Aktuel sag: forældre-fremmedgørelse

Denne aktuelle sag handler om forældre-fremmedgørelse, som Folketinget ventes at tage op i det nye folketings-år. Artiklen bliver løbende opdateret.

Forældre-fremmedgørelse (som i denne artikel forkortes ”FFG”) er et forholdsvis nyt fænomen herhjemme. Det handler grundlæggende om, at en forælder vender barnet mod den anden forælder (typisk i forbindelse med en skilsmisse) og eventuelt derigennem bryde kontakten mellem barnet og den ramte forælder.

Før sommerferien 2023 besøgte flere politiske ordførere Familieretshuset for at høre om og drøfte myndighedernes håndtering af chikane – herunder sager, hvor kontakten mellem barnet og denne ene forælder helt afbrydes. I forlængelse heraf gav fungerende social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) udtryk for, at hun efter ferien vil indkalde de politiske ordførere til ”yderlige drøftelser”.

Og det er disse videre drøftelser, denne artikel vil følge fremover. Du kan herunder læse baggrunden for sagen som helhed med fokus på FFG´s historik.

Baggrund (24. september 2023):

At skilsmisse kan føre til ”kamp” mellem parterne, har været rejst af flere fagpersoner, særligt efter 2. verdenskrig. I 1945 skrev den østrigske læge og psykoterapeut, Wilhelm Reich, for eksempel, at nogle skilsmisseforældre med narcissistiske tendenser nedgjorde den anden forælder som et led i kampen om barnet.

I 1980´erne arbejdede en række forskere uafhængigt af hinanden med falske beskyldninger i skilsmissesager samt børns reaktioner over for forældrene. Én af dem var den amerikanske børnepsykiater, Richard A. Gardner, der var bekymret over det stigende antal skilsmissebørn, han oplevede, der var fokuserede på at nedgøre en forælder – fordi de ifølge Gardner var blevet påvirket af den ene forælder til at vende sig mod den anden forælder. Denne påvirkning betragtede han som et følelsesmæssigt overgreb mod barnet.

Gardner byggede videre på begrebet ”forældre-fremmedgørelse” (”Parental Alienation”) gennem sin udvidede form (”Parental Alienation Syndrome” eller PAS) om, at forælderen, som barnet er knyttet til og stoler på, misbruger denne indflydelse til at vende barnet mod den anden forælder – og at dette sker gennem en række specifikke handlinger, som børn ramt af FFG i et vist omfang benytter:

• barnet nedgør eller hader den fremmedgjorte forælder

• barnet giver vage eller absurde rationaliseringer for nedgørelsen af den fremmedgjorte forælder

• barnet har ikke den samme ambivalente holdning til den fremmedgørende forælder

• beslutningen om at afvise den fremmedgjorte forælder er (ifølge barnet selv) barnets egen

• barnet forsvarer vedholdende og stærkt den fremmedgørende forælder

• barnet viser ingen skyld over sin dårlige behandling af den fremmedgjorte forælder

• barnet benytter ord, fortællinger, billeder osv., som er hentet fra den fremmedgørende forælder

• barnet nedgør også den fremmedgjorte forælders familie og venner.

Gardner vidnede i retten i skilsmissesager, hvor han forholdt sig til disse reaktioner hos barnet og sandsynliggjorde, at der var tale om FFG.

Hans arbejde blev imidlertid kritiseret fra flere sider for at mangle videnskabelighed, og PAS blev i sig selv en blindgyde i forhold til at lave en sammenhængende teori om emnet. Men fremmedgørelse var så udbredt og kunne iagttages i konkrete sager, at det ikke blot kunne affejes. Og som den tidligere professor i psykiatri, William Bernet (som er én af de centrale personer inden for FFG), har peget på, er der enighed blandt ”stort set alle” psykiske fagfolk, der har skrevet om FFG, at fænomenet er virkeligt: at der faktisk er børn og teenagere, som vedvarende nedvurderer én af forældrene og som nægter at se vedkommende, og hvor intensiteten i nedvurderingen ikke står mål med noget, som den nedvurderede forælder har gjort.

Og gennem særligt de sidste 5-10 år er der udgivet flere informationer om FFG, herunder fra eksempelvis William Bernet, Demosthenes Lorandos, Amy J. L. Baker og Karen Woodall.

