• skilsmissefamilien

Tvangsfuldbyrdelse

I nogle sager kan myndighederne sikre, at aftalen / resolutionen bliver fuldbyrdet med magt. Men det kræver en henvisning til en vigtig paragraf.



​Nogle sager starter ud som (eller udvikler sig til) en konflikt, hvor den ene part f.eks. tilbageholder børnene uretmæssigt fra den anden forælder. Det kan eksempelvis ske ved, at bopælsforælderen på trods af en gældende samværsaftale ikke udleverer barnet til samværsforælderen.


I disse sager kan myndighederne hjælpe med at sikre den eksisterende aftale eller resolution. Dette blev tidligere varetaget af fogedretten, men er nu en opgave for Familieretten. Men det er her afgørende, at myndighederne faktisk kan involvere sig, hvilket sker med den såkaldte ”tvangsfuldbyrdelses-paragraf”. Dén vender vi tilbage til.


Der har desuden været visse lovmæssige ændringer, der har til hensigt at gøre tvangsfuldbyrdelses-sager så skånsomme for barnet som overhovedet muligt. Medierne har således gennem årene vist flere hjerteskærende sager, hvor grædende børn har været midtpunkt i sådanne sager, men som vi ser på herunder, er der nu bedre muligheder for at skåne barnet.



”Særregler om tvangsfuldbyrdelse”


Retsplejeloven indeholder et kapitel 42 b om ”Særregler om tvangsfuldbyrdelse af forældremyndighed, barnets bopæl og samvær”. Det er efter disse regler, at myndighederne (f.eks. Familieretten) kan tage udgangspunkt i en eksisterende aftale eller resolution i sagen og så sikre, at den bliver fulgt. Det er netop dét, som en ”fuldbyrdelse” handler om – og ”tvangsfuldbyrdelse” betoner yderligere, at myndigheden kan trumfe den igennem i sagen.


Her er flere udgangspunkter i spil:


I § 456 p slås det fast, at fuldbyrdelsen kun kan ske ”under hensyn til barnet og skal varetage barnets bedste”. Desuden kan fuldbyrdelse kun ske, ”hvis der ikke er behov for af hensyn til barnet at henvise sagen til Familieretshuset til vurdering af, om den aftale eller afgørelse, der søges fuldbyrdet, skal ændres eller ophæves”.


I § 456 q understreges det, at domme og kendelser om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær samt retsforlig, afgørelser og aftaler kan fuldbyrdes familieretten. Og det samme gælder anmodninger om udlevering af et barn til indehaveren af forældremyndigheden eller bopælsforælderen



​”Tvangsfuldbyrdelses-paragraffen”


Denne artikel tager udgangspunkt i en sammenhæng, hvor den ene part i en skilsmissefamilie f.eks. tilbageholder børnene uretmæssigt fra den anden forælder. Det er her, den såkaldte ​”tvangsfuldbyrdelses-paragraf” bliver afgørende.


Den er en integreret del af dét skema, de bruger til aftaler / afgørelser, og som de har liggende på deres hjemmeside.


Her fremgår det:


”Denne aftale kan tjene som grundlag for fuldbyrdelse i familieretten i henhold til retsplejelovens § 478. Bemærk: Hvis samværsforælderen ikke afleverer barnet efter samvær, kan bopælsforælderen få hjælp af familieretten til at få barnet tilbage. Hvis bopælsforælderen ikke afleverer barnet til samvær, kan samværsforælderen få hjælp af familieretten”.


Denne korte tekst giver således Familieretten den juridiske mulighed for at tage del i sagen og således tvangsfuldbyrde de aftaler, der fremgår af resolutionen.


Hvis man benytter sig af ”hjemmelavede” eller andre former for aftaleformularer, skal man sikre sig, at der er en tilsvarende tekst. For uden dén vil Familieretten som udgangspunkt næppe have mulighed for at tvangsfuldbyrde aftalen.



Hvordan gennemføres tvangs-fuldbyrdelse?


Det pågældende kapitel i Retsplejeloven beskriver også, hvordan en tvangsfuldbyrdelses afvikles.

§ 456 r præciserer, at Familieretten kan ”tilkalde en repræsentant fra kommunen til at varetage barnets interesser under sagen”. Desuden fremgår det af samme paragraf, stk. 2, at ”et barn, som har den fornødne alder og modenhed, skal under en samtale have mulighed for at give udtryk for sine egne synspunkter, medmindre det er til skade for barnet”.


Herefter beskriver § 456 r, stk. 3, dén sammenhæng, som handler om en forælder, der tilbageholder børnene uretmæssigt fra den anden forælder.


Efter § 456 r, stk. 3, kan Familieretten pålægge den tilbageholdende forælder daglige eller ugentlige tvangsbøder. Familieretten kan fastsætte en enkelt bøde, der forfalder, når en bestemmelse om udøvelse af samvær på et nærmere angivet tidspunkt ikke efterkommes. Bødens størrelse fastlægges i forhold til indkomsten hos den forælder, der har barnet, og bøden fastsættes som minimum til 1.500 kr.


Hvis barnet fortsat ikke udleveres, kan Familieretten skride til ”umiddelbar magt” (§ 456 r, stk. 4 og 5). Her er udgangspunktet børnesagkyndig rådgivning, hvorefter tvangsfuldbyrdelsen sker med fysisk magt:


Udgangspunkter er (som beskrevet i § 456, stk. 5), at der sker ”tilbageholdelse af dén forælder, der har barnet, et andet sted end barnets opholdssted”. Det er med andre ord ikke barnet, der fjernes, men den tilbageholdende forælder.


Er dette ikke muligt, hedder det videre, ”skal familieretten vurdere, om der er grundlag for at gennemføre fuldbyrdelsen ved afhentning af barnet”. Dette er givetvis mere indgribende for barnet, og derfor ”skal der deltage en børnesagkyndig fra Børneenheden i Familieretshuset og en repræsentant fra kommunen til at varetage barnets interesser, medmindre der foreligger ganske særlige omstændigheder”. Her skal den børnesagkyndige til brug for familierettens afgørelse ”foretage en vurdering af, om fuldbyrdelsen sker af hensyn til barnet og varetager barnets bedste”.



Et større perspektiv


Det er vigtigt at understrege, at man ved brug af f.eks. denne ”tvangsfuldbyrdelses-paragraf” reelt kan sikre gennemførelse af aftalen / resolutionen. Det må som udgangspunkt betragtes som hensigtsmæssigt i og med, at der jo foreligger en aftale / resolution forud for mødet i Familieretten.


Men selv om en afgørelse herfra lukker dén del af sagen, så er dét bestemt ikke en garanti for, at konflikten lukkes ned – faktisk måske tværtimod.


Det er derfor vigtigt at betragte sagen i et større perspektiv: hvad er årsagen til, at f.eks. den tilbageholdende forælder ikke udleverer barnet? Er der behov for at tage den eksisterende aftale / resolution op igen og eventuelt revidere denne? Og hvad er i det hele taget den rationelle forklaring på, at situationen er, som den er?


Her bør begge forældre sikre, at det entydige fokus ligger på barnet, og at de ikke hver især kæmper for egne rettigheder, men barnets behov.

56 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle