top of page

Nyheder

VIVE har netop udsendt en rapport om, hvorvidt den familieretlige reform i 2019 har ført til hensigtsmæssige resultater. Og den viser ændringer, men også store udfordringer.


ree

I 2019 blev den tidligere myndighed på det familieretlige område, Statsforvaltningen, erstattet af Familieretshuset. Siden har der været en del kritik og en lang række udfordringer på grund af bl.a. lang sagsbehandlingstid og databrud.

 

”Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd” (VIVE) har netop udsendt en rapport, hvor de forholder sig til, om en lang række intentioner med den familieretlige reform i 2019 er opnået.

 

 

Reformens tilgang


Den overordnede tilgang med reformen var at ”sikre bedre beskyttelse og inddragelse af børn, mere sammenhængende og målrettet sagsbehandling, samt at flere ikke-samboende forældre blev i stand til at håndtere samarbejdet om deres børn”.

 

De væsentligste redskaber til at opnå dette beskrives i rapporten således:

 

  • Oprettelsen af Familieretshuset, der skulle have stærkere børnefaglige kompetencer, så tilbud, aftaler og afgørelser baseres på en stærk viden om faktorer, der har betydning for børns trivsel generelt og om de specifikke børn i sagerne


  • Indførelse af screenings- og oplysningsprocedurer i Familieretshuset, der skulle muliggøre målrettet behandling til familierne gennem hele sagsforløbet


  • Et tættere samarbejde mellem Familieretshuset og nye afdelinger under domstolene (familieretterne), der skulle have kompetence til at træffe alle afgørelser i komplekse og indgribende sager


  • Et tættere samarbejde mellem Familieretshuset og kommunale børne- og familieafdelinger for at sikre smidig videregivelse af oplysninger og koordination af tilbud til familierne i de familieretlige sager

 


Rapportens datagrundlag bestod bl.a. af indkomne spørgeskemaer, kvalitative interviews med forældre og børn samt gruppeinterviews med ansatte i Familieretshuset samt ved udvalgte retter og kommuner.

 

 

Undersøgelsens resultater


Her følger en overordnet angivelse af undersøgelsens resultater:


  • Evalueringen viser, at der er sket en strukturel implementering af reformen af det familieretlige system. Dette viser sig eksempelvis ved, at Familieretshusets sammensætning af medarbejdere er ændret fra overvejende at bygge på juridiske kompetencer til overvejende at bygge på børnesagkyndige kompetencer.


  • Børns perspektiv inddrages mere, og størstedelen af børnene er glade for inddragelsen. Dog bruges Familieretshusets tilbud om støttende samtaler med kontaktpersoner sjældent.


  • De ældste børn forstår i langt højere grad end de yngste, hvad formålet med børneinddragelsen er, og hvad deres udsagn skal bruges til efter samtalen. De ældste oplever også i højere grad, at samtalen er relevant, og er bedre i stand til selv at bruge samtalen til at opnå deres egne mål. Ud over alder spiller børnenes eget engagement i sagen en væsentlig rolle for oplevelsen af børnesamtalen.


  • Forældrene er generelt mindre tilfredse med børneinddragelsen end børnene.


  • Forældrenes fortsatte bekymring går ofte på, om en enkelt børnesamtale på 45 minutter er nok til at give et retvisende billede af børnenes situation.


  • Både forældre og professionelle i kommuner og Familieretshuset oplever, at det er svært at sikre, at det er de rigtige og mest relevante informationer, der inddrages i sagen i Familieretshuset. Forældre og advokater oplever, at dette udgør en risiko for forældrenes retssikkerhed, da det kan være svært både at påvise og forsvare sig mod påstande om eksempelvis psykisk vold.


  • Oplevelsen af at blive forstået af familierettens medarbejdere er generelt mindre efter reformen end før.


  • Forældrene fremhæver, at dommerne i familieretten er mindre vidende om børne- og familiemæssige forhold end de medarbejdere, de har mødt i Familieretshuset.


  • Der er et signifikant fald i andelen af forældre med afsluttede sager, der oplever, at de problemer, de har henvendt sig med til de familieretlige myndigheder, er blevet løst. Denne andel er faldet fra 44 % før reformen til 30 % i 2023.


  • Spørgeskemaundersøgelsen blandt forældre viser i alle år markante forskelle på bopælsforældres og samværsforældres oplevelse af det familieretlige system, idet bopælsforældrene er betydeligt mere tilfredse med sagsbehandlingen end samværsforældrene.

 

 

Rapporten


Rapporten fra VIVE er udarbejdet af Karen Margrethe Dahl, Mai Heide Ottosen, Sigrid Trier Grønfeldt, Misja Eiberg, Aksel Klint Bastegaard, Camilla Storgaard og Sylvester Grünberger Tønnesen.

 

Du kommer til VIVE´s beskrivelse af rapporten ved at følge dette eksterne link.

 

Du kommer til selve rapporten ved at følge dette eksterne link.

 
 
 
  • 13. jan.
  • 3 min læsning

En debat om et forbud mod flerkoneri udviklede sig pinligt, hvor der blev kommenteret på ”rullende øjne” og ”voksenskældud”.


ree

I torsdags behandlede et lovforslag om et bredere forbud mod polygami (flerkoneri). Dét kan du læse mere om i denne artikel.

 

Normalt er tonen både respektfuld og venlig under Folketingets debatter, selv om der også kan blive gået til hinanden. Men under torsdagens debat drejede dialogen i en højst overraskende retning.

 

Du kan se videoen af den usædvanlige dialog herunder.




Det skete, da Brigitte Klintskov Jerkel (Det Konservative Folkeparti) først kommenterede på, at udlændinge- og integrationsministeren Kaare Dybvad Bek (Socialdemokratiet) tilsyneladende grinede rystede på hovedet af én at hendes kommentar – og øjeblikket efter, da hun om Frederik Vad (Socialdemokratiet) udtalte sig om lovforslaget, at ”… det er ganske udmærket, at der bliver gjort noget i forhold til det her. Og det kan ordføreren så være uenig i, og det kan jeg jo så se på ordførerens øjne, der vender opad mod loftet, at han er”.

 


”Voksenskældud”


Men her sluttede det ikke. Da Zenia Stampe (Radikale Venstre) øjeblikke senere gik på talerstolen, præciserede hun kort, at alle ”er enige i, at det ikke skal være lovligt at bedrive flerkoneri i Danmark” – men fortsatte så betragtningen om, at politikerne ”spilder hinandens tid”.


Hun spurgte ud i salen, hvorfor det pågældende beslutningsforslag overhovedet var fremstillet uden forudgående dialog – og hun besvarede det for så vidt også: ”Det er da, fordi man bare gerne vil markere, at man er lidt mere aktiv på den her dagsorden eller vil det lidt mere end nogle andre, eller at man kom til at sige til et eller andet medie for et halvt år siden, at man ville fremsætte det her beslutningsforslag”.


Hun påpegede den manglende dialog ”… i stedet for straks at fare til tasterne og lave et beslutningsforslag, for at man kan sige i medierne, at man har fremsat det, og for at man kan stå her og spilde hinandens tid”.

 

Zenia Stampe sendte desuden en bredside af sted mod forslagsstillerne fra Dansk Folkeparti: ”Desværre har jeg også Dansk Folkeparti mistænkt for jo ikke at være så optaget af de piger, det handler om”.

 

Det blev dog først Brigitte Klintskov Jerkel, der responderede på talen:


”Jeg bliver simpelt hen så træt, når jeg hele tiden skal høre fru Zenia Stampe komme med voksenskældud her i Folketingssalen. Så er der noget galt med de her beslutningsforslag, som partierne kommer med. Så er det sjusk, og så er det dårligt skrevet, og nu spilder vi også hinandens tid osv. Helt ærligt, kan vi ikke blive fri for det der voksenskældud hele tiden og så forholde os til indholdet i de forslag, som partierne kommer med. Det andet er simpelt hen træls at blive ved med at høre på”.

 

Zenia Stampe indledte sit svar med at forholde sig til den omtalte ”voksenskældud”:


”Nej, man kan ikke slippe for voksenskældud. Og når man selv kalder det for voksenskældud, må det være, fordi man selv føler sig som et barn; det står ikke for min regning. Det må da være det. Jeg ville da aldrig sige, at andre gav mig voksenskældud, medmindre det var, fordi jeg faktisk følte mig som et barn”.

 

Brigitte Klintskov Jerkel replicerede:


”Jamen jeg skal da gerne uddybe det, hvis ordføreren ikke forstår, hvad der menes med voksenskældud. Det er voksen til voksen. Men helt ærligt, fru Zenia Stampe, det er ved at være rimelig trættende at høre på; det er hver evig eneste gang, at der så kommer den der svada af skældud”.

 

Så blev det Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti, der havde været med til at fremsætte beslutningsforslaget:


”Jeg får måske i lighed med fru Brigitte Klintskov Jerkel en smule hovedpine af de her meget, meget lange og påtaget indignerede tirader fra fru Zenia Stampe på talerstolen igen og igen. Men det skal Radikale Venstre være velkomne til, hvis det er det, de vil føre politik på”.

 

Det skal bemærkes, at der her er uddrag af dialogen. Vil du læse dialogen i sin helhed, fremgår denne af referatet af mødet. Dét kan du finde lige her (åbner eksternt).

 
 
 

Når børn udvikler følelses- og adfærdsmæssige problemer efter forældrenes brud, kan det for nogle børn spores i deres trivsel mere end 10 år senere. Samtidig peges der på, at ”ingen deleordning er entydigt bedre end den anden”.


ree

Et nyt forskningsstudie fra Rockwool Fonden har kigget på børn af opløste familier og er blandt andet nået frem til, at forældrenes brud kan spores i børnenes trivsel mere end 10 år senere.


Artiklen fra Rockwool Fonden tager afsæt i tidligere forskning, der har påvist, at børn i kernefamilier trives bedre og klarer sig bedre på en række punkter i livet end børn, hvis forældre går fra hinanden – og at de klarer sig bedre i skolen, de får længere uddannelser og begår også mindre kriminalitet.


Men samtidig påpeger artiklen, at sammenligner man børn fra kernefamilier og børn fra opløste familier, er der forskel.


”Der er derfor”, fremgår det af artiklen, ”reelt kun lidt viden om i hvor høj grad, det er selve forældrenes brud, der skaber trivselsproblemer for børnene – eller om problemerne skyldes andre forhold i familiens liv, fx økonomi og sociale forhold”.

 


Forældrenes samlivsophør i sig selv kan ses på børnenes trivsel


Forskerne bag udgivelsen (Mikkeline Munk Nielsen, Peter Fallesen og Michael Gähler) fra Rockwool Fonden og Stockholms Universitet har derfor undersøgt trivslen og adfærden hos cirka 1.800 børn af forældre, der er gået fra hinanden. Disse børn er efterfølgende blevet sammenlignet både med børn, som oplever forældrenes parforholdsophør senere i barndommen og med børn, hvis forældre forbliver sammen.

 

Og forskerne konkluderer, at forældrenes samlivsophør i sig selv kan ses på børnenes trivsel; både på kort sigt, men også mange år efter forældrenes samlivsophør.


Forskerne tog højde for dén del af børnenes mistrivsel, der kan tilskrives andre problemer i og omkring familiens liv. Det viste, at børnene i højere grad mistrives, både sammenlignet med deres egen trivsel inden bruddet og også sammenlignet med andre børn, der på analysetidspunktet stadig bor med begge forældre, men som vil opleve brud senere hen.


Og, understreger artiklen, dette er ”en mistrivsel, der kan spores op til 12 år efter, forældrene er gået fra hinanden”.

 

 

Ingen deleordning er entydigt bedre end den anden


Forskerne undersøgte også, i hvor høj grad børns trivsel efter skilsmissen er forskellig, alt efter om barnet lever i en tidsmæssigt nogenlunde ligelig samværsordning eller primært lever hos den ene forældre – og også om det gør en forskel, om forældrene lever sammen med nye partnere.

 

Det fremgår, at der umiddelbart er ”klare forskelle på mistrivsel mellem børn i deleordninger og børn. som bor hos en primær forælder”. Men når forskerne igen tager højde for forskelle børnene imellem, som ikke handler om parforholdsophøret, ”kan de ikke konstatere væsentlige forskelle i børns trivsel på tværs af deleordninger”.


Artiklen konkluderer: ”Det ser med andre ord ikke ud til – gennemsnitligt set – at gøre nogen forskel for børns trivsel, om barnet tilbringer sin barndom i en nogenlunde ligeligt fordelt deleordning (som f.eks. 5/9, 6/8 eller 7/7), eller om barnet bor mest hos den ene forælder”.

 

Artiklen fremhæver også, at der ikke blev fundet væsentlige forskelle i børns trivsel på tværs af de forskellige familie-former, der kan opstå efter forældrenes brud:


”Der er – igen gennemsnitligt set – ikke forskel på børns trivsel i familier, hvor mor og far vælger at bo alene, sammenlignet med børn, der lever sammen med en mor eller far, der har valgt at flytte sammen med en ny partner”.

 

 

Læs mere


Du kan læse Rockwool Fondens artikel ved at følge dette eksterne link (fører til Rockwool Fondens hjemmeside).

 

Du kan hente Rockwool Fondens vidensoverblik ved at følge dette eksterne link (fører til Rockwool Fondens hjemmeside).

 
 
 

Skilsmissefamilien

  • Facebook

© 2025 - Skilsmissefamilien

bottom of page