Samråd om samværschikane

I morgen afholder Folketingets Social- og Ældreudvalg et åbent samråd med social- og ældreminiser Astrid Krag (S). I artiklen finder du link til den direkte TV-transmission.

Som ”Skilsmissefamilien” skrev for lidt over en måned siden, så er det det i morgen, torsdag den 29. september kl. 14.30, at Folketingets Social- og Ældreudvalg afholder et åbent samråd med social- og ældreminister Astrid Krag (S).

Udgangspunktet er to spørgsmål, der er stillet af Marlene Ambo-Rasmussen (V) og Mette Thiesen (NB).

”Med børnene som våben”

Det første spørgsmål lyder:

”Vil ministeren redegøre for sin holdning til TV2-dokumentaren ”Med børnene som våben”, der blev vist d. 21. april 2022, herunder redegøre for, om ministeren anerkender problemstillingen om samværschikane og i givet fald redegøre for, hvilke initiativer ministeren agter at tage i brug for at komme problemet til livs og sikre begge forældres retsstilling?"

TV2-dokumentaren ”Med børnene som våben” viste nogle af de udfordringer, som samværschikane og forældre-fremmedgørelse kan give i skilsmissesager. Og det vil selvfølgelig være fint at høre, hvordan ministeren med det overordnede politiske ansvar på området betragter dokumentaren og de sammenhænge, den berører.

Spørgsmålet peger desuden på, hvorvidt Astrid Krag ”anerkender problemstillingen om samværschikane”.

Dette har hun faktisk allerede tilkendegivet ved tidligere lejligheder.

For eksempel i forbindelse med lovforslaget om overvåget kontaktbevarende samvær og fasttrack-ordningen, der blev forkastet i juni måned. Her sagde hun blandt andet, at ”vi selvfølgelig ikke skal vende det blinde øje til chikane”. Men hun har også betonet, at det ikke er det familieretlige system, der er årsag til konflikterne, men derimod forældrene selv.

Der er derfor ikke sagt for meget i forhold til, om det familieretlige system faktisk skal involvere sig i disse sammenhænge. Og derfor bliver det selvfølgelig interessant, på baggrund af dette spørgsmål fra Marlene Ambo-Rasmussen og Mette Thiesen, om ministeren åbner op for nye initiativer eller ej.

”Sikre begge forældres retsstilling”

Men spørgsmålet rummer også en vinkling, som muligvis kan føre den gale vej.

Det gælder den afsluttende del om, at man skal ”sikre begge forældres retsstilling”. Dét er ikke det familieretlige systems funktion, og det kan undre, hvorfor dén vinkel er valgt. Det kan selvfølgelig handle om specifikke situationer, hvor en bopælsforælder ignorerer en dom og dermed barnets og samværsforælderens ret til samvær. I dén optik giver det mening. Men er det en almen betragtning om, at det familieretlige system har dette fokus, ligger der en udfordring i tilgangen:

Lovgivningen har længe haft hensynet til barnet (og ikke forældrene) som det klare udgangspunkt. Eksempelvis fremgår det af Forældreansvarslovens § 1, at det ”i alle forhold” skal være ”hensynet til barnets bedste og barnets ret til trivsel og beskyttelse”, der kommer ”i første række”.

Forældreskabet og dét at høre til en familie er sådan set faktorer, der spiller ind på vurderingen af barnets situation, for eksempel i forhold til barnets bopæl og samvær. Men fokus er ikke på at sikre forældrenes retsstillinger. Fokus ligger på at sikre dét, der er til barnets bedste.

Derfor er forældrenes retsstilling faktisk ikke særlig relevant i disse sammenhænge – hvis dét er intentionen. Og det vil være en misforstået sammenhæng, som Astrid Krag formodentlig vil fremhæve.

Barnets tarv

Til gengæld er der mere ræson i det andet spørgsmål fra Marlene Ambo-Rasmussen og Mette Thiesen. Dette lyder:

”Vil ministeren oplyse, hvad ministeren agter at gøre for at sikre barnets tarv og ret til samvær med begge forældre i samværssager?”

Dog er udfordringen lidt den samme, at retten til samvær grundlæggende også skal holdes op imod, om samværet i praksis faktisk er til barnets bedste. Her har tidligere lovforslag mere peget på dét at sikre samværet – mens responsen fra ikke kun Astrid Krag, men også andre folketingspolitikere, har været, at der netop skal være mulighed for at nedsætte eller suspendere samværet, såfremt samværet vurderes ikke at være til barnets bedste.

Og de to tilgange (henholdsvis at sikre og at suspendere samværet) har tidligere så at sige udlignet hinanden uden at tage dét videre skridt, som dette spørgsmål i hvert fald rummer muligheden for at gøre:

For hvor er grænsen mellem de to hensyn? Hvornår skal myndighederne gribe ind og beskytte barnet?

Det er et hamrende svært spørgsmål at besvare, men det er forholdsvis klart, at der på dette punkt er udfordringer. Det gælder eksempelvis sager, hvor påstande tages for pålydende uden at være faktuelle / reelle, og sager, som ikke belyses korrekt eller fyldestgørende.

Det er derfor ikke kun spørgsmålet, om det er til barnets bedste at gennemføre samværet – men også, hvorvidt myndighederne gør det rigtige, når de suspenderer samværet. Det vil givetvis kræve enkeltsager at vurdere, hvad det rigtige i den konkrete sag vil være. Men samrådet vil kunne rejse drøftelsen og dermed belyse gennemsigtigheden i forhold til, hvordan spørgsmålet skal afklares i praksis.

Følg med her

Det åbne samråd sendes direkte via Folketingets egen TV-kanal.

Du kommer til den pågældende side ved at trykke her.

”Skilsmissefamilien” følger også samrådet, hvilket vil fremgå af hjemmesiden og Facebook-gruppen.

Kommunikér, men kun om børnene

Kommunikation mellem skilte forældre er som udgangspunkt positivt. Men en undersøgelse peger på, at for tæt kontakt faktisk kan skabe udfordringer.

Kommunikation mellem skilte forældre er som udgangspunkt en fordel, fordi forældrene dermed bedre kan håndtere det delte forældreskab. Men faktisk kan der være behov for klarhed omkring kommunikationen og måderne, den finder sted på - ikke kun af hensyn til forældrene, men også børnene. Dét viser denne undersøgelse fra sidste år.

Det er forskere ved West Virginia University, Jonathon Beckmeyer (en ekspert i familiesystemer) og Jessica Troilo, der står bag undersøgelsen. Denne omfattede 708 skilsmissefamilier med børn under 18 år.

Jonathon Beckmeyer udtaler til Medicalxpress, at ”regelmæssig kommunikation mellem tidligere ægtefæller” sandsynligvis er ”nødvendig for et forhold forældrene imellem". Men samtidig peger han på, at kommunikationen kan blive for meget. Her bruger han begrebet ”overshare”, som kan oversættes til at ”dele for meget”.

Ifølge forskerne bør kommunikationen ”begrænses til de fælles forældreemner”. Men for nogle forældre bliver der netop delt ”for meget”. Det kan for eksempel ske, når parterne forsøger at finde deres nye identitet som enlig, men på sin vis bliver fastholdt i dét samhørighedsforhold, som de har med dén tidligere partner, de fortsat kommunikerer med – herunder om egen identitet, datíng og lignende.

Hertil kommer også de tilfælde, hvor kommunikationen bruges til at udøve kontrol og skabe konflikter.

Internaliserende og eksternaliserende adfærd hos børnene

Beckmeyer og Troilo fandt ud af, at såvel eksternaliserende adfærd (som at slås, lyve, snyde eller miste besindelsen) samt internaliserende adfærd (som at føle sig trist eller bange, være nervøs og ikke være social) forekommer mere hos børn, hvis forældre kommunikerer hyppigere om emner, der ikke er relaterede til deres fælles forældreskab.

