• skilsmissefamilien

Ny debat om refleksionsperioden

En uge efter, at Folketinget fjernede refleksionsperioden fra lovgivningen, fortsætter debatten mellem politikere fra hhv. Kristendemokraterne og Liberal Alliance.



For en lille uge siden, den 18. juni 2020, vedtog Folketinget flere lovforslag på skilsmisseområdet.


Ét af dem betød et farvel til dén refleksionsperiode på 3 måneder, som et par med børn under 18 år tidligere skulle igennem for at blive skilt. Ordningen var blevet kritiseret for ikke som ventet at være en tænkepause forud for skilsmisse, men derimod rummede risikoen for at fastholde familier i en venteposition.



"Børnene betaler prisen"


Det var dog ikke alle, der entydigt bakkede op om at fjerne refleksionsperioden.

I forgårs udsendte landsformand for Kristendemokraterne, Isabella Arendt, et læserbrev i Dagbladet Ringkøbing Skjern.


Under overskriften ”Lynskilsmissen er tilbage – børnene betaler prisen” skriver hun blandt andet:

”En skilsmisse er en stor og livsændrende beslutning med store konsekvenser for hele familien - især børnene”.


Og videre: ”Jeg vil langt hellere leve i et samfund, som hjælper par til at blive sammen, end i et samfund som på bare et år vender på en tallerken og ser det som et mål, at skilsmisser går hurtigt”.


"Potentiale for konfliktoptrapning"


I går bragte Dagbladet Ringkøbing Skjern et læserbrev fra lokalformand for Liberal Alliance, Anders Paabøl Christensen, i en direkte tilbagemelding til Isabella Arendt.

Under overskriften ”Nej Isabella Arendt, du kan ikke bruge barnets tarv som undskyldning for dine ideologiske kampe” skriver han blandt andet:


”Det er hverken ideologi eller økonomiske hensyn som ligger bag afskaffelsen, men derimod det faktum, at centrale aktører på området har gjort det klart, at refleksionsperioden gjorde mere skade end gavn”.


Og videre: ”Det kræver ikke den store fantasi at forestille sig, at der er potentiale for konfliktoptrapning, når mor og far tvinges til at forblive sammen i 3 måneder efter de begge har truffet beslutning om skilsmisse”.



Du kan læse begge læserbreve i deres helhed ved at følge henvisningerne i teksten.

10 visninger

Få vores nyhedsbrev !