- 30. maj 2022
- 3 min læsning
Social- og ældreministeren besvarede flere spørgsmål med understregninger af, at hensynet til barnet skal stå forrest.
I sidste uge udsendte Folketinget svarene på en række skriftlige spørgsmål, som Ina Strøjer-Schmidt (SF) havde stillet til social- og ældreminister Astrid Krag (S).
Skilsmisse-systemets tilgange
Først var der fokus på TV-dokumentaren ”Med børnene som våben”, som TV2 viste for nylig. Dén kommenterede ministeren på ved blandt at skrive:
”Vores skilsmissesystem skal hjælpe de voksne, der ikke lykkes med at gå fra hinanden på en måde, hvor barnet bliver skærmet for deres uenigheder. Systemet skal også gribe ind i situationer, hvor barnet ikke bare er i klemme, men hvor der kan være eller er tale om overgreb i forskellig grad. Så overordnet tror jeg, at den rigtige vej at gå er at hjælpe forældre til selv at kunne løse konflikter og lave aftaler – i stedet for at have et system, der træffer afgørelser for dem og tager ansvaret fra dem. Det er kernen i det system, vi har i dag. Men systemet skal også være klar til at træffe afgørelser i de svære sager”.
Og videre: ”Lovens udgangspunkt er, at et barn skal have kontakt til begge sine forældre, og det har langt de fleste børn i skilsmisser. Men for nogle børn er det nødvendigt at begrænse eller afskære kontakten til en forælder, fordi det vurderes at være bedst for barnet i den konkrete situation. Det kan betyde, at et samvær sættes i bero eller ophæves, og i tilfælde af samarbejdschikane fra en forælder kan det også betyde, at barnet bliver flyttet til den anden forælder. Når familieretten skal træffe afgørelse om, hvorvidt et samvær skal ophæves eller forældremyndigheden skal flyttes til den anden forælder, kræver det grundig afdækning af sagen, herunder også en undersøgelse af de påstande, som en forælder har fremsat. Dette arbejder tager tid og skal sikre, at der er det nødvendige grundlag for at kunne træffe den bedst mulige afgørelse for barnet”.
”Kan være nødvendigt at afskære eller begrænse kontakten”
Derefter fulgte et spørgsmål om, ”hvad ministeren vil gøre for, at færre børn bliver afskåret helt fra at en af deres forældre på baggrund af en afgørelse i familieretshuset eller en dom i familieretten?”
Her svarede social- og ældreminister Astrid Krag kort, at ”udgangspunktet er, at et barn skal have kontakt med begge sine forældre, men at det kan være nødvendigt at afskære eller begrænse kontakten, hvis det efter en grundig afdækning af sagens forhold vurderes at være bedst for barnet i den konkrete situation”.
”Hvad der vurderes at være bedst for det enkelte barn”
Herefter fulgte et spørgsmål om, hvorvidt ”ministeren er åben overfor at se på reglerne, så der oftere vil blive truffet en afgørelse om overvåget samvær eller andre lign. foranstaltninger, der sikrer, at barnet ikke mister kontakten helt med den ene forælder under behandlingen af en sag, og/eller når sagsbehandlingen er afsluttet?”
Her tog ministeren udgangspunkt i hensynet til barnet og herunder, at afgørelsen om samvær skal afspejle dét, der vurderes at være bedst for barnet – her bragt i sin helhed:
”Det er altid en forudsætning for en afgørelse om samvær, at den afspejler, hvad der vurderes at være bedst for det enkelte barn.
Efter forældreansvarslovens regler kan der fastsættes et standardiseret kontaktbevarende samvær under sagens behandling. Dette samvær har til formål hurtigt at sikre en kontakt mellem barn og forælder, hvis der ikke er forhold, der taler imod. Ud over muligheden for hurtigt at fastsætte dette standardsamvær er der mulighed for at fastsætte almindeligt midlertidigt samvær, eventuelt med overvågning, mens sagen behandles. Jeg skal for god ordens skyld også bemærke, at det endelige udfald i sagen også kan være fastsættelse af overvåget samvær.
Lidt kort kan man sige, at der er to veje til at sikre kontakten under sagens behandling – det standardiserede samvær, der følger en skabelon og dermed kan fastsættes hurtigt, og det almindelige midlertidige samvær, som kræver lidt mere sagsoplysning men som omvendt ikke skal følge en skabelon og derfor kan tilpasses særlige forhold.
Jeg har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet bidrag fra Familieretshuset, der har oplyst, at i et mindre antal af de samværssager, Familieretshuset behandler, kan det på grund af helt særlige udfordringer være svært at bevare barnets relation til samværsforælderen under sagens behandling. Det er sager, hvor det på grund af uafklarede sociale risikofaktorer eller et højt konfliktniveau ikke er muligt at fastsætte et standardiseret kontaktbevarende samvær.
Familieretshuset har oplyst, at der er særligt fokus på disse sager for at undgå unødige afbrydelser af kontakten mellem barn og forælder. Derfor vurderer Familieretshuset løbende under sagens behandling, om sagsoplysningen både skal tage sigte på muligheden for at fastsætte et standardiseret kontaktbevarende samvær og på muligheden for at fastsætte et almindeligt midlertidigt samvær. Dermed bliver den samlede sagsbehandling frem mod et eventuelt almindeligt midlertidigt samvær kortere, da behandlingen ikke afventer afgørelsen om kontaktbevarende samvær.
Denne tilrettelæggelse af sagen sker inden for det gældende regelsæt, og der er efter min opfattelse ikke på nuværende tidspunkt grundlag for at ændre reglerne”.
