• skilsmissefamilien

Konflikt-trappen

Opdateret: sept. 24

Hvorfor ender to mennesker, der i årevis har levet et harmonisk familie-liv, i en konfliktfyldt skilsmisse? Vi kigger nærmere på konflikt-trappen og giver med dén nogle mulige forklaringer.


Bemærk: artiklen er skrevet den 16. maj 2018 og opdateret den 6. juni 2020.



Har man været på et kursus i psykologi, kommunikation, parforhold, konfliktløsning og lignende, så har man formodentlig stiftet bekendtskab med konflikt-trappen. Den illustrerer de trin, som vejen frem til en alvorlig konflikt består af, og den giver en forståelse for, hvor vigtigt det er at gribe ind, før man tager et trin op ad trappen.


Konflikt-trappen har gennem tiden set ud på forskellige måder, men dybest set med den samme forståelse. Her beskrives den som model, og derefter beskrives det, hvordan modellen kan bruges til at forklare omstændighederne omkring en skilsmisse.



Uoverensstemmelse


En uoverensstemmelse er typisk fokuseret og lille i omfang. Vi ser forskelligt på ét eller andet, for eksempel om et maleri er smukt eller en kage smager godt. Du synes noget – jeg har måske en anden opfattelse.


Mange uoverensstemmelser er bagateller, fordi emnet ikke betyder det store for os, og derfor går de ofte i sig selv igen. Dén, der tales til, kan lytte og trække på skuldrene: ”Jo, jeg har haft maleriet i årevis, og derfor har det da en vis betydning for mig – men jeg havde faktisk glemt, det var gemt af vejen i et værelse. Og ok, hvis du ikke kan lide dén kage, så er der to andre slags, så du kan bare spise løs. Det betyder ingenting”.


Vi har en bagatelgrænse for, hvornår vi reagerer. Hos personer, vi er meget tætte med, ligger bagatelgrænsen for dén slags temmelig højt, og de fleste uoverensstemmelser passerer under radaren. De betyder ikke det store, og situationerne er glemt øjeblikket efter.

Men i andre tilfælde går dét, der er startet som en uoverensstemmelse, ikke over.

Det er måske éns kone, der har malet maleriet og bagt kagen, og vi kan ikke acceptere kritik af nogen af delene – og bevæger os måske videre til næste trin på konflikt-trappen.



Personificering


Vi fjerner blikket fra maleriet og kagen, som det egentlig handler om, og kigger på dén, der har været kritisk. Vi flytter fokus fra sagen til personen, for det er personen, det nu handler om.


I nogle tilfælde er det fordi, at den berømte dråbe har fået bægeret til at flyde over. Der har været flere uoverensstemmelser på det sidste, og vi bliver tiltagende ramt af de ting, personen siger – og vi er nu nødt til at forholde os til, hvad dén person nu engang er for en størrelse.

Vi mærker derfor også uoverensstemmelserne med en tiltagende intensitet. Måske er det stadig af et mindre omfang, men de negative følelser presser sig mere og mere på. Vi forholder os til vores egen opfattelse af personen, hvor vi stiller spørgsmål ved fornuften, dømmekraften og intentionerne hos personen. Vi endevender enhver side af personen, og bunken af opfattelser vokser.


Problemet vokser

At ”problemet vokser”, som tredje trin på konflikt-trappen hedder, er således, at vi ikke lader det blive ved vores umiddelbare opfattelse af personen, men finder andre eksempler frem fra gemmerne. ”Jeg kan huske, at…” og ”Han plejer at….” bliver eksempler, der lægges i bunken, der vokser og dermed skaber større afstand mellem de involverede parter.


Nogle gange vender vi tilbage til uoverensstemmelserne, som ellers var passeret under radaren. Men nu ser vi på dem i dét kritiske lys, vi har kastet på dem – og nu ser vi pludselig alle de fejl og mangler, vi har været så blinde over for.

Skal vi være helt ærlige, så er der faktisk ikke noget galt med de enkelte uoverensstemmelser, men der er sket dét, at bagatelgrænsen er sat drastisk ned.


Vi husker pludselig, at hans kritik af maleriet og kagen faktisk var meget værre end først antaget – problemet er simpelthen vokset så meget op omkring os, at vi reelt ikke kan se andet.

Men det er ikke givet, at der faktisk er noget galt med personen, men at det er os selv, der blot vurderer personen på en anden måde, gennem vores kritiske blik.


Samtale opgives


Men det er pointen, at vi sådan set ikke skal være ”helt ærlige”. Det er jo ham, der skaber problemerne. Ja, han ER problemet. Og derfor er vi også nået til den uvægerlige konsekvens, hvor vi vender ryggen til ham. Vi stopper med at kommunikere med ham.

Det lyder måske som en ærgerlig konsekvens, men ofte opfatter stridende parter faktisk dette trin som en umiddelbar befrielse. Vi behøver ikke længere kommunikere med ham, der bare ikke forstår eller anerkender dét, som vi siger. Men nu blev der ro.


Og alligevel er roen larmende. For godt nok slipper vi for at gå ind i de sædvanlige diskussioner, hvor vi misforstår hinanden og kommunikerer uhensigtsmæssigt – men der er stadig en masse, vi selv har behov for at sige. Men vi er nået til, at det bedste er at stoppe for kommunikationen, og vi trækker dermed den berømte streg i sandet.


På dette tidspunkt er det næppe parterne selv, der kan stoppe konflikten. Dét kan kun nogen fra den ene persons omgangskreds eller (måske mere realistisk) én, som er nær ven med begge parter. I hvert fald skal det være en person, der kan åbne op for samtalen igen.

Fjendebilleder

Men når vi ikke kan eller vil kommunikere med ham – hvordan kommer vi så af med vores indestængte aggressioner rettet imod ham? Jo, vi taler ikke MED ham, men OM ham. Vi trækker vores venner (og især de fælles) tæt på os, og så får den ellers ikke for lidt:


Vi udstiller ham som en decideret fjende, hvor hans gode sider bliver fordrejet, de skæve og charmerende sider latterliggjort og de negative sider bliver blæst ud af proportioner.

Og nu, hvor man har stoppet kommunikationen, sidder man i hver sin lejr og skuler ondt over til den anden. Situationen er højspændt, og en lille gnist kan få det hele til at eksplodere.


Åben fjendtlighed

Og den lille gnist er kun undskyldningen for at gå til angreb mod modparten. Her bliver det afgørende, hvor moralske parterne er, men formodentlig spiller parolen ”målet helliger midlet” så meget, at man er villig til at sætte moralen over styr.

Den åbne fjendtlighed kan komme til udtryk på mange forskellige måder fra den drillende tilgang (hvor personen, det går ud over, absolut ikke kan se morskaben i det) til vold, hærværk og lignende. Man legitimerer sine handlinger, for det er jo fjenden, man bekæmper, og man mærker den befriende følelse af at ramme den anden blandet med hævn og oprejsning. Det er ikke kønt, men i denne by er der ikke plads til os begge.


Polarisering

Og dét kan den ene eller begge parter tage konsekvensen af ved at holde sig langt væk fra den anden. Man skifter fortov, når man møder hinanden i byen, sletter vedkommende fra Facebook og holder i det hele taget afstand på enhver tænkelig måde.

På dette tidspunkt skal der noget nær et mirakel til for, at parterne kan finde hinanden igen. Men det kan godt tænkes, at parterne efter en årrække kan række hånden frem til forsoning, så der i hvert fald kan dannes en form for anerkendelse, respekt og fordragelighed.



Konflikt-trappen og skilsmisse

Der er flere måder, man kan anskue konflikt-trappen på i relation til en skilsmisse: hvordan det gifte par bevæger sig frem mod en skilsmisse – og hvordan konflikter udvikler sig hos det skilte par. Vi ser på begge dele og vender derfor tilbage til konflikt-trappens nederste trin og viser, hvordan turen op ad trappen foregår hos det gifte par, fra et harmonisk familieliv til en konfliktfyldt skilsmisse.


Indledningsvis skal det dog nævnes, at der ikke findes én vej fra et harmonisk ægteskab til en skilsmisse, og det gør det naturligvis svært at lave en retvisende beskrivelse. Her ser vi forløbet gennem hendes øjne, og samme oplevelser kan blive fortolket på andre måder, hvis vi ser det fra hans synspunkt. Jeg har valgt ikke at tage børn med i eksemplerne, fordi fokus er på forældrene, men deres eksistens har jo stor (og måske afgørende) betydning for, hvordan vi tænker undervejs. Tag derfor beskrivelsen som et eksempel, som ikke kan overføres entydigt til egen situation og oplevelser, men dog peger i samme retninger.


På vej mod skilsmisse

Et ægteskab har sine op- og nedture, og parret har for længst anerkendt hinandens små særheder, vaner og rutiner. Men på ét eller andet tidspunkt kan det være én af dem, der i sidste ende bliver enden på ægteskabet.


Nogen oplever det sådan, at deres syn på partneren pludselig ændrer sig. Hun ser ham i et helt andet lys, end hun plejer.

Som han sidder dér bag morgenavisen og drysser krummer ud over køkkengulvet, iført den sædvanlige hullede T-shirt, virker han pludselig ikke længere så tiltalende. Og når han fortæller den samme vittighed til en fest for tusinde gang, virker han pludselig barnlig og irriterende, og hun krummer tæer og fortæller sig selv, at vennerne ikke kan forstå, at han var dét fjols, man har valgt at leve sammen med.


På denne måde fører det ændrede syn på partneren til de første uoverensstemmelser, og det er egentlig lidt unfair mod ham, for han er jo, som han altid har været. Men bagatelgrænsen er faldet drastisk, og dét, der før passerede under radaren, fastholder hun nu stædigt fokus på. Det er både de ting, vi kan konstatere, men der bliver i stigende grad også tale om personificering: hun fører de konkrete uoverensstemmelser over på ham, for det er ham, der efter hendes mening skaber problemerne – han ER problemet. Og ja, han er, som han altid har været, men dét er jo heller ikke fair over for hende, at han er gået i stå i sin udvikling – tænker hun, for hun forkaster i højere grad forklaringsmodeller, hvor den objektive logik styrer, og søger at opretholder et verdensbillede, hvor hun har ret og han tager fejl.

Vi er stadig på et grundlæggende trin, hvor problemerne er små og afgrænsede, men de er også voksende. Det kan gå begge veje, og måske er hun i tvivl, om der er et grundlæggende problem i deres forhold. Ofte kan hun have behov for at fortælle sine veninder om ham. For hun søger både venindernes enighed i dét, hun opdager – og hun søger dermed også en legitimitet i at tænke sådan om ham, som hun gør. For ja, veninderne har godt set, at han drikker lidt for meget, når de er sammen til fester, og det er da også problematisk, at han ikke er lydhør over for hendes behov. Måske er der én, der påpeger nogle af hans gode sider, men om det går i sig selv igen eller udvikler sig yderligere, afhænger dels af den vej, hun er inde på, og det ”drive”, hun har – og om de gode sider opvejer de negative.


Er hun i forvejen på en vej, hvor hun betvivler ægteskabet snarere end at kæmpe for det, skal der noget til, før det går i sig selv igen. Faktisk skal hun næsten beslutte sig aktivt til, at hun ikke vil fortsætte ned ad dén vej, hvis det ikke skal udvikle sig yderligere. Især hvis hun får en del ”sandheder” om hans person, som giver spekulationerne yderligere medvind.

Og dermed bider problemerne sig fast og vokser sig større. Hver dag byder på nye afsløringer om hans dårligdomme, og samtidig er han blevet suget ind i det gryende problemfelt: da hun i starten af ”vejen mod skilsmissen” påpegede ét eller andet, opfattede han det ikke som kritik og slog det derfor hen som en bagatel – men nu, hvor hun faktisk kritiserer ham, føler han det nødvendigt at forsvare sig. Hun har suget ham ind i skænderiet, og problemet er vokset til at omfatte dem begge.

De begynder at lægge sig til at sove med ryggen til hinanden uden at sige godnat, for samtalen er opgivet mere eller mindre totalt: ingen af dem kommenterer nyhederne i fjernsynet; ingen af dem fortæller om nyt fra venner og bekendte – for ingen af dem orker endnu et skænderi og er varsomme med at træde den anden over tæerne, afventende og frustrerede.

Her kan problemerne udvikle sig yderligere, hvis frustrationerne tager til og hun har behov for at løse dem. At hun ikke er frustreret over problemerne i forholdet, men at forholdet er problemet i sig selv.


Hun vil ud af det, men er fastlåst og føler ikke, hun kan finde løsningen. Og når man ikke kan finde løsningen, vender man ofte blikket mod problemet: ham!

Måske bliver han udråbt som syndebukken i hendes forståelse af problemerne, og hun ser ham næsten som en fjende, der skal besejres. Igen søger hun fejl og mangler hos ham, men de fordrejes til det ekstreme, og veninderne vil enten bakke hende op eller undre sig. Og skænderierne tager overhånd, hvor kaffekopperne bruges som kasteskyts, aftensmaden må han selv klare, og alle hans skjorter bliver pink, fordi hun har ”glemt” en rød sok i vasketøjet.

Og så er skilsmissen det sidste logiske skridt: vi kan ikke sammen – og må gå vores egne veje. Umiddelbart kan man føle lettelse, fordi man forlader noget, der tynger. Men det er ikke givet, at man bliver mere lykkelig eller tilfreds af dén grund, hverken på kort eller lang sidst. For bruddet sætter ofte dagsordenen for tilværelsen som skilsmisseramt.



Bruddet sætter ofte dagsordenen for tilværelsen som skilsmisseramt


Når vi nu ser tilbage på vejen op ad trappen, bliver det formodentlig klart, hvor meget vores følelser betyder. De ender med at fylde alt for meget hos os, og de styrer os meget nemmere og med større intensitet end vores intellekt. Vi bliver primitive, impuls-styrede og modstandere i stedet for samarbejdspartnere – og midt i det hele står de reelle ”ofre”, nemlig vores skilsmissebørn. Alene af dén grund burde skilsmisseramte straks vende om og løbe ned ad trappen igen!


Men det gør vi ikke, for vi ikke kan udholde alting. Vores følelser kan kun rumme en vis mængde smerte og lidelse. Måske er der sket et svigt i ægteskabet i form af utroskab eller lignende, som personen føler, at denne skal have oprejsning eller ligefrem hævn for. Her klarer mange turen op til det øverste konflikt-trappetrin i ét voldsomt spring.


Et lidt anderledes, men stadig smertefuldt, eksempel kan være hos dem, der egentlig går fra hinanden i fred og fordragelighed – dét, man kalder en ”lykkelig skilsmisse”. Begge er umiddelbart indforståede og afklarede, og de virker også til at have rustet sig til livet som skilsmissefamilie. Men så kommer der en sms fra én af vennerne: hun har fået en kæreste. Han mærker de modstridende følelser i sig: på den ene side er han da glad på hendes vegne, men på den anden side:


Der er jo ikke gået så lang tid siden skilsmissen, og havde deres ægteskab virkelig ikke betydet mere for hende?

Han mander sig op, da han henter børnene, mens hun med stort overskud gør dem klar og pjatter med dem. Men indeni er han forvirret, såret og måske endda lidt krænket. Det er bestemt ikke givet, at det er den klassiske jalousi, han kan mærke, og at han vil have hende tilbage. Det kan også handle om, at hendes nye forhold tydeliggør kontrasten i, at han ikke selv har bevæget sig fremad. Men dén slags følelser kan være svære både at rumme og at gøre noget ved.

Skilsmissen som afslutning – men også en ny start


Skilsmissen er en afslutning, og alligevel er der typisk flere ting, der ikke afsluttes, men føres med videre: det er børnene og dermed også eks´en. Det forventes selvsagt, at man kan sørge for børnene, selv om man er blevet skilt, og at dette sker som samarbejde i et vist (stort) omfang. Dét er der nogen, der ikke kan eller vil.

De har den meget uforsonlige tilgang. Nogen (og det er især dem med personligheds-forstyrrelser) har så meget brug for at afskære alle bånd til fortiden, at de går til ekstremerne. De vil have eks´en ud af deres liv, og det betyder intet, at man derfor afskærer børnene og den anden forælder fra hinanden.

Forældre-fremmedgørelse er én af de værste former for psykologiske overgreb, fordi den anden part søger at fjerne en tilknytning mellem den anden forælder og barnet. Eksempelvis ved at manipulere barnet til at få den forkerte opfattelse af den anden forælder. Og man ”spiller spillet” og udnytter de måder, som eksempelvis Familieretshuset fungerer på. Eksempelvis ved at skabe et højt konfliktniveau, som bopælsforælderen kan vinde alt på. Familieretshuset forholder sig nemlig ikke til hvem, der står bag konfliktoptrapningen, men søger udelukkende at skærme barnet fra balladen – med det absurde resultat, at samværsforælderen kan miste samvær eller del i forældremyndigheden for handlinger, som bopælsforælderen er ophavsmand (eller –kvinde) til. Denne form for ”organiseret omsorgssvigt” er desværre forholdsvis ofte det uhensigtsmæssige grundlag for en del skilsmissesager.

Her starter tilværelsen som skilsmisse-ramt simpelthen ud på det øverste trin på konflikt-trappen, polarisering, fordi den ene part har førnævnte tilgang. Så er der selvsagt mere tro på fremtiden hos dem, der egentlig er afklarede, men der venter mange udfordringer, man skal være opmærksom på:

Der er først de grundlæggende ting. Forældrene har levet sammen i måske mange år, men nu, hvor de ikke længere skal dét, kan det være vigtigt at lave en form for behovs-afstemning.


Kan forældrene ses som venner og dermed give børnene en vis fornemmelse af ”familie”? Og hvordan fordeles tid, penge, pligter osv. i skilsmisse-familien?

Tidligere blev bagatelgrænsen nævnt, og her er det vigtigt at være enige om, hvor højt dén ligger. Der skal nemlig formodentlig træffes nogle aftaler mellem dem om økonomi, som typisk handler om børnebidrag eller en indbyrdes aftale. Men der dukker hele tiden uforudsete udfordringer op i form af badebukser, der er blevet væk, eller en lejrtur, der skal betales for. Og det er ikke en god start, hvis eksempelvis far er imod at skulle betale børnebidrag og i øvrigt ikke forstår, hvorfor mor ikke kan få pengene til at slå til.


Her kan der hurtigt opstå uoverensstemmelser, der bliver til irritationsmomenter, fordi det knyttes til personen i form af, at ”Far er nærig” eller ”Mor kan ikke styre sin økonomi”. Når kommunikationen er relativt sparsom og foregår via sms´er, kan der opstå yderligere misforståelser, der fører til yderligere problemer.


Her er kun nævnt et par eksempler på de ting, man konkret kan have brug for at håndtere i sin skilsmissefamilie, men listen kan være lang. Det er vigtigt med overblik, vilje og arbejde.

Afslutning


Vi skal selvfølgelig ikke glemme, at denne snak om konflikter nemt overskygger, at nogle klarer sig fint både gennem skilsmissen og som skilsmissefamilie. De er måske ”bare” vokset fra hinanden og formår at fortsætte det gode samarbejde. Eller formår at tilsidesætte deres indbyrdes problemer, måske selv efter en svær skilsmisse, for børnenes skyld.

Det har været målet at give en beskrivelse af konflikt-trappen, som tit dukker op i forskellige sammenhænge, og anvendt i relation til skilsmisser og livet som skilsmisse-ramt. Opstår der problemer, bør man gribe ind så tidligt som muligt, hvor man har de bedste muligheder for at lægge låg på den ulmende konflikt. Og altid huske på, at man selvfølgelig er ”sig selv”, men også er børnenes repræsentant – og dermed ansvarliggjort således, at man måske ikke er årsag til konfliktens opståen, men ansvarlig for forsøget på at afslutte den.


14 visninger

Få vores nyhedsbrev !