top of page

Nyheder

Opdateret: 5. jan.

Folketinget har VEDTAGET et lovforslag angående ændring af forældreansvarsloven, hvorved der kan gribes mere ind over for samværschikane og forældre-fremmedgørelse.


ree

Bemærk, at ”Skilsmissefamilien” løbende følger lovforslaget.

 

Lovforslaget, der blev fremsat af social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (Socialdemokratiet) den 24. oktober 2024, kan læses her.



Tredjebehandling i Folketinget (19. december 2024):

 

I dag blev lovforslaget tredjebehandlet i Folketinget.


Stemmerne var 85 for, 10 imod og 14 hverken for eller imod.


Dermed er lovforslaget VEDTAGET. Det træder i kraft den 1. januar 2025.

 

Det vedtagne lovforslags hovedpointe ser således ud:

 

”I § 4 indsættes som stk. 2: ”Stk. 2. Familieretshuset og familieretten skal ved vurderingen af barnets bedste, jf. stk. 1, endvidere inddrage hensynet til barnets ret til begge forældre og i den forbindelse samarbejdschikane, herunder forældrefremmedgørelse, som er kommet til udtryk ved barnets adfærd. Samarbejdschikane, herunder forældrefremmedgørelse, tillægges konsekvenser, hvis dette er til barnets bedste”.



Andenbehandling i Folketinget (17. december 2024):

 

Tonen var direkte og hård fra flere folketingsmedlemmer, da lovforslaget om samarbejdschikane og forældre-fremmedgørelse i dag blev andenbehandlet i Folketinget.


Kritikken gik særligt på social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (der i øvrigt ikke selv var til stede i Folketingssalen). Hun havde ønsket at ændre lovforslagets definition af forældre-fremmedgørelse, som aftalekredsen bag aftalen ellers var enige om; her sagde Katrine Daugaard fra Liberal Alliance, at der var tale om aftalebrud. Desuden blev det af flere påpeget, at kvinden bag den norske definition af forældre-fremmedgørelse selv havde udtalt, at deres definition ikke havde haft indvirkning på praksis. Og flere kritikere (især Karina Adsbøl fra Danmarksdemokraterne, Katrine Daugaard fra Liberal Alliance og Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti) efterlyste mere tid til en mere grundig afklaring af lovforslaget.


Der var derfor tale om flere ændringsforslag til lovforslaget: først gjaldt det socialministerens forslag om at ændre definitionen af forældre-fremmedgørelse, hvorved der kommer fokus på ”samarbejdschikane, herunder forældre-fremmedgørelse, som er kommet til udtryk ved barnets adfærd” og således ikke forælderens handlinger (dette blev vedtaget med 84 stemmer for og 24 imod). Og dernæst var der forslaget om at udskyde lovforslagets ikrafttrædelse fra den 1. januar 2025 til den 1. marts 2025 (dette blev forkastet med 31 stemmer for og 75 imod).


På trods af kritikken og debatten skal lovforslaget nu tredjebehandles i Folketinget allerede på torsdag den 19. december 2024 med afstemning til forkastelse eller vedtagelse. 



Skriftlig fremsættelse (24. oktober 2024):

 

I forældreansvarsloven indsættes som ny § 4, stk. 2: ”Familieretshuset og familieretten skal ved vurderingen af barnets bedste, jf. stk. 1, endvidere inddrage hensynet til barnets ret til begge forældre og i den forbindelse konsekvenserne af samarbejdschikane, herunder forældrefremmedgørelse”.

 

I forældreansvarsloven indsættes som ny § 29a, stk. 2: ”Afslår Familieretshuset at fastsætte kontaktbevarende samvær efter stk. 1, skal Familieretshuset træffe afgørelse om midlertidigt samvær efter § 29 hurtigst muligt og senest 4 måneder efter modtagelsen af anmodningen om fastsættelse af samvær. 1. pkt. gælder ikke, hvis anmodningen om fastsættelse af samvær ikke er omfattet af stk. 1, eller den forælder, der har anmodet om fastsættelse af samvær, meddeler Familieretshuset, at midlertidigt samvær ikke ønskes fastsat”.

 

Desuden fremgår det, at ”Loven træder i kraft den 1. januar 2025”.

 

Herunder følger enkelte nedslag i den skriftlige fremsættelse:

 

”Med aftalen ønsker partierne at fastholde den familieretlige reforms fokus på barnets bedste og barnets trivsel i brudsituationer og at fortsætte arbejdet med forbedringer set fra barnets perspektiv. Aftalen skal således styrke barnets ret til begge forældre og understrege forældrenes ansvar for at skærme barnet mod deres indbyrdes konflikter”.

 

”Videre fremgår det af aftalen, at konsekvens af chikane skal gøres til et af lovens helt grundlæggende principper. Dette må dog ikke betyde, at en forælder, som har reelle grunde til at afbryde barnets kontakt med den anden forælder, afholder sig fra at gøre det af frygt for at blive beskyldt for samarbejdschikane eller forældrefremmedgørelse. Alle afgørelser efter forældreansvarsloven skal således fortsat træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet”.

 

 

Om lovforslaget


Lovforslaget blev fremsat den 24. oktober 2024 af social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (Socialdemokratiet).


Det skal behandles tre gange i Folketinget – og det bliver til lov, hvis det vedtages, stadfæstes og kundgøres.


 

 
 
 

Opdateret: 5. jan.

Folketinget har VEDTAGET et lovforslag angående midlertidig fratagelse af forældres rettigheder, når barnet opholder sig på et krisecenter.


ree

Bemærk, at ”Skilsmissefamilien” løbende følger lovforslaget.



Tredjebehandling i Folketinget (12. december 2024):

 

I dag blev lovforslaget vedtaget af Folketinget:


For stemte 101 (Socialdemokratiet, Venstre, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Moderaterne, Kristeligt Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Alternativet og folketingsmedlemmer uden for grupperne).


Imod stemte 10 (Danmarksdemokraterne og Lars Boje Mathiesen / UFG).


Hverken for eller imod stemte 0.

 

Det vedtagne lovforslag omfatter:


I Lov om Folkeskolen indsættes i § 54 som stk. 3:


”Opholder en elev sig i en boform efter § 109 i lov om social service med den ene forælder, og godtgøres det, at opholdet skyldes vold som defineret i § 109, stk. 1, i lov om social service fra den anden forælder, kan kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor eleven senest var folkeregistreret, hvis den finder det påkrævet af hensyn til elevens sikkerhed og trivsel efter anmodning fra den forælder, som eleven opholder sig hos, med henblik på skoleskift træffe en afgørelse om bortfald af den anden forælders rettigheder i henhold til stk. 1, 1. pkt. Afgørelsen kan træffes for en periode på op til 6 måneder, eller til der er truffet afgørelse om midlertidig eller endelig placering af forældremyndigheden efter forældreansvarsloven. Oplysninger, der kan tjene til at identificere elevens opholdssted, må ikke gives til den forælder, hvis rettigheder begæres frataget efter 1. pkt., under sagens behandling, herunder i forbindelse med den endelige afgørelse”.

 

Loven træder i kraft den 1. januar 2025.


 

Skriftlig fremsættelse (3. oktober 2024):

 

I lov om folkeskolen, jf. lovbekendtgørelse nr. 989 af 27. august 2024, foretages flere ændringer – herunder en ny § 54, stk. 3:


”Opholder en elev sig i en boform efter § 109 i lov om social service med den ene forælder, og godtgøres det, at opholdet skyldes vold som defineret i § 109 i lov om social service fra den anden forælder, kan kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor eleven senest var folkeregisteret, hvis det er påkrævet af hensyn til elevens sikkerhed og trivsel efter anmodning fra den forælder, som barnet opholder sig hos, med henblik på skoleskift træffe en afgørelse om bortfald af den anden forælders rettigheder i henhold til stk. 1, 1. pkt.

Afgørelsen kan træffes for en periode på op til 6 måneder, eller til der er truffet afgørelse om midlertidig eller endelig placering af forældremyndigheden efter forældreansvarsloven. Oplysninger, der kan tjene til at identificere barnets opholdssted, må ikke oplyses til den forælder, hvis rettigheder begæres frataget efter 1. pkt. under sagens behandling, herunder i forbindelse med den endelige afgørelse”.

 

Desuden fremgår det, at ”Loven træder i kraft den 1. januar 2025”.

 

Herunder følger enkelte nedslag i den skriftlige fremsættelse:

 

”Børn, der vokser op i hjem med vold, har øget risiko for at mistrives og for at klare sig dårligere i skolen end deres jævnaldrende. Når børn flytter med en voldsudsat forælder på krisecenter, er stabilitet i dagligdagen helt afgørende. At kunne komme i skole er en vigtig del af den stabilitet”.

 

”Folkeskoleforligskredsen har derfor indgået aftale om at ændre folkeskolelovens regler, så en kommune får mulighed for efter anmodning at fratage en forældremyndighedsindehaver rettigheder efter § 54, stk. 1, 1. pkt. En afgørelse om at fratage en forældremyndighedshavers rettigheder i henhold til § 54, stk. 1, 1. pkt., vil betyde, at en forælder, som opholder sig på et krisecenter sammen med et barn, efterfølgende uden den anden forælders viden og samtykke kan flytte barnet til en anden folkeskole”.

 

”Ændringen skal sikre, at børn, der er på et krisecenter, kan komme i skole, når det af hensyn til barnets sikkerhed vil være nødvendigt at skifte skole for at beskytte barnets eller den medfølgende forældres anonymitet under opholdet på krisecenteret, således at den anden forælder ikke får kendskab til deres opholdssted”.

 

”Afgørelsen vil skulle træffes på baggrund af en eventuel udtalelse fra det relevante krisecenter samt andre relevante oplysninger fra f.eks. politiet eller de sociale myndigheder om vold i familien mv.”.

 

”Det bemærkes, at en afgørelse der træffes i medfør af det foreslåede stk. 3, vil være en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Det betyder bl.a., at den forældremyndighedsindehaver, hvis rettigheder frataget, vil have en række partsbeføjelser, herunder ret til partsaktindsigt og partshøring, og at der stilles en række krav til selve afgørelsen, herunder om begrundelse”.

 

 

Om lovforslaget


Lovforslaget blev fremsat den 3. oktober 2024 af børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (Socialdemokratiet).


Det skal behandles tre gange i Folketinget – og det bliver til lov, hvis det vedtages, stadfæstes og kundgøres.


 

 
 
 
  • 1. okt. 2024
  • 2 min læsning

Opdateret: 15. okt.

Regeringen har fremlagt sit lovprogram for det kommende folketingsår, 2024-25. I denne artikel sættes der fokus på de lovforslag, som er relevante for skilsmisse-området samt tilknyttede områder.


ree


I dag åbnede Folketinget til en ny politisk sæson, og regeringen offentliggjorde derfor sit lovprogram for det nye folketingsår. Det indeholder de lovforslag, som regeringen forventer at fremlægge i løbet af folketingsåret.


I denne artikel får du et overblik over de sager, som er relevante for skilsmisse-området samt tilknyttede områder. Bemærk, at ”Skilsmissefamilien” fremover følger disse sager.

 


Midlertidig fratagelse af en forældres rettigheder efter lov om folkeskolen ved en elevs ophold på krisecenter


Punktet hører under børne- og undervisningsministeren.


Lovforslaget har til formål at sikre bedre adgang til skoleskift for elever, som opholder sig på et krisecenter, uden at den anden forældremyndighedsindehaver får kendskab til barnets eller den anden forældres opholdssted.


Lovforslaget er en opfølgning på aftalen om lettere adgang til skoleskift under ophold på krisecentre mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti fra december 2023.


Det forventes, at lovarbejdet opstartes i oktober 2024.

 


Ændring af forældreansvarsloven (styrkelse af barnets ret til begge forældre, herunder barnets bedste ved samarbejdschikane og forældrefremmedgørelse, samt forældreansvar for forældre, der er dømt for gentagen vold i nære relationer)


Punktet hører under social- og boligministeren.


Lovforslaget har bl.a. til formål at styrke barnets ret til begge forældre og at styrke hensynet til barnets bedste ved samarbejdschikane, forældrefremmedgørelse. Forslaget har endvidere til formål at styrke barnets bedste, når en forælder er dømt for gentagen vold i nære relationer.


Lovforslaget er en opfølgning på aftalen om et forbedret familieretligt system mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Alternativet og Nye Borgerlige fra november 2023.


Det forventes, at lovarbejdet opstartes i oktober 2024.

 
 
 

Skilsmissefamilien

  • Facebook

© 2025 - Skilsmissefamilien

bottom of page