Sophie Hæstorp Andersen var overborgmester i København, indtil hun i dag overtog socialministeriet. Her kan du læse mere om hende.
Pressefoto fra hjemmesiden sophiehaestorp.dk
Det var en stor overraskelse, da statsminister Mette Frederiksen tidligere i dag offentliggjorde sin nye ministerliste med flere rokader. Én af de største var, at Pernille Rosenkrantz-Theil overlader socialministeriet til den nuværende overborgmester i København, Sophie Hæstorp Andersen.
Mor på slotspladsen
DR kunne tidligere i dag fortælle, at Sophie Hæstorp Andersens mor, Pia Andersen, var mødt frem på Amalienborg Slotsplads for at se den nye regering.
Her sagde Pia Andersen, at hun var stolt af sin datter – men hun var også ligefrem i sin vurdering af, at Sophie Hæstorp Andersen skulle overtage socialministeriet:
”Jeg sagde til hende, at hun skulle sige nej. Jeg synes, at hun havde sådan et godt job som overborgmester”, sagde Pia Andersen.
”Skilsmissefamilien” giver her en række informationer om den nye socialdemokratiske socialminister.
Baggrund
Sophie Hæstorp Andersen gik på Gladsaxe Gymnasium i perioden 1991 til 1994 med et år som udvekslingsstudent på Aurora Central High School i Colorado, USA, i 1991. I 2006 blev hun cand.scient.pol. fra Københavns Universitet.
Sophie Hæstorp Andersen var folketingsmedlem for Socialdemokratiet i perioden 2001 til 2005 og igen fra 2007 til 2014. Her varetog hun en række ordførerskaber, herunder sundheds-, bolig-, integrationsordfører.
I 2014 blev Sophie Hæstorp Andersen Regionsrådsformand for Region Hovedstaden.
Den 16. november 2021 blev hun valgt til overborgmester for Københavns Kommune.
Privat
Sophie Hæstorp Andersen har fødselsdag den 26. september 1974 og er dermed 49 år.
Hun er datter af tegneren Svend Hæstorp og kostumekoordinator Pia Else Andersen.
Hun danner par med 55-årige Brian Arly Jacobsen, som er lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet. De bor dog ikke sammen: Sophie Hæstorp Andersen bor i en lejlighed på Vesterbro med sine to børn, Rosa og Rolf, som hun fik med sin tidligere samlever, Troels Andersen.
Comentarios