Et lovforslag i Norge vil nægte skilsmisse-forældre at flytte langt væk fra hinanden.
TV2 skrev i går i denne artikel, at et lovudvalg i Norge i øjeblikket arbejder på et nyt lovforslag. Det skal forhindre, at skilsmisseforældre kan flytte langt væk fra hinanden og dermed skabe lang afstand mellem respektive forælder og børnene.
Som det beskrives i artiklen: ”Lovudvalget foreslår at lave en grænse, så det er muligt at flytte inden for en times kørsel af den anden forælder”.
Skal varsles, men...
Som det er i Danmark i dag, kan bopælsforælderen forholdsvis frit flytte med barnet inden for landets grænser. Her er der en forpligtelse til at varsle flytningen 6 uger før, men overholdes dette ikke, har det umiddelbart ingen konsekvenser. Dét har i flere sager medført, at bopælsforælderen har kunnet flytte med barnet og eventuelt ganske langt væk fra samværsforælderen, hvilket har gjort det vanskeligt eller umuligt at opretholde en god kontakt til barnet – og det er blandt andet i lyset af en sådan situation, at overvejelserne i Norge skal ses.
Men når man på denne måde forsøger at dæmme op for udfordringer, hvor legitimt det så måtte være (og dét er det givetvis her), så bør man samtidig overveje de konsekvenser, som sådan et lovforslag kan føre med sig.
Eksempelvis kan et lovforslag som dette være en form for stavnsbinding, hvor en person vil være forpligtet til at blive boende på et bestemt sted eller i et bestemt område – hvilket ellers blev ophævet for århundreder siden. Desuden kan der være forhold, som netop taler for, at afstanden ikke skal være den afgørende parameter. Det kan eksempelvis være ved små børn, der endnu ikke har større tilknytning til det pågældende område, og hvor forhold hos bopælsforælderen reelt bør vægtes højere, herunder muligheden for at flytte tilbage til sin hjemegn / familie og lignende.
Men nu er debatten i hvert fald i gang, og det bliver interessant at følge fremover, om politikerne tager problemstillingen op.
Vigtigste parameter?
Dog er det vigtigt at påpege, at det næppe er hensigtsmæssigt at fremhæve én parameter i ofte komplekse sager og gøre dén til den mest fremtrædende eller afgørende. Det ses i sammenhænge, hvor deleordninger udråbes som ”den bedste” (hvilket man ikke kan hævde som generel betragtning), og det sker her, hvor den fysiske afstand mellem forældrene gøres til sagernes udgangspunkt.
Sager rummer ofte en lang række faktorer, der så kan vægtes i større eller mindre grad. Her inddrages alle parametre og fører til en samlet vurdering. Dermed kan den fysiske afstand bestemt indgå i sagen, men andre faktorer kan alligevel føre til et samlet resultat, hvor det skønnes bedst for barnet f.eks. at have bopæl hos en forælder, der flytter væk med barnet.
Barnet bør være sagens udgangs- og omdrejningspunkt. Og et barn bør være i præcis dén ordning, der passer til barnet.
Det medfører, at bopælsretten skal være hos dén forælder, der samlet set vurderes bedst egnet til opgaven (som potentielt kan være begge forældre samtidig) – og at samværsordningen skal tilgodese barnets behov for kontakt.
Sætter man på denne måde en teknikalitet ind i ligningen, risikerer man at tildele bopælsretten, samværet og lignende på andre parametre end netop barnets behov – og dermed risikerer man at fastsætte en ordning, der ikke entydigt passer til barnet.
Det forekommer derfor ikke hensigtsmæssigt at definere udgangspunkter for, hvordan en sag skal håndteres og udmøntes i en afgørelse – men at det fortsat er hensigtsmæssigt at foretage en faglig vurdering som grundlag for den endelige afgørelse.
Comments