• skilsmissefamilien

Nyt gratis produkt: "Skilsmisse-magasinet"

Opdateret: 26. jan.

I dag er første nummer af ”Skilsmisse-magasinet” udkommet med masser af relevant skilsmisse-relateret indhold. Det er gratis og udkommer som udgangspunkt hver fjortende dag.



”Skilsmissefamilien” søsatte i dag sin allerførste udgave af ”Skilsmisse-magasinet”: et nyt og gratis online-blad.


Bladet har fokus på skilsmisse-området og henvender sig først og fremmest til skilsmisseramte, hvad enten man befinder sig før, under eller efter samlivsbruddet. Samtidig henvender det sig til personer i krise, som har behov for hjælp til psykisk mestring, at overvinde sin krise og lignende.


Indholdet kan bestå af nyheder, artikler (herunder enkelt-historier, temaer, opsøgende journalistik, faglige beskrivelser og lignende), interviews, spørgsmål-og-svar, forskning, medieklip, konkurrencer, quiz´er og lignende.


Magasinet vil selvfølgelig blive lavet i lyset af dén alvor, som et samlivsbrud ofte fører med sig, men dog også i et skær af let underholdning og optimisme. Tilgangen er at sikre viden og værktøjer, som læseren kan reflektere over i sin egen situation eller i relation til at følge med på skilsmisse-området generelt.


Når et magasin udkommer, vil det blive lagt op på hjemmesiden og mere konkret på denne side – og dét magasin, som seneste nummer erstatter, vil så blive føjet til et arkiv, så man altid kan finde tilbage til det.


Det er muligt at tilmelde sig en email-ordning på denne side, så man får seneste nummer tilsendt ved udgivelse. Samtidig bliver det slået op i Facebook-forummet, når et nyt magasin er på gaden.


Bladet udkommer som udgangspunkt hver fjortende dag og er som nævnt ganske gratis.


På hjemmesiden vil der fortsat udkomme artikler, opdateringer på aktuelle sager og lignende, og der ligger også fortsat viden i form af beskrivelser af skilsmisse-lovgivningen og lignende på hjemmesiden. Og så vil der i Facebook-forummet fortsat være fokus på bruger-spørgsmål i relation til egen sag og området generelt (herunder også skilsmisse-lovgivningen).


Men ”Skilsmisse-magasinet” bliver så at sige det almene omdrejningspunkt – og der vil være materiale, der kun er med i ”Skilsmisse-magasinet” og således ikke slås op på hjemmesiden eller i Facebook-forummet.

6 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle