• skilsmissefamilien

Samværsordning

Opdateret: sept. 24

I denne artikel rejses nogle centrale pointer om dén samværsordning, som skal afklares efter forældrenes samlivsbrud.



Når forældrene går fra hinanden, skal de træffe en række beslutninger. I denne artikel sætter vi fokus på den vigtige afklaring om fremtidig samværsordning.

Forældrene skal først og fremmest afklare hvem af dem, som barnet formelt skal bo hos, og dermed også hvem af forældrene, som bliver samværsforælder.


I denne sammenhæng forholder vi os ikke til de omstændigheder, der følger med bopælsretten (som at barnet har sin folkeregister-adresse hos bopælsforælderen, at bopælsretten giver visse udgangspunkter i forhold til barnet, f.eks. i relation til flytning, og at de sociale ydelser som udgangspunkt tilfalder bopælsforælderen). Og vi inddrager heller ikke spørgsmålet om forældremyndighed og de omstændigheder, der følger af, om den er delt eller ej.


Men afklaringen af bopælsretten er forudsætningen for at drøfte samvær, herunder at barnet skal opholde sig hos bopælsforælderen minimum 7 dage hen over en 14-dages periode og hos samværsforælderens maksimalt 7 dage hen over en tilsvarende periode.


Det skal i denne sammenhæng bemærkes, at der ved samværsordninger tælles overnatninger. Ved en 9/5-ordning er der således 9 overnatninger hos bopælsforælderen og 5 overnatninger hos samværsforælderen.

Det virker til, at sådanne opdelinger i sig selv (hos nogle skilsmissefamilier) risikerer at åbne op for en "kamp", fordi forældrene vil have barnet mest muligt hos sig - men også, fordi forælderen han have svært ved at se sig selv reduceret til én, som barnet skal besøge. Men dét er nu engang dén virkelighed og dét lod, som skilsmissefamilien må bære – og spørgsmålet om såvel bopælsret som samvær bør grundlæggende besvares med udgangspunkt i barnets behov og tarv.

7/7 ?


Den udbredte forestilling om, at man skal ”dele barnet” (evt. af ideologiske grunde), er både misforstået og uhensigtsmæssig. Nogle børn vil sagtens kunne trives i en 7/7-ordning, men der er bestemt også børn, der ikke kan. Og det samme gælder for så vidt enhver anden ordning.

Et barn bør ikke placeres i en samværsordning, fordi den passer forældrene – men fordi ordningen passer til barnet.

Derfor er det hensigtsmæssigt at foretage en vurdering af barnets behov for på denne baggrund at træffe en beslutning om samværsordning – og i øvrigt foretage løbende vurderinger for at tilpasse den, efterhånden som barnets behov eller andre forhold ændrer sig.


Det lyder måske forholdsvis nemt, men kan være ganske svært. Men det vil som udgangspunkt givetvis være mest hensigtsmæssigt, at det er forældrene selv, der forholder sig til barnets behov og evt. selv (og evt. i samråd med eksempelvis en uvildig fagkyndig person) træffer deres beslutning om samværsordning; baseret på, at de forhåbentlig reelt kender deres barn bedst.


Vurderingen af samvær


Skal myndighederne foretage vurderingen, tager den afsæt i en række overvejelser – her som beskrevet i Familieretshusets guide til samvær:

  • Barnets alder og modenhed

  • Barnets holdning til samværet

  • Barnets dagligdag, herunder fritidsaktiviteter

  • Samværsforælderens og barnets kontakt hidtil

  • Forældrenes samarbejdsevne

  • Forældrenes arbejdsmæssige og personlige forhold

  • Afstanden mellem forældrenes bopæle

  • Barnets kontakt til søskende og evt. halvsøskende

  • Andre praktiske forhold

Det er som udgangspunkt disse elementer, der er grundlaget for dén samværsordning, som vil være ”den bedste” for barnet.

Samtidig er der en række almene tilgange og ”tommelfinger-regler”, som således ikke skal tages alt for bogstaveligt, da myndighederne jo skal træffe konkrete, individuelle afgørelser – men som dog viser sagens typiske udgangspunkter:

  • Der er en vis anerkendelse fra myndighedernes side af bopælsforælderen som barnets ”trygge base”. Ved helt små børn vil der typisk fastsættes samvær af få timer nogle gange om ugen, mens der for større børn fastsættes samvær op til 9/5-ordninger og i mindre omfang derover.

  • Der fastsættes samvær ud fra tilgangen ”én overnatning for hvert leveår”. En 2-årig vil således betyde 2 overnatninger – men kun som et udgangspunkt, da andre faktorer også skal tages i betragtning. Tilgangen omfatter børn typisk frem til cirka 5-års-alderen.

  • Der fastsættes ikke 7/7 ved uenighed mellem forældrene. Det er således tilgangen, at en dele-ordning forudsætter et tæt samarbejde – og uenigheden fjerner derfor grundlaget for dele-ordningen.

  • Eventuelle halvsøskende kan få betydning for barnets samværsordning, da myndighederne hælder mod ikke at dele søskende.

Forældrene anbefales at tage udgangspunkt i de samme overvejelser, når de skal vurdere, hvilken samværsordning, de skal vælge for deres barn.

Det yngre barn


Én af de pointer, der ofte dukker op i forbindelse med debatterne om fastsættelse af bopæl og / eller samvær for yngre børn, er tilknytningen.​


Kort fortalt handler tilknytning om dét bånd, der skal etableres mellem forælder og barn. Tilknytningen mellem mor og barn sker allerede i foster-tilstanden, og fra fødslen er der således duft-, smags- og lyd-baserede forbindelser mellem mor og barn (og sidstnævnte også med far, hvis han eksempelvis har talt til maven). Det betyder grundlæggende, at barnet oplever tryghed, når det sanser moderens tilstedeværelse - og omvendt oplever ubehag, hvis mor bliver væk for længe. Derfor spiller den biologiske tilknytning ganske meget, når barnets bopæl skal defineres.


Det er derfor overvældende at høre fædre forvente en 7/7-ordning med ganske små børn og udtrykke, at "far (konsekvent!) er lige så god som mor" - for han er næppe i stand til at opfylde barnets biologiske behov.

Men hos nogle børn er den biologiske tilknytning til mor måske stadig stærkest, men faderen har efter fødslen været mest sammen med barnet - for eksempel ved at have taget barslen, sørger for mad via flaske og dermed haft øjenkontakt under spise-situationen osv. Barnets tilknytning til faderen kan således være af et omfang, så "far faktisk er lige så god som mor" - og således, at det er mest hensigtsmæssigt, at det er far, der bliver bopælsforælderen, når alle parametre lægges sammen.

Men under alle omstændigheder er det som udgangspunkt vigtigt ved de yngre børn, at barnet har så god en kontakt til forældrene, at der er de fornødne muligheder for tilknytning – selv om tilknytningens natur adskiller sig fra mødre og fædre.

Det ældre barn


En forælder sagde engang, at det var ligegyldigt, hvor den 15-årige søn boede henne - "han er alligevel aldrig hjemme". Det var sagt med et glimt i øjet, men der er noget rigtigt over det. Og det gælder for mange børn allerede fra dét tidspunkt, de starter i skolen. De knytter nye venskaber, tilegner sig kompetencer og viden i klasselokalet og skal i det hele taget skabe sig en ny identitet som skole-barn. Og hvis de ikke allerede er startet til fodbold, dans, ridning, spejder eller en anden fritidsaktivitet, så gør de det nu med klassekammeraterne - og båndene, der knyttes, bliver forholdsvis stærke.

Barnets verden åbner sig fra at kredse om forældrene til at rumme mange flere personer og sammenhænge. Det behøver ikke at have den helt store betydning for bopælsforælderen, men det kan have stor og afgørende betydning for samværsforælderen. Med et tætpakket program bliver det pludselig svært at nå det hele - og er barnet på samvær mange kilometer væk, risikerer det at gå glip af sport, fester, kammerater og så videre. Og man risikerer derfor, at barnet er i et svært dilemma, når det føler, at det skal vælge mellem samværsforælderen og livet hjemme.

Samværsordningen for det ældre barn kræver således nogle andre overvejelser end hos det yngre barn. Det vil givetvis vil være hensigtsmæssigt, at det bliver muligt for det ældre barn at opretholde sin kendte hverdag.

Skal børn involveres i valg af samværsordning?


Når en beslutning omhandler barnet (f.eks. hvor barnet skal bo, fordelingen af dage hos bopæls- og samværsforælderen eller valg af skole), kan det være hensigtsmæssigt at overveje at involvere barnet i processen. Her skelner vi mellem drøftelser om sagen og beslutninger om den.

Drøftelserne om sådanne beslutninger kræver ofte en høj grad af refleksions-evne, som ikke engang store børn har. Desuden kan nogle børn opleve at føle sig fanget i en interessekonflikt mellem forældrene, og at barnet svarer dét, det regner med, den spørgende forælder vil have - og ikke hvad barnet reelt ønsker at svare.


Det er derfor vigtigt at afklare, om barnet har den fornødne modenhed og intellekt til, at det også er hensigtsmæssigt at involvere barnet i drøftelserne.

Og forældrene bør afklare, i hvilket omfang barnets ønsker osv. skal vægtes i den konkrete sammenhæng.

Beslutningen bør dog under alle omstændigheder tages af forældrene.


For det første fordi det følger af forældreansvaret, at barnet er underlagt forældrenes myndighed. Og for det andet fordi beslutninger (psykologisk betragtet) kan være svære at ”bære” og acceptere for et barn: eksempelvis ved skæve samværsordninger, hvor barnet ikke må få opfattelsen, at barnet så at sige har ”fravalgt” samværsforælderen, men at det derimod er de voksne, der har truffet beslutningen og dermed bærer ansvaret.

Ferie-samvær


Samtidig med vurderingen af det løbende samvær i hverdagene, bør det afklares, hvordan samværet i barnets ferier skal være.


Nogle skilsmisseforældre aftaler at lade det løbende samvær gælde også i ferie-perioderne. Andre har andre aftaler, der typisk giver barnet mere tid med samværsforælderen i ferie-perioderne.


Også dette spørgsmål bør tage udgangspunkt i det enkelte barns behov, og der således vælges en tilgang og træffes konkrete beslutninger, der passer til barnet.

Afslutning


Det har været intentionen med denne tekst at rejse nogle overvejelser, som læseren kan bruge i relation til overvejelserne om sin egen skilsmissefamilie – og særligt i forhold til valget af samværsordning.


Der findes ikke én løsning, der er rigtig for alle skilsmissefamilier, men derimod en lang række elementer, som (samlet set) udgør grundlaget for beslutningen, som skilsmissefamilien i sidste ende skal træffe. Det er en svær proces og afklaring, men stadig nødvendig.


Forældrene bør, ideelt set, sætte sig sammen og i fællesskab definere grundlaget for beslutningen i kraft af deres viden om barnet. De kan sagtens være uenige, men bør altid sætte hensynet til barnet forrest i alle sammenhænge og ved behov søge hjælp hos uvildige parter med de rette kompetencer.


”Skilsmissefamilien” og medlemmerne af den tilhørende Facebook-gruppe bidrager gerne supplerende med sparring i dén proces: erfaringer, gode råd, dialog og lignende.

43 visninger

Få vores nyhedsbrev !