Forslaget om at flytte §7-sagerne direkte i Familieretten er blevet FORKASTET. Denne artikel beskriver sagen fra start til slut.
Beslutningsforslaget kan læses her.
Seneste opdatering (3. februar 2022): andenbehandling i Folketinget
Tidligere i dag blev sagen andenbehandlet i Folketinget, og det førte til, at forslaget blev forkastet.
Det skete med stemmerne 36 for (V, DF, NB og LA), 68 imod (S, SF, RV, EL, KF, FG og ALT) og 0 stemte hverken for eller imod.
Tidligere opdatering (7. december 2021): førstebehandling i Folketinge
I dag blev sagen førstebehandlet i Folketinget.
Social- og ældreminister Astrid Krag (S), Socialdemokratiet, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti støttede ikke op om lovforslaget. Desuden ønskede flere partier yderligere afklaringer, herunder af økonomisk karakter.
Herunder følger uddrag af de kommentarer, de politiske ordførere gav under førstebehandlingen.
For selve dialogen kan du se denne i fuld længde på Folketingets hjemmeside via dette link.
Social- og ældreminister Astrid Krag (S):
”Når jeg læser forslaget og i øvrigt lytter til debatten om Familieretshuset, er det, som om der er en vis tvivl om, hvad en § 7-sag egentlig er. Af forslaget fremgår det således – og jeg citerer: ”Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af indeværende regeringsperiode at fremsætte den nødvendige lovgivning, så oplysning og afgørelse af § 7-sager, såkaldte højkonfliktsager, flyttes fra Familieretshuset til familieretten”. Jeg er nødt til at sige, at det altså ikke er retvisende at kalde § 7-sagerne for højkonfliktsager. § 7-sager er komplekse sager og ikke højkonfliktsager. Og det er altså ikke bare ordkløveri”.
”… regeringen kan ikke støtte forslaget, og det kan vi ikke af tre grunde.
Den første og primære grund ligger netop i karakteren af § 7-sagerne, altså at der er tale om komplekse sager, hvor familien er udfordret af alvorlige risikofaktorer. Jeg er derfor langtfra sikker på, at domstolsbehandling af disse sager bør stå alene. Umiddelbart giver det rigtig god mening, at et enigt Folketing med aftalen om reformen kom frem til, at de her sager skal udredes tværfagligt i Familieretshuset, før de sendes til afgørelse i retten.
(…)
Den anden grund til, at vi ikke kan støtte forslaget, er, at reformen kun har virket i lidt over 2 år, og at dens første levetid på grund af den underfinansiering, systemet var født med, har været præget af meget lange ventetider og derfor ikke er fuldt implementeret endnu. Jeg synes, at det er meget svært at argumentere for en grundlæggende ændring af en reform, som et enigt Folketing bakkede op om, uden at vi har noget mere viden om fordele og ulemper ved det nye system.
(…)
Den tredje grund til, at vi ikke kan støtte forslaget, er, at det vil indebære en meget omfattende omstilling i både Familieretshuset og domstolene”.
”Justitsministeriet har tilkendegivet, at en grundlæggende ændring i opgaven bør afdækkes grundigt, og så oplyses det i øvrigt, at Domstolsstyrelsen anser de pålæg, der følger med beslutningsforslaget, som uforenelige med domstolenes uafhængighed”.
”Når de voksne, der skal beskytte barnet og sørge for, at det kommer så godt igennem en skilsmisse som muligt, enten ikke lever op til det ansvar og er i konflikt eller i øvrigt ikke har ressourcerne til at passe på barnet, så er det systemets opgave at træde til og støtte barnet bedst muligt. Det kræver, at der også er voksne omkring barnet, der ikke kun fokuserer på jura og på afgørelser, men som formår at lytte og være en støtte i alt det svære”.
Camilla Fabricius (S):
”Men der er ingen ventetider eller sagsbehandlingstider, der bliver kortere af, at man vil vende systemet på hovedet, når det handler om højkonfliktsager. Tværtimod har det den modsatte effekt, for det kommer nemlig til at gå ud over børnene, og det kommer til at gå ud over forældrene, og det er ikke den rigtige vej at gå. Derfor kan vi i Socialdemokratiet ikke støtte op om beslutningsforslaget”.
”Med indførelsen af Familieretshuset fik vi simpelt hen et nyt system, som vægter hensynet til barnets trivsel rigtig højt. Det var også noget af det, ministeren var så skarp at pointere, nemlig det her med, at det er hele intentionen, at her skaber vi et system, der tager hensyn til, at børnene kommer ud af skilsmissen på den bedst mulige måde”.
Marlene Ambo-Rasmussen (V):
”Vi er desværre nødt til at erkende, at vi på trods af de bedste intentioner simpelt hen ikke ramte hovedet på sømmet, når det kommer til håndteringen af § 7-sagerne. § 7-sagerne viste sig jo at fylde meget mere i Familieretshuset, end man forestillede sig, og det betyder, at vi i dag står med alt for lange sagsbehandlingstider, ja, for nogle forældre går der over et halvt år, før de overhovedet når første møde i Familieretshuset. Og så er det muligt, at sagerne er komplekse og alvorlige, men det er uacceptabelt”.
”Derfor anerkender Venstre også, at selv om det nye familieretlige system kan fungere, kan vi ikke bare se til, mens det på nogle ret alvorlige og afgørende punkter ikke fungerer på nuværende tidspunkt. Desuden lytter vi også til de mange fagpersoner, som anbefaler at sende sagerne direkte videre til familieretten. Derfor bakker Venstre også op om forslaget, og vi har selv adskillige gange ønsket, at vi netop skulle kigge på muligheden for at sende § 7-sagerne direkte videre til familieretten”.
Ina Strøjer-Schmidt (SF):
”… det er bl.a. problematisk, at nogle sager bliver forberedt i Familieretshuset, og når de så når familieretten, skal sagerne nærmest behandles forfra, fordi behandlingstiden er så lang, at der derfor er brug for en ny vurdering af forældrenes og barnets situation. Der bør dog laves en analyse af konsekvenserne af dette forslag. Så vi ser frem til den videre drøftelse”.
Christina Thorholm (RV):
”Vi mener, at det er for tidligt at tilskrive reformen den mindskede tilfredshed, da der har været ganske store udfordringer i form af et langt større antal komplekse sager, end der var taget højde for. Der har været for få ressourcer til at afholde møder om de komplekse sager, hvilket har medført en lang ventetid. En egentlig vurdering af reformens betydning for forældrenes tilfredshed og børnene trivsel må derfor efter vores mening vente til det kommende år, hvor der formentlig vil være bedre overensstemmelse mellem ressourcer og behov”.
”Vi ser forslaget om flytning af § 7-sagerne fra Familieretshuset til familieretten som et forslag til at imødegå den utilfredshed, der er med Familieretshuset, men vi vil afvente behandlingen, og så vil vi bede ministeren om at komme med forslag til håndtering af § 7-sagerne”.
Brigitte Klintskov Jerkel (KF):
”Men der skal ikke herske nogen tvivl om, at den lange sagsbehandlingstid er kritisabelt og uholdbart for familierne, og derfor er Det Konservative Folkeparti også med i den aftale, der blev indgået sidste år, om at lave en midlertidig løsning og en reducering af implementeringen i en periode for at nedbringe ventetiderne i Familieretshuset. Samtidig blev der også indlagt en evaluering af Familieretshuset. Derfor er det også svært for os i dag at støtte beslutningsforslaget her, da vi mangler at se resultatet af vores aftale fra sidste år og evalueringen af Familieretshuset. (…) Forslaget her kommer en postgang for tidligt i forhold til vores aftale og evaluering af Familieretshuset. Vi kan derfor ikke støtte beslutningsforslaget”.
Spørgsmål fra Mette Thiessen til Brigitte Klintskov Jerkel:
”Man kunne også vende det om og spørge, om det ikke kunne være rigtig smart, hvis man startede med, at der faldt en afgørelse om, at det eksempelvis skulle være en 7-7-ordning – bare for at tage et eksempel – så man sikrede, at der lå en afgørelse fra domstolene om, at barnet skulle se begge sine forældre”.
Svar fra Brigitte Klintskov Jerkel til Mette Thiessen:
”Det er lige præcis netop derfor, at det er svært for mig at stå her og svare på, om en 7-7-ordning er den rigtige, eller hvilken ordning der er den rigtige. Det er jo meget individuelt fra sag til sag, fra familie til familie og fra barn til barn, hvad der er det mest hensigtsmæssige at gøre. Det kan jeg jo ikke stå her fra talerstolen i Folketinget og afgøre. Det er vel det, der skal være en del af det arbejde, der pågår”.
Bent Bøgsted (DF):
”I Dansk Folkeparti mener vi ikke, at det skal kunne betale sig for en forælder at komme med påstande eller usandheder om den anden forælder. Vi mener også, at der skal slås ned på forældrefremmedgørelse. Et barn har som udgangspunkt ret til begge sine forældre, og så er jeg helt med på, at der kan være nogle sager, hvor barnet har bedst af ikke at se den ene part, f.eks. ved vold eller overgreb. Men det er trods alt de færreste sager, der omhandler dette”.
”I Dansk Folkeparti ønsker vi at finde løsninger og gerne sammen med et flertal i Folketinget, men vi kan støtte beslutningsforslaget”.
Mette Thiesen (NB):
”Problemet er, at sagsbehandlingen i Familieretshuset tager op til 2 år, hvor bopælsforælderen i mellemtiden kan afskære den anden forælder fra at se barnet. Det har den konsekvens, at familieretten selv skal starte sagen forfra og behandle den på ny, og i al den tid, der går, har den ene forælder ikke haft samvær med barnet.
Endnu mere absurd bliver det, når familieretten skal træffe en afgørelse, for her vil familieretten lægge vægt på, at barnet i den lange sagsbehandlingsperiode har opnået en større tilknytning til bopælsforælderen. Det sker, på trods af at tilknytningen jo kan være et resultat af samværschikane fra netop bopælsforælderens side. Så bopælsforælderen, der altså har haft barnet i sagsbehandlingsperioden, kan i sådanne tilfælde blive belønnet for at have udøvet samværschikane. Eller bopælsforælderen kan slet og ret blot blive belønnet ved, at sagen tager flere år, hvor den ene forælder ikke har samvær med barnet. Det er et absurd mareridt for at sige det mildt”.
Skriftlig fremsættelse (28. oktober 2021):
Herunder følger enkelte nedslag i den skriftlige fremsættelse fra Mette Thiesen, Peter Seier Christensen, Lars Boje Mathiesen og Pernille Vermund (alle fra ”Nye Borgerlige”):
”Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af indeværende regeringsperiode at fremsætte den nødvendige lovgivning, så oplysning og afgørelse af § 7-sager, såkaldte højkonfliktsager, flyttes fra Familiehuset til familieretten under Danmarks Domstole, der samtidig tilføres de frigivne ressourcer og kompetencer og den frigivne specialisering”.
”De familieretlige forløb om forældreansvar, samvær, skilsmisse, børnebidrag m.v. starter alle i Familieretshuset (tidligere Statsforvaltningen), hvis opgave det også er at oplyse sagerne. Hvis Familieretshuset ikke kan afgøre sagen, eller hvis en part vælger at klage over Familieretshusets afgørelse i en sag, sendes sagen videre til familieretten under Danmarks Domstole”. ”Da Familieretshusets sagsbehandlingstider i almindelighed er genstand for kritik og afgørelserne principielt skal behandles forfra i familieretten henset til Familieretshusets sagsbehandlingstider, savner det fornuft at fastholde behandlingen af højkonfliktsager i Familieretshuset”.
”Det er efter forslagsstillernes mening ikke nødvendigt at vente til efter en eventuel lovændring med at flytte § 7-sager fra Familieretshuset, der under alle omstændigheder ikke har kompetence til at træffe afgørelser og allerede hviler på en forudsætning om, at sagerne i sidste ende afgøres af familieretten. Familieretshuslovens § 32 fastslår allerede, at en § 7-sag skal indbringes for familieretten til afgørelse, når sagen er oplyst og der ikke vurderes at være grundlag for at fortsætte det tværfaglige arbejde med parterne”.
”Forslagsstillerne bemærker, at støtte til forslaget hverken skal ses som en tilkendegivelse af støtte til eller modstand mod Familieretshuset i sin helhed. Det afgørende er, at et unødigt og tidsforlægende led i behandlingen af højkonfliktsager udgår”.
”Finansieringen skal derfor bero på de ikke ubetydelige midler, der frigøres, når Familieretshusets kompetence til at behandle højkonfliktsager overgår til familieretten”.
Om beslutningsforslaget
Beslutningsforslaget blev fremsat den 28. oktober 2021 af 4 folketings-politikere fra Nye Borgerlige: Mette Thiesen, Peter Seier Christensen, Lars Boje Mathiesen og Pernille Vermund.
Beslutningsforslaget har til hensigt at forklare en handling eller et initiativ, som forslagsstillerne vil pålægge regeringen at gøre til virkelighed – og således udmønte i et lovforslag.
Beslutningsforslaget skal behandles 1-2 gange (i modsætning til et lovforslags 3 gange), før det kan vedtages.