Også når forældre taler om sex og romantik med hinanden, ser børn ud til at opleve mere internaliserende og eksternaliserende adfærd.

"For mig vedrører vores mest interessante resultater dén potentielle skade, der kan komme fra forældre, der ofte taler om deres romantiske og seksuelle engagement med hinanden," sagde Beckmeyer.

"Det var den eneste form for kommunikation mellem tidligere ægtefæller, der var skadelig for begge aspekter af børns trivsel.

Hvis børn er usikre på, om deres forældre måske bliver sammen igen, kan de have svært ved at klare de følelser, de oplever".

Selv når forældre blot taler om sig selv eller familiemedlemmer, er børn mere tilbøjelige til at engagere sig i internaliserende adfærd.

"Kommunikation om venner og familie ser på overfladen ud til at være almindelig småsnak. Vi forventede, at denne kommunikation i værste fald ville have en godartet effekt," sagde Beckmeyer. "Men vi fandt ud af, at den var forbundet med, at forældre opfattede større internaliserende adfærd hos børn.

Måske, hvis børn observerer, at deres forældre kommunikerer om sig selv og familien, internaliserer de disse oplevelser og spekulerer på, at hvis deres forældre kan enes, hvorfor er de så overhovedet blevet skilt?"

Troilo tilføjede: "Én af de vigtigste opgaver for familier efter skilsmisse er at etablere grænser. Det kan være forvirrende for børn at se deres forældre tale om emner, der ikke er relateret til dem, fordi det kan udviske linjerne med hensyn til, hvordan børn forstår deres familier. Men det kan også gøre det svært for voksne, især for den ene forælder, der ikke ønskede skilsmissen, at begynde at identificere sig som en fraskilt person."

På trods af vanskeligheden viser forskningen, at skilsmisseforældre bør prioritere etableringen af grænser for kommunikationen. Her kan forældrene f.eks.

• finde teknikker til at ændre emnet fra kommunikation, der ikke handler om delt forældreskab, til diskussioner med fokus på børnene

• kommunikere skriftligt i stedet for ansigt-til-ansigt

• bruge en delt kalender til at koordinere det delte forældreskab

Tankevækkende film om forældre-fremmedgørelse

I øjeblikket kan du se et tysk TV-drama, der viser, hvordan forældre-fremmedgørelse kunne finde sted.

Tidligere på ugen sendte den tyske TV-kanal ARD dramaet ”Weil du mir gehörst” (på dansk: ”Fordi du er min”). Filmen er føjet til ARD´s arkiver, hvorfra den kan streames ganske gratis.

Filmen er et skilsmissedrama, der sætter fokus på følelser i oprør og forældre-fremmedgørelse.

Filmen beskrives af ARD således:

”Et år efter deres skilsmisse står Julia og Tom igen i retten. På Julias anmodning skal forældremyndigheden over deres fælles 8-årige datter, Anni, genforhandles.

Anni vil under ingen omstændigheder have noget med sin far at gøre, og sådan var det ikke året forinden.

Hvad er der sket i mellemtiden?

En historie om jalousi, usikkerhed og manipulation mellem forældre og børn”.

”Weil du mir gehörst” er fra 2019. Den er instrueret af Alexander Dierbach og har i hovedrollerne Julia Koschitz (som moderen Julia), Felix Klare (som faderen Tom) og Lisa Marie Trense (som datteren Anni).

Umiddelbart vises filmen ikke med danske undertekster. Skuespillerne er dog meget udtryksfulde, så man tydeligt fornemmer, hvordan de relaterer sig til hinanden.

Det bliver især tydeligt i samspillet mellem moderen Julia og faderen Tom – men også i måden, som datteren Anni påvirkes af forældrenes brud og (ikke mindst) i tiden derefter, hvor hun bliver inddraget på uhensigtsmæssig vis.

”Weil du mir gehörst” kan ses frem til den 14. december.