forældrene og knytter sig yderligere til begge forældrene og familien som helhed. Derfor kan en skilsmisse netop i denne periode give særlige udfordringer.

Samtidig har barnet ikke udviklet uafhængighed og er egocentrisk / selvoptaget, og dét kan medføre en risiko for, at barnet kan tage opbruddet på sig i forhold til ansvar, skyld osv.

Konflikt den sværeste del

Scott Carroll udtaler desuden, at skilsmissen i sig selv ikke er den sværeste del. Dét er derimod den eventuelle konflikt. Han forklarer, at konflikten især påvirker barnet, hvis den udspiller sig foran barnet – og endnu værre, hvis forældrene kommunikerer via barnet eller nedgør den anden forælder.

Dét betyder imidlertid også, at alvorlige / konfliktfulde problemer i en familie, der leder til en skilsmisse, faktisk kan være befriende for barnet. For da vil skilsmissen umiddelbart kunne afslutte den umiddelbare konflikt, som barnet dermed ikke længere er direkte del af.

Når kontakten brydes

Der er dog også en risiko for, at en forælder efter en skilsmisse glider ud af barnets liv – ikke nødvendigvis på grund af konflikt, men af andre grunde: fysiske afstande, personlige udfordringer hos den pågældende forælder, andre prioriteringer og lignende.

Og dét kan især være problematisk i de mere egocentriske / selvoptagne dele af barnets opvækst, hvor det retter spekulationerne indad, herunder om forælderens exit fra barnets liv skyldes barnet selv.

Teenagere

Det vil dog ofte forholde sig anderledes hos ældre børn. Som dr. Scott Carroll udtaler: “Når et barn går gennem puberteten, er der mere potentiale til at acceptere og forstå forældrenes skilsmisse. Jeg har været i kontakt med teenagere, der talte for deres forældres skilsmisse. Nogle gange er de unge de klogeste i rummet”.

Han understreger, at børn ofte kan sørge og tilpasse sig i et år eller længere, men at de ofte formår at tilpasse sig den nye virkelighed.

Det skyldes særligt dén modstandskraft / resiliens, som typisk følger af modenheden, og som gør den unge i stand til at forstå, begribe, håndtere og måske acceptere forældrenes skilsmisse.