Kritik

Men de senere år er FFG blevet udfordret af manglende anerkendelse (og reelt underkendelse) i flere internationale organisationer: både World Health Organization (WHO) og ”the American Psychological Association” fjernede FFG samt tilsvarende koncepter fra deres respektive klassifikation af sygdomme og andre helbredsrelaterede tilstande (ICD-11 og DSM-5).

WHO uddybede sin beslutning om at fjerne FFG fra ICD-11, at der ikke er tale om en helbredsmæssig term; dels fordi der ikke er nogen evidensbaserede interventioner rettet mod FFG, og dels fordi FFG reelt anvendes i skilsmissesager i en juridisk kontekst. I stedet indeholder ICD-11 den mere almene term ”omsorgsperson-barn relations-problem” (”caregiver-child relational problem”). WHO understreger dog, at denne term kun er til søgeformål – og at det IKKE skal ses som udtryk for, at WHO støtter FFG som udtryk eller dets brug.

Desuden rejste WHO en bekymring om, at forældre misbrugte FFG-begrebet til at vinde fordele i en retssag ved at anklage en forælder for at anvende FFG – og dermed underminere vedkommende.

FFG og Danmark

Dermed står FFG lidt i et vadested både internationalt og i forhold til danske lovgivning og praksis – og det er i dette perspektiv, den forventede kommende sag i Folketinget skal ses.

I februar gjorde social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) det klart, at FFG har store konsekvenser for både børn og forældre og alligevel bruges som en taktik, der forhaler den juridiske proces – og at det dermed kan øve indflydelse på en afgørelse om, hvilken forælder et barn ender hos. Men hun pointerede samtidig, at termen ikke er anerkendt som en måde at manipulere børn i forældreretssager til at tage afstand fra den anden forælder, og derfor er det heller ikke strafbart.

Samtidig pegede hun på, at hun umiddelbart ønskede at fremsætte et lovforslag om emnet i modsætning til et beslutningsforslag.

I juni henviste ministeren til de politiske ordføreres drøftelse af Familieretshusets håndtering af chikane og herunder sager, hvor kontakten mellem barnet og den ene forælder helt afbrydes. Og hun forventede her, at hun ville sende en invitation til ordførerne hurtigt efter sommerferien for at drøfte emnet yderligere i ministeriet.

Det bliver derfor interessant at se, om den forestående sag overhovedet kommer til at handle om forældre-fremmedgørelse som begreb – eller om det mere kommer til at handle om de konkrete og ”målbare” situationer, der indimellem ses i skilsmissefamilierne: for eksempel at en forælder ikke overholder resolutionen (herunder manglende udlevering af barnet), dokumenteret kommunikation (f.eks. med nedsættende ord om en forælder), at barnet faktuelt inddrages i forældrenes konflikt og lignende.

BORTFALDET: ligestilling af mandlige ofre for partnervold

Folketinget behandler et beslutningsforslag om at ligestille mandlige ofre for partnervold. Denne artikel følger sagen fra start til slut.

Beslutningsforslaget kan læses her.

5 folketingsmedlemmer fra ”Nye Borgerlige” foreslår en ligestilling af mandlige ofre for partnervold.

Forslaget er pr. marts 2023 bortfaldet.

Førstebehandling i Folketinget (21. marts 2023):

Tirsdag den 21. marts blev sagen førstebehandlet i Folketinget.

Der var umiddelbart opbakning til lovforslaget fra Nye Borgerlige, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti.

Der var umiddelbart ikke opbakning til lovforslaget fra regeringen samt Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet.

Især blev der rejst overvejelser, om der evt. skal ske fysisk opdeling af mænd og kvinder på krisecentre; om den samlede finansiering til kvindekrisecentre skulle deles med ditto centre for mænd; samt at der ikke var en finansiering med forslaget.

Afslutningsvis blev lovforslaget henvist til Socialudvalget, der nu vil lave en betænkning.

Herunder følger en række uddrag af de politiske ordføreres taler.

Kim Edberg Andersen (NB):

”Vi er lige for loven – eller sådan da. For hvis vi taler om servicelovens § 109, siger den, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde midlertidigt ophold i boformer til kvinder, som har været udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i relation til familie- eller samlivsforhold – men kun til kvinder. Det er ikke fair, at kvinder, der er udsat for partnervold, skal have bedre muligheder end mænd, der er udsat for partnervold, for partnervold er partnervold, uanset om offeret er en mand eller en kvinde”.

Minister for ligestilling, Marie Bjerre (V):

”Lad mig gøre det helt klart: Vi er enige om, at der skal være hjælp at hente for mennesker, der udsættes for vold i nære relationer, uanset om der er tale om kvinder eller mænd. Regeringen er derfor også enige med forslagsstillerne i, at indsatsen over for voldsudsatte mænd skal styrkes. Tiden er inde til, at vi reelt anerkender, at mænd også kan være udsat for partnervold og have brug for hjælp”.

”Når regeringen alligevel ikke kan støtte beslutningsforslaget, skyldes det to forhold. Først og fremmest ville indførelsen af et nyt tilbud svarende til servicelovens § 109 for mænd medføre varige merudgifter, som forslagsstillerne ikke anviser finansiering til” (…) ”Derudover er der kønsmæssige forskelle på voldsområdet, som kan betyde, at voldsudsatte kvinder og mænd ikke nødvendigvis har de samme behov”.

Trine Bramsen (S):

”Der ER forskel på den vold, som mænd og som kvinder udsættes for. Derfor skal der også være forskel på den hjælp, som voldsofrene møder. At der skal være forskel på tilbuddene afhængigt af køn, må dog aldrig blive en undskyldning for, at der ikke skal være hjælp. Der skal være hjælp til begge køn, men det må heller ikke betyde, at vi laver en hurtig løsning, som reelt skaber flere problemer, end den løser” (…) ”Så når vi ikke kan støtte forslaget her i dag, er det ikke, fordi vi afviser hjælp til mænd, men det er, fordi en sammenblanding af tilbud til mænd og kvinder i lovgivningen vil åbne for andre udfordringer”.

Linea Søgaard-Lidell (V):

”I Venstre mener vi selvfølgelig, at mænd og kvinder skal have lige muligheder for hjælp, hvis de udsættes for vold i nære relationer. Men vi har nogle betænkeligheder ved det her forslag, som gør, at vi ikke kan støtte beslutningsforslaget. På voldsområdet må vi bare erkende, at der er kønsmæssige forskelle, og derfor er det heller ikke nødvendigvis den præcis samme type hjælp eller helt ens tilbud, som mænd og kvinder har behov for. Samtidig finder forslagsstillerne ikke nogen ny finansiering, men peger på, at de midler, der allerede i dag gives til krisecentre for kvinder, bruges, men for mig er det bare ikke en særlig holdbar løsning, fordi resultatet af i højere grad at hjælpe mandlige ofre, ikke må være, at vi hjælper færre kvindelige ofre, eller at kvindelige ofre oplever mindre hjælp, end de har i dag, og det tror jeg sådan set heller ikke at der er nogen der har et ønske om”.

Rosa Eriksen (M):

”Vi i Moderaterne er enige med forslagsstillerne i, at vi som samfund skal tage denne problemstilling meget alvorligt, og at mænd udsat for vold skal have den rette hjælp og støtte. Moderaterne ønsker altså at styrke indsatsen for voldsramte. Vi skal have en god og høj kvalitet i vores tilbud, og derfor skal vi have alle de nødvendige aktører, der har den gode, gennemarbejdede viden, til at byde ind. Det skal gøres ordentligt, og det skal gøres helhedsorienteret. Derfor skal vi drøfte det i forbindelse med handlingsplanen mod partnervold og partnerdrab. På den baggrund kan Moderaterne ikke støtte op om forslaget”.

Astrid Carøe (SF):

”For det første er der noget med formuleringen. Hvis man bare kønsneutraliserer § 109 fuldstændig, risikerer vi, at der vil være krisecentre, hvor der både kommer mænd og kvinder, der har været udsat for vold. Og det er, siger alle eksperter, ikke gavnligt, hverken for kvindelige voldsofre eller for mandlige voldsofre, fordi de har et traume – nogle har måske ptsd og alt mulig andet, som gør, at der er behov for at være i kønsopdelte miljøer i en periode af ens liv. Derfor er det vigtigt, at det er adskilt i krisecentre, og det er sådan set også vigtigt, at det adskilte lokationer”.

”Så er der finansieringen. I SF vil vi ikke acceptere, at man skærer ned på eksisterende tilbud – faktisk står der, man kan dele finansieringen lige, i det her beslutningsforslag, og det er vi meget, meget uenige i. Derfor håber jeg også, at man kan finde en løsning på finansieringen”.

Susie Jessen (DD):

”Jeg er som ligestillingsordfører meget glad for det forslag, som Nye Borgerlige fremsætter i dag. For det er ikke nok med den midlertidige forsøgsordning over en 2-årig periode, der er sat i gang, og der skal snart ske en ændring. For som sagt: Folk har kæmpet for det her i årevis, og der er blevet snakket rigtig, rigtig meget. Mænd skal ligestilles med kvinder, når det gælder hjælp efter partnervold, for det er diskriminerende, at man ved noget så alvorligt som vold ikke kan få den samme hjælp, kun fordi man har det forkerte køn. Tænk, hvis det havde været omvendt. Den situation ville slet ikke forekomme”.

Sólbjørg Jakobsen (LA):

”Indledningsvis vil jeg gerne takke Nye Borgerlige for at rejse debatten. Det er jo sådan, at et emne, som tit bliver glemt i ligestillingsdebatten, er partnervold mod mænd, og derfor er vi i Liberal Alliance glade for det her forslag”.

”Og for at være helt ærlig: Jeg er ligeglad, om det hedder § 109, § 110 eller er en fuldstændig ny lov. Så længe det er målrettet hjælp og der er finansiering på plads, så det ikke er på bekostning af de kvindelige ofre, så er vi i Liberal Alliance åbne for det”.

Brigitte Klintskov Jerkel (KF):

”Fra Konservatives side støtter vi beslutningsforslaget, hvor der gøres op med den manglende ligestilling af mænd, som er ofre for partnervold. Det er svært at forsvare, at mænd og deres børn har dårligere retsstilling end kvinder. Det skal vi ændre på”.

Rosa Lund (EL):

”Tak til forslagsstillerne for at sætte fokus på et meget, meget vigtigt problem. Lige nu har voldsramte mænd og lgbt+-personer ikke samme ret eller adgang til krisehjælp, som kvinder har. Det skal de selvfølgelig have. Det kan der ikke være nogen tvivl om. Og derfor bakker Enhedslisten op om intentionen i det her beslutningsforslag. Voldsramte mænd og lgbt+-personer skal selvfølgelig have de samme rettigheder som voldsramte kvinder. Når vi alligevel ikke kan stemme for forslaget, som det ligger i dag, skyldes det, at der er tale om et forsøg på at lave en snuptagsløsning på et meget alvorligt problem”.

”Problemet med kønsligestillingen er, som jeg også sagde i min tale, at der er meget stor forskel på den vold, man bliver udsat for, alt afhængigt af ens køn. Jeg er med på, at der er mænd, der bliver udsat for partnervold. Det ændrer bare ikke på, at der er flest kvinder, der bliver udsat for partnervold. Det ændrer heller ikke på, at vi kan se, at der er forskel på volden. Derfor skal det være to forskellige tilbud”.

Samira Nawa (RV):

”Med beslutningsforslaget her og debatten sættes der fokus på, at der ikke er ligestilling i lovgivningen, når vi ser på de muligheder, som voldsramte mænd og voldsramte kvinder har – og ikke bare de voldsramte selv, men også deres børn. Det problem og den uligestilling er jeg helt enig med forslagsstillerne i at der er, og det skal vi finde en løsning på. Det, jeg lytter mig til, er, at der er en villighed til at finde lige præcis den løsning. Og det er også derfor, vi i Radikale Venstre ser positivt på debatten og på beslutningsforslaget”.

Mette Thiesen (DF):

(Efter en fortælling om ”Rasmus”, der blev udsat for partnervold):

”Rasmus skal hjælpes langt, langt bedre end i dag. Og hvis det i det her eksempel havde været en kvinde, det gik ud over, ville hun have haft nogle helt andre rettigheder end eksempelvis Rasmus, som vi møder her. Hvorfor? Jo, alene fordi hun er kvinde. Hvordan kan nogen retfærdiggøre det i dagens Danmark? Hvor er ligestillingsforkæmperne? Forskellen i retsstillingen mellem mænd og kvinder skyldes, at mænd kun kan få hjælp efter servicelovens § 110, der modsat servicelovens § 109 gælder for begge køn. Antallet af tilbud til voldsramte mænd og deres børn er desuden færre og ofte mindre egnede. Mens tallet siden 2005 har været stort set konstant for kvinder, oplever mændene en væsentlig stigning i tilfældene af partnervold. Siden 2005 er antallet af voldsudsatte mænd i Danmark næsten tredoblet”.

”Vi har et ret konkret problem, vi har et alvorligt problem, men det kan løses. Hjælpen skal nemlig, selvfølgelig, være den samme, uanset om du er mand eller kvinde. Det burde være ganske enkelt. Det handler blot om vilje, og nu må vi se, om alle dem, der plejer at tale så meget om ligestilling, reelt også mener det, når det nu handler om mænd”.

Christina Olumeko (ALT):

”Hos Alternativet er vi meget optaget af, at ofre for partnervold – uanset om det er kvinder, mænd eller nonbinære personer – skal have den rigtige faglige hjælp. Når vi taler om partnervold, er det helt afgørende, at vi forstår, at vold ikke bare er vold: Vold er kønnet, vold er meget forskelligt, og den hjælp, man har brug for, er meget forskellig”.

”Der er også, som det er blevet nævnt på talerstolen, et par bekymringer, som vi deler i Alternativet, og den største er det her med, at en kønsneutralisering af § 109 kunne betyde, at kvinder og mænd skal bo på samme krisecentre. Det er ikke hensigtsmæssigt, hverken for kvinderne eller mændene, og vi mener, at regeringen hellere bør komme med en konkret model, som er fagligt funderet. Derfor tilslutter vi os i Alternativet SF's ændringsforslag om en konkret model, som regeringen skal komme tilbage med”.

Kim Edberg Andersen (NB):

”Jeg troede, jeg stillede et polemisk spørgsmål, da jeg startede, så jeg vil godt lige læse det op igen, og det kommer til at blive det hele, altså at kvinder og mænd har de samme rettigheder, når det kommer til partnervold, og at det er ligestilling. Så spurgte jeg de andre partier i salen: I er ikke imod ligestilling? Der må jeg konkludere, at det, jeg er kommet frem til, er, at det er I”.

Dato for førstebehandling i Folketinget (marts 2023):

Folketinget har udskudt førstebehandlingen af lovforslaget.

Den nye dato hedder tirsdag den 21. marts 2023.

Førstebehandling i Folketinget (feb. 2023):

Det er meldt ud, at beslutningsforslaget skal førstebehandles i Folketinget den 1. marts 2023.

Skriftlig fremsættelse (8. december 2022):

Herunder følger enkelte nedslag i den skriftlige fremsættelse fra Kim Edberg Hansen, Mikkel Bjørn, Peter Seier Christensen, Lars Boje Mathiesen og Pernille Vermund (alle fra ”Nye Borgerlige”):

”Servicelovens § 109 giver kvinder, der har været udsat for vold, trusler eller en tilsvarende krise i relation til familie- eller samlivsforhold, ret til et midlertidigt ophold i en boform. Kvinderne kan være ledsaget af børn og skal under opholdet modtage omsorg og støtte. Optagelse i boformen kan ske anonymt ved egen henvendelse eller ved en henvisning fra offentlige myndigheder.

Servicelovens § 109 omfatter derimod ikke mandlige ofre for partnervold eller børn i følgeskab med en mand. Efter gældende ret er der således ikke de samme muligheder for at sikre mænd og deres børn den samme støtte i forbindelse med partnervold, som kvinder har efter servicelovens § 109, og det er et problem”.

”Dette beslutningsforslag skal rette op på problemet ved at ligestille mandlige ofre for partnervold med kvindelige ofre. En ligestilling mellem mænd og kvinder sikrer en ret til og mulighed for lige adgang til hjælp i en svær situation, og at vi som samfund signalerer, at vi tager mandlige ofre for partnervold seriøst, og at vi som samfund ligestiller den krise, man oplever, uanset køn”.

”Mandlige ofre for partnervold er udelukket fra hjælp og støtte alene på grund af deres køn, og det går ud over deres børn. Det er et problem, at der findes den slags diskriminering i dansk lovgivning, som på den måde lader mandlige partnervoldsofre i stikken”.

”Endelig kan det nævnes, at Institut for Menneskerettigheder på deres hjemmeside www.menneskeret.dk den 18. november 2022 i artiklen »Mænd og kvinder bør have samme ret til krisehjælp efter partnervold« kritiserer, at mænd og kvinder ikke har den samme ret til krisehjælp efter partnervold, og skriver, at loven bør ændres”.

Om beslutningsforslaget

Beslutningsforslaget blev fremsat den 8. december 2022 af 5 folketings-politikere fra Nye Borgerlige: Kim Edberg Hansen, Mikkel Bjørn, Peter Seier Christensen, Lars Boje Mathiesen og Pernille Vermund.

Beslutningsforslaget har til hensigt at forklare en handling eller et initiativ, som forslagsstillerne vil pålægge regeringen at gøre til virkelighed – og således udmønte i et lovforslag.

Beslutningsforslaget skal behandles 1-2 gange (i modsætning til et lovforslags 3 gange), før det kan vedtages.

Vild sag: overgreb eller forældre-fremmedgørelse?

USA: mens forældrene beskylder hinanden for overgreb og forældre-fremmedgørelse, har sagens to børn barrikaderet sig i et værelse i moderens hjem i protest mod dommerens afgørelse.

Det er en sag, der består af den ene overrumplende information efter den anden – og med to børn, der i protest mod dommerens afgørelse har spærret sig inde og nægter at komme ud.

Overgreb eller forældre-fremmedgørelse?

Sagen handler om de to søskende Brynlee Larson på 12 år og hendes storebror, 15-årige Ty Larson, fra den amerikanske stat Utah.

Da Brynlee var 7 år, gav hun ifølge sagsakterne sin mor (Jessica Zahrt) detaljerede beskrivelser af de overgreb, som faderen (Brent Joel Larson) angiveligt havde udsat hende for. Og da moderen søgte behandling til storebror Ty (som dengang var 11 år) for de angst- og panikanfald, som han angiveligt havde, fortalte han, at faderen havde udsat ham for forskellige overgreb.

Dengang fandt myndighederne det understøttet, at faderen havde udsat dem for seksuelle og / eller emotionelle overgreb. Samværet blev derfor suspenderet i 150 dage og afløst af overvågede samvær.

Men faderens advokat anfægtede anklagerne og pegede bl.a. på skiftende forklaringer fra moderen, Jessica Zahrt. Desuden blev der rejst en påstand om, at børnenes forklaringer var påført dem som et tilfælde af forældre-fremmedgørelse.

Dommeren vælger side

I januar pegede sagens dommer, Derek P. Pullan, på, at børnenes udsagn om overgreb fra faderens side ikke var rigtige – men derimod var et udslag af moderens forældre-fremmedgørelse. Derfor beordrede han, at børnene skulle fjernes fra hjemmet og sendes til en særlig ”klinik” til en såkaldt ”genforenings-terapi” (på amerikansk ”reunification therapy”). Det er en særlig familieterapeutisk tilgang, hvor et forhold mellem barn og forælder har taget skade gennem forældre-fremmedgørelse, men så at sige søges ”normaliseret”.

Samtidig besluttede dommer Pullan at tildele faderen børnene som ”den eneste måde til at redde børnene fra den psykologiske krigsskueplads”.

Har barrikaderet sig

Men nu har børnene selv taget handling: de har barrikaderet sig i et værelse i moderens hjem og har ingen intentioner om at rette sig efter dommeren. Storebror Ty udtaler til ProPublica, at påstanden om, at deres mor hjernevasker dem, er ”100 % falsk” – og ”kan man ikke se dét, er man blind som en flagermus”.

Nu sender børnene direkte fra deres barrikaderede værelse over TikTok, som i øvrigt kører nonstop – også mens de sover. Ty udtaler til ProPublica, at hans livestream er dét, der har fået dommer Pullan til ikke at effektuere sin egen afgørelse: nemlig at tillade politiet at afhente børnene med magt, sende dem til ”genforenings-terapi” og genskabe kontakten til deres far, som de fortsat mener har udsat dem for overgreb.

Følg sagen

Og her er sagen på nuværende tidspunkt i en form for stilstand.

Den opsigtsvækkende sag er beskrevet i bl.a. denne artikel fra ProPublica.

Her kan man læse flere detaljer, herunder om den nævnte ”genforenings-terapi”, og se billeder af børnene i deres barrikaderede værelse. Desuden er der flere udtalelser fra personer fra begge sider, der enten repræsenterer eller deler opfattelse med henholdsvis moderen og faderen.

Og det er naturligvis en sag, som ”Skilsmissefamilien” følger fremover.