• skilsmissefamilien

Når sagsbehandlingen er som vinden blæser

Kan man stole på, at en skilsmissesag vurderes objektivt korrekt? Artiklen sætter fokus på beslutnings-støj og kognitive bias / vane-tænkning på skilsmisseområdet.



Artiklen er skrevet af John Bugge Vestergaard og udgivet hos ”Skilsmissefamilien” den 5. september 2021. Der tages udgangspunkt i artiklen ”Dine beslutninger bliver påvirket af fuldstændig åndssvage ting” af Robin Vickery, udgivet hos Zetland den 30. august 2021, men alle betragtninger skal betragtes som undertegnedes.



Det offentlige system i Danmark fungerer i høj grad gennem vurderinger, når borgeren har en sag i kommunen, på hospitalet og lignende steder. Det samme gælder en skilsmissesag i Familieretshuset. Dén vil basere sig på informationer fra flere aktører som barnets daginstitution / skole, læge, psykolog samt forældrene selv – og så er det op til sagsbehandleren og evt. den børnesagkyndige at afveje dem alle for i sidste ende at nå frem til en afgørelse.


Det er grundlæggende et ret komplekst forløb med mange ender. Og der er et stort ansvar forbundet med at samle alle enderne korrekt. Det er derfor vigtigt, at sagsbehandlingen er objektiv, hensigtsmæssig og i overensstemmelse med f.eks. juridiske kriterier.


Dét kan lyde som en selvfølge.


Men der er flere risici undervejs, som kan føre til forkerte vurderinger og ditto afgørelser. Faktisk kan der være en risiko for, at sagen omfatter andre faktorer, der er subjektive eller tilfældige og som mere udgår fra sagsbehandleren selv end sagen som sådan.


Faktorer, der slet ikke burde indgå i sagen.



”Ret absurde forhold”


For nylig udgav den digitale avis Zetland den glimrende artikel ”Dine beslutninger bliver påvirket af fuldstændig åndssvage ting”. Den er skrevet af Robin Vickery, og der skal lyde en opfordring til at læse den i sin helhed (du finder den via Zetland´s Facebook-profil på datoen den 30. august 2021).


Robin Vickery er projektchef i ”Copenhagen Dome – videnscenter for socialøkonomi” og har skrevet flere artikler for ”Mandag Morgen” om bl.a. anbringelser af børn, nudging og sagsbehandling.


Og hans tema i denne artikel er også sagsbehandlingen i anbringelsessager, som kan overføres til skilsmisseområdet. Dét gør vi senere, men lad os først se nærmere på Vickerys artikel.


Sidste år, skriver Robin Vickery, fremgik det af en rapport om anbringelser af børn, at sagsbehandlerne var ret uenige i forskellige vurderinger og dermed også den endelige afgørelse. Vickery henviser til rapportens konklusioner: ”Variationerne er så store, at samme familie hos én sagsbehandler kan få bevilget ‘en lille sommerferie’, mens der hos en anden kan blive indstillet til Børn- og Unge-udvalget om anbringelse uden samtykke”.


Det er således ikke små, ubetydelige forskelle, når én sagsbehandler vil sende familien på ferie, mens en anden vil anbringe barnet. Det er en enorm og uhyrlig forskel, der ikke burde kunne finde sted.



Beslutnings-støj


Der kan være forskellige forståelige grunde til, at to sagsbehandlere vurderer sagen mere eller mindre forskelligt. Eksempelvis kan sagsbehandlernes faglige kompetencer have forskellige niveauer, eller de kan tillægge forskellige faktorer i sagen forskellig vægtning.


Der kan imidlertid også være grunde, der egentlig ikke har tilknytning til sagen, men som alligevel påvirker vurderingen og afgørelsen, hvor Vickery ser på to af dem: beslutnings-støj og kognitive bias.


For at illustrere beslutnings-støjen skriver Robin Vickery om dommeres kendelser, som skal være objektive, men som også kan være subjektivt prægede: ”Faktisk tyder en række studier på, at ret absurde forhold kan påvirke den enkelte dommers beslutninger. Ét studie peger for eksempel på, at dommere giver hårdere straffe, hvis byens lokale fodboldhold har tabt i weekenden. Et andet finder, at varmere vejr spiller positivt ind på dommen. Et tredje finder, at hvis en anklaget har fødselsdag på dommens dag, så vil det føre til en lavere straf”.


Begrebet ”beslutnings-støj” er hentet fra Daniel Kahneman, Oliver Sibony og Cass R. Sunstein. I en ny bog (”Støj”, udgivet i maj måned) peger de blandt andet på, at beslutnings-støjen sandsynligvis er væsentligt højere, end vi går og tror, og også væsentligt højere, end vi som samfund bør acceptere.


Har de ret, er det bestemt grund til at bekymre sig.


For det er ikke passende for et demokrati, hvis eksempelvis domme bliver arbitrære (altså mere eller mindre tilfældige), for retfærdigheden skal jo sikres og rimeligheden gælde. Og dét sker ikke, hvis en dommer giver rabat eller lægger lidt til på grund af sit eget humør eller andre sagsmæssigt irrelevante grunde.

Kognitive bias


Det andet begreb, som Robin Vickery inddrager i artiklen, er ”kognitive bias”. Kognition handler om tænkning, og bias er en form for uhensigtsmæssig forudindtagethed. En kognitiv bias er altså en grundlæggende fordom eller forvrængning, som i et vist omfang (bevidst eller ubevidst) skygger for dét, man reelt burde forholde sig til.


En kognitiv bias kan være en persons tilgang til en anden person, f.eks. dennes race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. Blot synet af en ældre person kan aktivere personens grundlæggende holdninger til ældre mennesker, der dermed danner udgangspunktet for mødet med denne ældre person – positivt eller negativt. Man reagerer på dét faktum, at vedkommende er ældre, og ikke på hvem personen på det faktuelle niveau rent faktisk er.


Eller en mand kan være så sikker i forhold til dét emne, han drøfter med hustruen, at hendes mening eller bud simpelthen ikke har en chance. Ikke nødvendigvis fordi han har ret, men fordi troen på egne evner i hans optik giver ham ret. Her kan den kognitive bias være knyttet til hans tænkning om sig selv (”jeg ved alt”), men kan også være knyttet til hans tilgang til hustruen (”hun ved ingenting”). Optræder begge i samme situation, er sagen endnu mere klar. Sådan en kognitiv bias er givetvis en smart løsning for ham, men næppe for hustruen og for sagens objektivitet.



Bias på skilsmisseområdet


Det er vanskeligt at fastslå omfanget af beslutnings-støj, fordi det grundlæggende er vanskeligt at påvise, at det har været en faktor i forbindelse med en vurdering og en afgørelse.


Men hvor beslutnings-støjen måske kan ”forklares”, så lader der faktisk til at være en noget anden opmærksomhed rettet mod de kognitive bias – som her kan betragtes som ”vane-tænkning”, der vægtes højere end sagens faktiske omstændigheder i øvrigt.


Som forberedelse til denne artikel spurgte jeg således medlemmerne af ”Skilsmissefamilien”´s Facebook-gruppe, hvilke holdninger, meninger og tilgange, de havde oplevet eller hørt om. Der kom flere erfaringer med en vis tilslutning:

  • Mor får ofte bopælsretten i kraft af moderskabet

  • Bopælsforælderen kan vinde en sag om samvær blot ved at skabe / optrappe en konflikt

  • En deleordning er bedre for børn end andre ordninger

  • Fædres forældrekompetencer er ikke lige så gode som mødres

  • Det er bedst, at barnet har samvær med begge forældre – næsten uanset sagen


Desuden pegede enkelte på, at forældre får medhold i strid med barnets tarv, forskelsbehandling i Familieretshuset og Familieretten samt kønsmæssige forskelle på sagsbehandlingen i relation til påstande.


Hvis sagsbehandleren faktisk inddrager overordnede og almene holdninger (f.eks. sine egne eller dem fra listen herover), som dermed tager fokus fra sagens faktuelle omstændigheder – så er der tale om en kognitiv bias, som øger risikoen for at føre til en forkert afgørelse. Eksempelvis hvis vedkommende sætter moderskabet forrest og dermed ignorerer, at faderen i den konkrete sag faktisk kan være både kompetent og såmænd måske også kan være dén, der (alt andet lige) bør have bopælsretten.


Pointen er derfor ikke, om far har eller ikke har forældrekompetencer – men at sagsbehandleren slet ikke har inddraget dem i kraft af sin vane-tænkning.


På samme måde med listen herover: det er ikke pointen, om den enkelte sætning kan siges at være rigtig eller forkert. Men såfremt sagsbehandleren tager sådan en objektiv tilgang og overfører den ukritisk til en konkret sag – ja, så øger dét også risikoen for en forkert afgørelse.



”Løsningen”


Det er ikke intentionen med denne artikel at fastslå, at der er en generel problematik med beslutnings-støj og / eller kognitive bias. Faktisk er dét at have en ”almen skepsis” over for en gruppes professionalisme (f.eks. sagsbehandlere) i sig selv en potentiel kognitiv bias.


Men bevæger man sig fra de almene sammenhænge til den enkelte sag, bliver det ikke kun muligt at efterprøve, om der er tale om en grad af støj og / eller bias i netop denne sag – der er også en forpligtelse til det.


En sag skal oplyses i rimelig grad efter official-princippet, og afgørelsen skal grundlæggende tilgodese barnets behov.


Så hvis man overhovedet kan tale om en ”løsning” i forhold til beslutnings-støj og (især) kognitive bias, så gælder det om at styre udenom de overordnede / almene og normative forklaringer – og i stedet fokusere på det faktuelle i sagen. Sagen skal oplyses for at lede frem til konklusionen, og dét sikres bedre gennem sagens faktiske omstændigheder.


Men forpligtelsen til at sikre sagens faktuelle omstændigheder gælder ikke kun sagsbehandleren. Den gælder også parterne i sagen. Har sagsbehandleren forholdt sig reelt til sagens faktuelle omstændigheder og fundet, at bopælsretten bør ligge hos moderen – så vil en kritik fra faderen over tilgangen faktisk kunne være den egentlige kognitive bias, hvis han f.eks. peger på, at forældre pr. definition er lige egnede, at en deleordning altid er den bedste løsning og at en tabt sag er synonym med manglende ligestilling eller tegn på et hemmeligt søsterskab i Familieretshuset…


Her er pointen med andre ord at præcisere netop dét, der gør, at forældrene i den konkrete sag ikke er lige egnede, hvilken samværsordning barnet i den konkrete faktisk trives i osv.


I en senere artikel vil ”Skilsmissefamilien” give et overblik over de punkter, som kan medvirke til at nå ind til kernen af en sag, uanset om den handler om bopæl, samvær, forældremyndighed eller andre sammenhænge. Dermed bliver der synlighed omkring de forhold, der indgår i vurderingen og lægger til grund for afgørelsen, hvilket i sidste ende formindsker risikoen for kognitive bias.

37 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle