• skilsmissefamilien

Lovgivningens fokus på barnet

I skilsmissesager er der fokus på barnet i et omfang, der kan komme bag på forældrene. Nogle gange fylder barnets rettigheder nemlig så meget, at det bliver på bekostning af forældrenes naturlige rettigheder.



Selv om en skilsmisse i sagens natur handler om forældrene, så skifter sagen markant karakter, når der er børn under 18 år. For børnene bliver simpelthen sagens omdrejningspunkt i mange sammenhænge - og i et omfang, som kan overskygge forældrene.


De fleste forældre vil dog knap lægge mærke til det, fordi de kan samarbejde og lave aftaler, som passer fint til alle berørte parter.


Men ved uenighed og med en sag i Familieretshuset kan det vise sig, at juristen og den børnesagkyndige rådgiver må trække beskyttende streger rundt om barnet, med konsekvenser for én eller begge forældre. Og dét kan nemt komme som en overraskelse for forældrene.

Det er derfor afgørende, at forældrene forstår sagsbehandlingens udgangspunkt, når de skal til et møde i Familieretshuset for at afklare barnets fremtid. Og det er netop, at det ikke handler om forældrene og dermed hverken om ligestilling eller forældrenes rettigheder – men om barnets rettigheder, behov og udvikling.



Forældreansvarslovens fokus på barnet


Denne tekst skitserer mange af de paragraffer i Forældreansvarsloven, som i forskellige sammenhænge viser lovgivningens fokus på barnet. Mange af paragrafferne bliver ikke gennemgået her, men blot nævnt. Hensigten er at gøre det klart, hvor omfangsrigt det store fokus på barnets rettigheder og beskyttelsen af barnet er – og hvor indgribende dét er i sagen.

Her følger paragrafferne:

  • § 1. I alle forhold, som er omfattet af denne lov, skal hensynet til barnets bedste og barnets ret til trivsel og beskyttelse komme i første række.

  • § 2. Forældremyndighedens indehaver skal drage omsorg for barnet og kan træffe afgørelse om dets personlige forhold ud fra barnets interesse og behov.

  • ​§ 2, stk. 2. Barnet har ret til omsorg og tryghed. Det skal behandles med respekt for sin person og må ikke udsættes for legemlig afstraffelse eller anden krænkende behandling.

  • § 4. Afgørelser efter loven skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet.

  • § 4a (bemærk: denne paragraf er omskrevet, men med korrekt indhold). Er en part idømt ubetinget fængselsstraf (for incest, en seksualforbrydelse, manddrab, grov vold, omskæring af kvinder eller menneskehandel) kan der ikke, medmindre det er bedst for barnet, træffes afgørelse om forældremyndighed, bopæl eller samvær.

  • § 5. I alle forhold vedrørende barnet skal der tages hensyn til barnets egne synspunkter alt efter alder og modenhed.

  • § 19. Barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at barnet har ret til samvær med den forælder, som det ikke har bopæl hos.

  • § 32. Familieretshuset skal tilbyde forældre og børn børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling ved uenighed om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær.

  • § 34. Barnet skal inddrages under en sag om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær, så dets perspektiv og eventuelle synspunkter kan komme til udtryk. Dette kan ske ved samtaler med barnet, børnesagkyndige undersøgelser eller på anden måde, der belyser barnets perspektiv.

  • § 34, stk. 2. Forpligtelsen til at inddrage barnet direkte i sagen gælder ikke, hvis det må antages at være til skade for barnet, eller hvis det må anses for unødvendigt efter sagens omstændigheder.

  • § 35. Et barn, der er fyldt 10 år, kan anmode Familieretshuset om at indkalde forældrene til et møde om forældremyndigheden, barnets bopæl eller samvær ("barnets initiativ-ret").

Når barnets tarv står forrest


En skilsmisse kan i sig selv være en følelsesmæssigt udfordrende periode, hvor barnets trivsel kan være truet. Det gælder både tiden omkring selve skilsmissen, der kan være præget af skænderier, flytning, de umiddelbare bekymringer om fremtiden osv. – men også i forhold til tiden som skilsmissefamilie, hvor der sagtens kan være faldet ro på familien, men hvor barnet måske skal håndtere to hjem, savnet efter samhørighed, den almene følelse af splittelse osv.


Det er selvfølgelig ikke givet, at skilsmissen tynger barnet, men risikoen er der – og dén er derfor i fokus under sagsbehandlingen og møderne.


Forældreansvarsloven er som nævnt bygget op omkring beskyttelsen af barnet, sikring af dets rettigheder og behov osv. Her skal vi (som eksempler) se nærmere på to af de vigtige sammenhænge:


Den første handler om den klare inddragelse af barnet i skilsmissesagen. I Forældreansvarslovens § 34 står der nemlig således: ”Barnet skal inddrages under en sag om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær, så dets perspektiv og eventuelle synspunkter kan komme til udtryk”.


Barnets selvbestemmelsesret gælder først, når barnet fylder 18 år. Barnet kan således ikke selv træffe afgørelse f.eks. om, hvor det skal bo. Men barnet perspektiv skal belyses, og det sker typisk ved direkte inddragelse i form af en børnesamtale, hvor barnets ønsker, synspunkter og behov bliver tydeligere. Barnets modenhed (se også § 5) vurderes på baggrund af, om det er i stand til at give udtryk for sine synspunkter, forstå og forholde sig til sagens ”virkelighed” osv. Og på denne baggrund indgår barnets synspunkter i sagen med en vis vægtning: jo større modenhed, jo større vægtning.


Inddragelsen kan i praksis ske allerede fra 5-6-7-års-alderen, hvor barnet (som udgangspunkt!) bliver indkaldt til en samtale med en børnesagkyndig. Så unge børn har imidlertid ofte en begrænset modenhed, og derfor er vægtningen ofte også tilsvarende lav.


Ældre børn vil derimod typisk have en større modenhed, og derfor vil vægtningen også typisk være tilsvarende stor. Men vægtningen skal altid vurderes af myndigheden – og dermed, om informationerne skal indgå i sagen og evt. have afgørende betydning. Og her kan vægtningen være så stor, at det reelt er barnets ønsker, der ligger til grund for afgørelsen.


Den anden sammenhæng, vi skal se på her, handler om, at hensynet til barnet kan vægtes højere end forældreskabet. Faktisk kan det i ekstreme tilfælde medføre, at forælderen simpelthen mister retten til sit eget barn.


I Forældreansvarslovens § 19 står der således: ”Barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at barnet har ret til samvær med den forælder, som det ikke har bopæl hos”.


Læg mærke til ordlyden: ”… barnet har ret til samvær…”. Det er således ikke forælderen, der har retten til samvær, men omvendt barnet, der har retten til samvær. Hvorfor?

Dét er der en god grund til.


Det er grundlæggende intentionen med paragraffen, at der skal være en ”forbindelse” mellem samværsforælderen og barnet (ligesom der er en forbindelse mellem bopælsforælderen og barnet, som i kraft af bopælsretten vægtes højere – men her udelader vi bopælsforælderen). Det skal naturligvis være en hensigtsmæssig forbindelse, der er mellem samværsforælderen og barnet. Det er det heldigvis i langt størstedelen af sagerne. Men der er desværre eksempler på, at en forbindelse ikke er det bedste for barnet. Det kan skyldes, at barnet reagerer voldsomt på samværet og / eller samværsforælderen, eller at samværsforælderen har et misbrug, mangler forældreevner til at tage vare på barnet eller lignende – til de grovere tilfælde, hvor samværsforælderen udsætter barnet for vold, incest og lignende.


Hvis retten til samvær lå hos forælderen, ville det skabe et skævt juridisk udgangspunkt, at Familieretshuset skulle fratage forælderen denne ret i de ekstreme sager. Nu ligger retten til samvær i stedet hos barnet, og det er derfor udgangspunktet i alle sager at vurdere, om denne ret også skal udmøntes i en samværsaftale – eller om dette vurderes til ikke at være til barnets bedste.

Omfanget af barnets rettigheder


Det er ikke på forhånd muligt at afklare, hvor skellet mellem skilsmisse-forældrenes og barnets rettigheder går. Enhver sag skal nemlig vurderes individuelt for at fange alle karakteristika, som kan tillægges forskellig vægtning osv.


Men paragrafferne på listen herover er vigtige pejlemærker, som skal indtænkes i formelle sager. Intentionen er grundlæggende, at barnets perspektiv kan komme til udtryk. Og reglerne er lavet for at sikre barnets interesser. Disse hensyn skal så at sige finde sammen i forbindelse med sagsbehandlingen og udmøntes i konkrete afgørelser.



En forælder, der argumenterer med samvær på baggrund af ligestilling, vil illustrere, at vedkommende ikke er fokuseret på barnets behov, men dermed sine egne (misforståede) rettigheder – hvilket i sig selv kan medføre, at vurderingen af forældreevnen bliver derefter.

Og det er derfor vigtigt, at forældrene forstår og indretter sig efter, at fokus er på barnets rettigheder, behov og udvikling.



Men det er ikke kun nødvendigt, at forældrene har det rette fokus. Det samme gælder for myndighederne.


De mange vurderinger rummer nemlig en vis risiko for, at der bliver vurderet på en måde, som kan opfattes som værende forkert eller urimelig - eller som rent faktisk er det. Nogle vurderinger har en rimelig baggrund, mens andre forekommer mere diffuse:


  • I nogle sager oplever fædre til små børn, at mor får en forrang hos myndighederne med begrænset samvær med faderen, ned til få timer om ugen. Argumentet har rod i udviklingspsykologien, men fædre undrer sig alligevel over, at hvor fædre normalt er sammen med barnet i stort omfang, så kan skilsmissefædre opleve begrænset samvær.

  • I nogle sager opnår forælderen ikke en deleordning, alene fordi den anden forælder er uenig, og ikke med henvisning til forhold ved barnet. Argumentet er, at deleordninger kræver et stort samarbejde, men det er et kontroversielt argument.

  • I nogle sager stiger konfliktniveauet på grund af tiltag fra den ene forælders side, som potentielt påfører den anden forælder en række konsekvenser i form af f.eks. nedsat samvær og mistet forældremyndighed. Forældrene undrer sig bl.a. over, hvorfor ”skylds-spørgsmålet” ikke kan tages op af myndighederne; det vil sige afklaringen af, hvem af forældrene, der modarbejder de gode løsninger. Det følger af lovgivningen, der derfor må tilpasses for at understøtte fokus på barnet, hensigtsmæssige løsninger i sagen og at afslutte konflikten snarere at tage del i den.

Det er et komplekst regnestykke at tage alle karakteristika i sagen med og på dén baggrund træffe den ”rigtige” afgørelse – især fordi hensynet til barnet indimellem overtrumfer forælderen. Det er derfor vigtigt, at myndighederne formår at sikre forventningsafstemningen mellem myndigheden og forældrene: forståelsen af barnets behov, af relevante love og regler, af sagsbehandlingens udmøntning i afgørelser og i det hele taget at indgå i et konstruktivt og hensigtsmæssigt samarbejde alle parter imellem. Det skal både ske generelt, men særligt i de sager, hvor en forælder opnår reduceret samvær eller lignende.


Men samtidig skal myndighederne naturligvis sikre, at der faktuelt er truffet den mest hensigtsmæssige og ”rigtige” afgørelse. Dén opgave kan givetvis være en udfordring, men det bør ikke være tilfældet, fordi forældrene ikke fokuserer på barnets rettigheder, behov og udvikling. Det er således dét, der er denne artikels intention at rejse opmærksomhed omkring.

45 visninger

Få vores nyhedsbrev !