top of page
Forfatters billedeskilsmissefamilien

Valgresultatet for medlemmer af Social- og Ældreudvalget

Folketingsvalget 2022 er afgjort. Vi ser nærmere på resultatet for de tidligere medlemmer af Folketingets Social- og Ældreudvalg.


Bemærk: alle tal er som udgangspunkt hentet fra Danmarks Radio pr. 3. november 2022.


Så er Folketingsvalget 2022 overstået, og det blev en gyser af de helt store.


Både på partiniveau, hvor Moderaterne med 9,3 % og Danmarksdemokraterne med 8,1 % af stemmerne bragede ind i Folketinget, hvilket især gik hårdt ud over Venstre (der mistede 20 mandater), Radikale Venstre (der mistede 9 mandater) og Dansk Folkeparti (der mistede 11 mandater).


Og også på det personlige plan, hvor Sofie Carsten Nielsen gik af som politisk leder for Radikale Venstre, og hvor blandt andre udenrigsminister Jeppe Kofod og Venstres sundhedsordfører Martin Geertsen ikke opnåede genvalg.


Og så skal det også bemærkes, at den kønsmæssige fordeling i Folketinget er mere ligelig end nogensinde: 79 af de 179 medlemmer, svarende til 44,13 %, er således kvinder.



Social- og ældreministeren genvalgt


Og lad os lægge ud med Astrid Krag (Socialdemokratiet, Sjællands Storkreds), der som bekendt var social- og ældreminister i den seneste regeringsperiode og dermed havde det politiske hovedansvar på skilsmisse-området. Ved dette valg mistede hun næsten 10.000 personlige stemmer i forhold til valget i 2019, men er med 7.872 personlige stemmer fortsat medlem af Folketinget.


Nu forestår arbejdet med at sammensætte en ny regering, og vi afventer selvfølgelig, hvad der kommer til at ske i dén sammenhæng – og herunder, om Astrid Krag fortsætter på posten som social- og ældreminister.


Herunder følger en oversigt over alle de folketingsmedlemmer, der var medlem af Social- og Ældreudvalget forud for valget – med fokus på deres situation efter valget. Det skal bemærkes, at vi tager afsæt i antallet af personlige stemmer.


Det måske mest opsigtsvækkende resultat finder vi i, at Marlene Ambo-Rasmussen (Venstre, Fyns Storkreds), der har været ganske aktiv på skilsmisse-området, ikke opnåede genvalg. Dette skyldes, at Venstre fik en tilbagegang på 11,6 % på Fyn og også Marlene Ambo-Rasmussen oplevede stor tilbagegang.


Desuden skal det bemærkes, at Karina Adsbøl og Mette Thiesen (som også har været særligt aktive på skilsmisse-området) fik genvalg: Karina Adsbøl oplevede stor fremgang, mens Mette Thiesen også ved dette valg fik en fin vælgeropbakning.



De kom ind


Disse tidligere medlemmer af Social- og Ældreudvalget er at finde i det nye Folketing (opstillet efter antallet af personlige stemmer):


  • Bjørn Brandenborg (Socialdemokratiet, Fyns Storkreds) fik et flot valg: han fik hele 11.167 personlige stemmer, hvilket var en fremgang på 4.330 stemmer i forhold til valget i 2019.

  • Anni Matthiesen (Venstre, Sydjyllands Storkreds) mistede 1.768 stemmer i forhold til valget i 2019, men fik alligevel et flot valg med 9.540 personlige stemmer.

  • Den fungerende formand for Social- og Ældreudvalget, Kirsten Normann Andersen (Socialistisk Folkeparti, Østjyllands Storkreds) fik 8.693 personlige stemmer, hvilket var en fremgang på 808 stemmer i forhold til valget i 2019.

  • Christian Rabjerg Madsen (Socialdemokratiet, Sydjyllands Storkreds) gik 1.324 stemmer frem i forhold til valget i 2019 og fik i alt 7.643 personlige stemmer.

  • Birgitte Vind (Socialdemokratiet, Sydjyllands Storkreds) gik 104 stemmer frem i forhold til valget i 2019 og fik 7.116 personlige stemmer.

  • Mette Abildgaard (Det Konservative Folkeparti, Nordsjællands Storkreds) fik 6.376 personlige stemmer, hvilket var en tilbagegang på 2.725 stemmer i forhold til valget i 2019.

  • Malte Larsen (Socialdemokratiet, Østjyllands Storkreds) gik 605 stemmer frem i forhold til valget i 2019 og fik 6.313 personlige stemmer.

  • Ole Birk Olesen (Liberal Alliance, Københavns Storkreds) fik 5.488 personlige stemmer, hvilket var en flot fremgang på 3.468 stemmer i forhold til valget i 2019.

  • Rasmus Stoklund (Socialdemokratiet, Nordsjællands Storkreds) fik 4.647 personlige stemmer, hvilket var en fremgang på 106 stemmer i forhold til valget i 2019.

  • Camilla Fabricius (Socialdemokratiet, Østjyllands Storkreds) mistede næsten 2.000 stemmer i forhold til valget i 2019, men er fortsat medlem af Folketinget med 4.510 personlige stemmer.

  • Mette Thiesen (Nye Borgerlige, Nordsjællands Storkreds) fik 4.357 personlige stemmer, som var en fremgang på 3 stemmer i forhold til valget i 2019.

  • Hans Andersen (Venstre, Nordsjællands Storkreds) mistede 3.413 stemmer i forhold til valget i 2019 og fik 4.031 personlige stemmer.

  • Karina Adsbøl (Danmarksdemokraterne, Sydjyllands Storkreds) fik 3.567 personlige stemmer. Ved valget i 2019, hvor hun stillede op for Dansk Folkeparti, fik hun 1.526 personlige stemmer.

  • Torsten Gejl (Alternativet, Østjyllands Storkreds) fik 3.444 personlige stemmer efter en flot fremgang på 2.061 stemmer i forhold til valget i 2019.

  • Charlotte Broman Mølbæk (Socialistisk Folkeparti, Østjyllands Storkreds) gik 341 stemmer frem i forhold til valget i 2019 og fik 2.982 personlige stemmer.

  • Brigitte Klintskov Jerkel (Det Konservative Folkeparti, Sjællands Storkreds) fik 1.965 personlige stemmer, hvilket var en tilbagegang på 1.520 stemmer i forhold til valget i 2019.


De kom ikke ind


Disse tidligere medlemmer af Social- og Ældreudvalget er ikke at finde i det nye Folketing (opstillet efter antallet af personlige stemmer):


  • Stén Knuth (Venstre, Sjællands Storkreds) fik 4.130 personlige stemmer, hvilket var en tilbagegang på 739 stemmer i forhold til valget i 2019.

  • Marlene Ambo-Rasmussen (Venstre, Fyns Storkreds) fik 3.833 personlige stemmer efter en tilbagegang på 2.479 stemmer i forhold til valget i 2019.

  • Daniel Toft Jakobsen (Socialdemokratiet, Østjyllands Storkreds) fik 3.661 personlige stemmer, som er 954 stemmer færre end ved valget i 2019.

  • Christina Thorholm (Radikale Venstre, Nordsjællands Storkreds) gik 447 stemmer tilbage i forhold til valget i 2019 og fik 1.077 personlige stemmer.

  • Susan Kronborg (Radikale Venstre, Østjyllands Storkreds) fik 953 personlige stemmer, som var en tilbagegang på 569 stemmer i forhold til valget i 2019.


De genopstillede ikke


Og disse tidligere medlemmer af Social- og Ældreudvalget genopstillede ikke:


  • Jan Johansen (Socialdemokratiet).

  • Trine Torp (Socialistisk Folkeparti).

  • Pernille Skipper (Enhedslisten).

  • Jakob Sølvhøj (Enhedslisten).

  • Fatma Øktem (Venstre).

  • Jane Heitmann (Venstre).

  • Liselott Blixt (løsgænger).

  • Marie Krarup (løsgænger).


33 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page