• skilsmissefamilien

Familieretshuset: du har ikke krav på at optage et møde

Familieretshuset har indført en ny praksis og tillader som udgangspunkt ikke, at man optager møder med deres sagsbehandlere.



Familieretshuset har indført en praksis om, at de (som udgangspunkt) ikke tillader lyd- og videooptagelser under møder med deres sagsbehandlere.


”Skilsmissefamilien” har tidligere udgivet artiklen ”Optagelse af møde”, hvor det beskrives, hvordan det faktisk (normalvis) er muligt at optage et møde, man selv er en del af – og at dette ikke som sådan er ulovligt.


Men Familieretshusets praksis baserer sig på, at de selv kan definere rammerne for møder i eget hus.



Ikke krav på at optage et møde i Familieretshuset


I forsommeren udsendte Familieretshuset en ”Vejledning vedr. lyd og videooptagelse”, hvor de slår fast, at Familieretshuset som udgangspunkt ikke tillader, at der foretages optagelser af møder med deres sagsbehandlere – og at man som borger ikke har krav på at optage et møde i Familieretshuset.


Familieretshuset tager her afsæt i, at ”Det er Familieretshuset selv, der sætter rammerne for de møder, der afholdes af Familieretshuset”.


Der kan dog være konkrete situationer, fortsætter Familieretshuset, ”hvor borgere på grund af personlige forhold kan få tilladelse til at lydoptage mødet. Det kan være tilfældet, hvis borgere ikke i tilstrækkeligt omfang vil kunne forstå eller huske indholdet af et møde, uden mulighed for at lydoptage mødet”.


Ønsker man at optage, skal man derfor rette henvendelse til sagsbehandleren forinden mødet. Vedkommende vil så foretage en konkret vurdering og på baggrund heraf tage stilling til, om optagelsen kan tillades.


Samtidig peger Familieretshuset på, at det altid er muligt at tage en bisidder med til møderne, og at der bliver taget skriftligt referat af møderne, som efterfølgende bliver udleveret til gennemlæsning og kommentarer.



Et problem for retssikkerheden


Det er ”Skilsmissefamilien”´s opfattelse, at denne praksis er et alvorligt indgreb i borgerens retssikkerhed. Der er f.eks. eksempler på, at mødenotatet /-referatet har været ufuldstændigt, fejlbelagt og lignende, og at dette har fået store konsekvenser for én eller begge parter. En optagelse ville faktisk kunne have afklaret sådanne tvivlsspørgsmål. Derfor bør et forbud mod at optage et møde faktisk holdes op imod de konsekvenser, det kan have, at myndighedspersonerne ikke er ufejlbarlige – hvor hensynet til borgerens retssikkerhed burde vægtes højest.


Desuden er borgeren allerede underlagt et strafansvar, da det ikke er tilladt at afspille en sådan optagelse for tredjepart. Det understreger dermed, at optagelsen er til eget brug.


Og så forekommer grundlaget, at ”Det er Familieretshuset selv, der sætter rammerne for de møder, der afholdes af Familieretshuset”, at være temmelig diffust.


Og endelig: Familieretshuset henviser selv til straffeloven, hvor de fastslår, at det ikke er tilladt at fotografere eller videofilme ved møderne – og at ”Overtrædelse heraf er i strid med straffelovens bestemmelser om uberettiget optagelse af personer på ikke frit tilgængelige steder”. Men straffeloven nævner bl.a. kun at ”fotografere” og ikke lydoptagelse. Dermed ikke sagt, at Familieretshuset ligefrem tager fejl, men det er ikke klart, at de omvendt har ret…



Hvad gør man så?


En løsning for borgeren, der ønsker at optage samtalen, er i denne sammenhæng at anmode mødelederen om lov til at optage samtalen. Her kan man henvise til deres egne eksempler om, at man ikke i tilstrækkeligt omfang vil kunne forstå eller huske indholdet af et møde, uden mulighed for at lydoptage mødet.


Et møde i Familieretshuset, hvor der ofte er meget på spil, kan nemlig være stærkt psykisk indgribende på deltagerne. Det er derfor langt fra givet, at selv ”almindeligt velfungerende” borgere vil være i stand til at huske lidt (eller større dele) af mødet. Men grænsen for, hvordan dén forklaring kan eller ikke kan bruges, forekommer at være efter mødelederens forgodtbefindende – hvilket også er en udfordring for retssikkerheden.


Desuden kan man løbende tage del i mødenotatet ved simpelthen at gøre det til et fælles anliggende under mødet. Denne tilgang hviler på, at et referat kun er en gengivelse af en større sammenhæng, og at man derfor ikke kan være sikker på indholdet. Ved at tage del i processen kan man sikre sig, at det bliver (mere) korrekt og faktuelt. Alternativt kan man sidst på mødet gennemgå notatet, men her skal man jonglere med mange informationer, hvilket kan være udfordrende efter et måske langt og svært møde. Men begge dele vil ofte være bedre end at få mødenotatet tilsendt efter mødet, hvor man ikke kan være sikker på at få mødenotatet tilrettet.


I yderste konsekvens, kunne man måske mene, kan man optage samtalen uden nogens vidende. Dermed påvirker man ikke ”rammerne” for mødet, i og med ingen er klar over det. Men det skal på det kraftigste understreges, at det på nuværende tidspunkt er uklart, hvorvidt Familieretshusets vagter og øvrige ansatte faktisk har hjemmel til at undersøge, om man har udstyr på sig eller lignende.


Dette er ”Skilsmissefamilien” i øjeblikket ved at undersøge og vil vende tilbage med en præcisering.

59 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Ferie og pas

Transport