Familieretlige overgreb: kommune og skole (2021)

Denne situation handler om en underretning, der ikke blev håndteret korrekt.

Modelfoto

Denne artikel indgår i ”Skilsmissefamiliens” serie ”Familieretlige overgreb: de hemmelige optagelser”, som du kan læse mere om her.

Serien består af nedslag i én konkret sag, som belyser en bekymrende sagsbehandling hos bl.a. kommune og Familieretshuset.

Det skal understreges, at grundlaget for artiklen består af dokumenter fra sagen og lydoptagelser.

Tidspunkt:

• Efteråret 2021.

Involverede parter:

• Rådgiver fra Roskilde Kommune

• Leder fra barnets skole

Baggrund

Siden skilsmissen i 2015 havde moderen gentagne gange fremsat påstande, bl.a. mod faderen. Imidlertid kunne hverken læge, institution / skole, eksterne aktører osv. finde belæg for påstandene, der konsekvent blev affejet.

Skolen havde indtil dette tidspunkt entydigt fokuseret på barnets behov og særligt reaktionerne i relation til alvorlig sygdom hos faderen i 2018. De havde ikke udtalt bekymring i relation til forældrenes skilsmisse.

Men op til sommerferien 2021 havde moderen en samtale med skolen. Kort derefter indsendte en leder fra skolen en underretning til Roskilde Kommune.

Dén indeholdt flere punkter, som skolen ikke tidligere havde rejst samtidig, herunder:

• ”Forældrene har været igennem en svær skilsmisse”

• ”(Barnet) har det svært med forældrenes skilsmisse”

• ”Forældrenes samarbejde har tidligere været meget svært, måske er det stadig svært?”

• ”Forældrene har haft mange uoverensstemmelser i forhold til forældremyndighed”

Der blev indkaldt til et netværksmøde med bl.a. begge forældre, en rådgiver fra Roskilde Kommune og lederen fra skolen, der havde indsendt underretningen.

Netværksmøde

Fra mødets start satte rådgiveren fra Roskilde Kommune fokus på, om barnets reaktioner skyldtes, at vedkommende var skilsmissebarn.

Skolelederen sagde, at dét kunne vedkommende ikke sige. Men hypotesen (!) var, at skilsmissen i sin tid havde været voldsom og efterfølgende var ubearbejdet hos barnet – og at forældrenes samarbejde måske (!) havde været svært. På dén baggrund var der lavet en underretning om de bekymringer, som ifølge skolen fyldte hos barnet.

Faderen bad derfor skolelederen om konkrete eksempler på ting, barnet faktisk havde nævnt om disse bekymringer. Her nævnte skolelederen udelukkende eksempler knyttet til faderens sygdomsperiode og intet i relation til at være skilsmissebarn.

Faderen spurgte derfor mere direkte ind til hvilke bekymringer om skilsmissen, der fyldte hos barnet. Svaret var blot, at barnet reagerede, når faderen afleverede barnet ved endt samvær, med savn efter faderen.

Det var her faderens klare opfattelse, at skolen fremsatte overordnede negative påstande uden at kunne underbygge eller give eksempler på dem.

Desuden var det påfaldende, hvor ofte rådgiveren i stedet henviste til den almene viden om skilsmissebørn, vedkommende mente at have, uden at sikre sig, om det overhovedet var relevant eller faktuelt i netop denne sag. Andre forhold blev ikke rejst.

Henvendt til skolelederen præciserede faderen, at det bestemt var reelt, at skolen havde lavet en underretning. Men der var flere betragtninger i underretningen, som var ”gisninger” – og at dét var nødt til at blive konkretiseret, før kommunen kunne løfte dem.

Hertil svarede skolelederen, at de ikke skulle lave en underretning, der var konkret eller bevist. Derimod skulle de lave en underretning på baggrund af dén bekymring, de havde, og den oplevelse, de havde af barnet.

Rådgiveren indskød at være enig med skolelederen og forklarede, at skolen skulle lave en beskrivelse, hvor skolelederen svarede, at det også var dét, de havde gjort. Her ønskede faderen at afbryde for at præcisere, at skolen jo netop ikke havde beskrevet noget faktuelt, kun gisninger – men fik ikke mulighed for det.

I stedet fortsatte rådgiveren, at forpligtelsen til at reagere ikke kun gælder skolen, men alle offentligt ansatte – selv hvis der blot var en antagelse om, at et barn havde behov for støtte efter Servicelovens bestemmelser.

Skolelederen fortsatte, at man så kunne vurdere, om der var noget at være bekymret for. Var der ikke dét, ville punktet udgå.

Faderen fortsatte, at dette jo ikke bare var en holdning, han havde om, hvad kommunen skulle gøre. I stedet henviste han til, at det faktisk var kommunen, der havde beskrevet, at underretningen skulle være baseret på konkrete betragtninger og ikke gisninger.

Hertil svarede rådgiveren blot, at det også var derfor, der var indkaldt til netværksmødet – og fortsatte mødet med et andet emne.

”Skilsmissefamilien”: kommunens egne krav

Det er helt korrekt, når rådgiveren og skolelederen henviser til offentligt ansattes forpligtelse til at reagere, hvis der blot er tale om en mistanke om behov for særlig støtte til et barn (”skærpet underretningspligt”).

Men udfordringen her handler ikke om kravet om at reagere, men derimod selve udarbejdelsen af underretningen.

Det fremgår bl.a. af ministeriets vejledning om underretninger, at mange kommuner udarbejder manualer for håndteringen af denne slags sager.

Dét gælder også Roskilde Kommune.

Læser man deres egen beskrivelse af kravene til en underretning til både medarbejdere og ledere (samt deres interne beskrivelse af møde med forældrene om underretning), fremgår flere centrale forhold:

• ”Det er vigtigt, at du skelner mellem, hvad du ved, og hvad du antager. Din viden bygger på dine konkrete iagttagelser. Iagttagelserne skal være så konkrete som muligt, og du må gerne komme med eksempler fra hverdagen”

• ”Underretningen skal ikke indeholde din og dine kollegaers/leders egne vurderinger eller forslag til, hvad der kan gøres ved problemet”

• ”At I holder jer til, hvad I har set og hørt, og ikke begynder at tolke på, hvad I tror, adfærden er udtryk for”

Det skal bemærkes, at denne skoleleder havde deltaget i kommunens samarbejde om underretninger og de krav, der var knyttet til bl.a. udarbejdelsen af disse. Det var med andre ord kendt viden.

Men i underretningen blev der kun givet få eksempler på faktuelle iagttagelser og viden. Derimod var der mange gisninger, som dermed enten ikke var underbyggede eller klare, ligesom det i andre tilfælde var uklart, om det beskrevne overhovedet var korrekt.

Ny underretning

Så skolelederen mente altså, at de ikke skulle lave en underretning, der var konkret eller bevist. Omvendt fremgik det af kommunens egen manual, at underretningen skulle baseres på observerbare fakta og ikke antagelser og vurderinger.

Her burde sidstnævnte selvsagt stå forrest, men dét skete ikke.

Tværtimod.

Her skal vi hoppe et par måneder frem, hvor skolen indsendte en ny underretning. De tidligere punkter var der stadig, med samme oprindelige ordlyd. Dét var i sig selv bekymrende. Men der var også kommet nye punkter til, bl.a.:

• ”Samarbejdet mellem mor og far er somme tider meget svært”

• ”(Barnets) forældre har i de første år efter skilsmissen haft mange uoverensstemmelser i forhold til forældremyndighed og samkvem omkring (barnet)”

• ”Det er også tydeligt, at enighed om hvad der er svært og hvordan det skal løses, ikke altid er enighed om”

• ”Skolen ved, at forældrene stadig har deres uenigheder omkring lektiehjælp m.m.”

Igen var der tale om en række gisninger og udokumenterede påstande, der var meget misvisende. Forældrene havde f.eks. aldrig haft en sag om forældremyndighed, som skolen nu hævdede, ligesom samarbejdet om samvær, transport, skole osv. på ingen måde havde været problematisk.

Børnefaglig undersøgelse

Samtidig havde kommunen udarbejdet en børnefaglig undersøgelse, hvor det kunne konstateres, at alle betragtninger fra skolens underretninger var gengivet… ordret.

Eller sagt med andre ord: alle gisninger, udokumenterede påstande, fejl og mangler var gengivet som faktuelle omstændigheder. Dét medførte derfor, at deres vurderinger og afgørelser var truffet på et fejlagtigt grundlag, som i sig selv er stærkt kritisabelt.

Faderen klagede og forlangte en berigtigelse, hvorved materialet kunne bearbejdes, så det enten blev ”korrekt” – eller at det i det mindste fremgik, at faderen var uenig i dét, som kommunen nu beskrev som faktuelt.

Dét nægtede kommunen.

Det er ”Skilsmissefamiliens” opfattelse, at kommunens og skolens adfærd / sagsbehandling ikke har været tilfredsstillende eller i henhold til lovgivningen.

Afslutning

Er man bekymret for et barn, er der normalt ingen større krav knyttet til at give udtryk for dén bekymring til politiet eller kommunen. Sådan bør det også være. Det skal være muligt at gøre det nemt og hurtigt, for eksempel ved at sende et par ord anonymt eller lave en opringning.

Ved underretningerne til kommunen er der en grund til, at de er mere udførlige og bør basere sig på / bestå af faktuelle sammenhænge. Det vil sige noget, man har set, hørt, fået fortalt eller lignende – i modsætning til noget, man tror, gætter sig til eller forestiller sig.

Dét falder tilbage på ét af de vigtigste grundlag for offentlige myndigheders arbejde, nemlig at sagen skal oplyses faktuelt og tilstrækkeligt. Dét kaldes ”official-princippet”. Det er et retssikkerhedsmæssigt krav.

Derfor skal især sagsbehandlerne være knivskarpe i denne fase, hvor de indhenter faktuel viden. Gør de ikke dét, bliver grundlaget forkert, og der er en risiko for, at deres vurderinger bliver forkerte. Og fører det til en afgørelse, kan dén også blive forkert og faktisk også ulovlig.

Disse udfordringer er desværre blandt de typiske situationer, folk nævner, når de kontakter ”Skilsmissefamilien” for rådgivning. For eksempel at sagsbehandleren har taget den ene parts udsagn for pålydende, mens den anden parts bliver ignoreret – eller at sagsbehandleren bare ikke har oplyst sagen faktuelt og korrekt.

Men samtidig er der også eksempler på, at selv om sagsbehandleren ikke har levet op til disse krav, så fører det efterfølgende ikke til ændringer i sagen. Dét er selvsagt også problematisk.

I denne artikel er der fortalt én historie om problematisk sagsbehandling. Vi ved, der findes mange flere. Og det er håbet, at hver historie må bidrage til at højne forståelsen for, at ét af de vigtigste grundlag for offentlige myndigheders arbejde (”official-princippet”) faktisk ikke altid efterleves.

Men det omfatter ikke kun de sager, hvor principperne for sagsbehandling ikke efterleves… det omfatter også morgendagens sager, som risikerer det samme…