• skilsmissefamilien

Barnets indflydelse

I denne artikel ser vi nærmere på barnets indflydelse i skilsmisse-sager.



En skilsmisse involverer i sagens natur forældrene, da det er dem, der skal skilles. Men har de børn, vil deres perspektiv blive inddraget i sagen – og det er derfor vigtigt at kende til omfanget af denne inddragelse og spørgsmålet om, hvorvidt og hvor meget barnet har indflydelse i sagen.

Det er dog vigtigt at slå fast, at et barn eller en ung (dvs. under 18 år) grundlæggende ikke har en egentlig selvbestemmelse – dog på nær visse frihedsrettigheder som religionsfrihed og en vis selvbestemmelse inden for det sundhedsfaglige område. Og derfor er det grundlæggende ikke barnets eller den unges beslutning, hvor vedkommende skal bo efter skilsmisse og lignende.


Forældremyndigheden


Det fremgår af § 1a i Forældreansvarsloven (egne fremhævninger), at ”Børn og unge under 18 år er under forældremyndighed, medmindre de har indgået ægteskab” – og videre i § 2, at ”Forældremyndighedens indehaver skal drage omsorg for barnet og kan træffe afgørelse om dets personlige forhold ud fra barnets interesse og behov”.

Barnet skal således beskyttes og sørges for, og dette er entydigt en opgave, som indehaverne af myndigheden (typisk forældrene) juridisk har, indtil barnet fylder 18 år. Dette forældreansvar medfører, at der er en hierarkisk struktur i familien med hensyn til væsentlige forhold, regler, opdragelse osv. At forældrene ultimativt bestemmer over børnene.


Men lovgivningen bygger tankemæssigt på, at forældrene skal se barnet som et individuelt psykologisk væsen, som skal behandles med respekt og anerkendelse for egne perspektiver og synspunkter.

Forældrene skal selvfølgelig ikke ligefrem have barnets accept til at blive skilt, men dog bør skilsmissens konsekvenser afklares under hensyntagen til barnets behov og ønsker.


Dét formår mange skilsmissefamilier, der indretter sig på måder, der er så lidt indgribende på barnet som muligt og samtidig anerkender barnets behov og ønsker så meget som muligt. Men der er også skilsmissefamilier, hvor barnet behandles som en flyttekasse og placeres, hvor det nu passer forældrene bedst.


Det kan derfor på mange måder være hensigtsmæssigt at få barnets behov, ønsker og synspunkter med i sagen. Og dét er faktisk et indbygget krav i skilsmissesagerne, når myndighederne bliver involveret.

”Barnets perspektiv”


I skilsmisse-relaterede sammenhænge bliver dette omtalt som ”barnets perspektiv”, og det skal faktisk inddrages, når myndighederne behandler sagen med henblik på at træffe en afgørelse.


Det fremgår således af Forældreansvarslovens § 5 (egne fremhævninger): ”I alle forhold vedrørende barnet skal der tages hensyn til barnets egne synspunkter alt efter alder og modenhed” – og videre i § 34: ”Barnet skal inddrages under en sag om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær, så dets perspektiv og eventuelle synspunkter kan komme til udtryk. Dette kan ske ved samtaler med barnet, børnesagkyndige undersøgelser eller på anden måde, der belyser barnets perspektiv”.

Der er således forskellige både direkte og indirekte former for inddragelse af barnet, herunder eksempelvis børnesamtaler og andre personers kendskab til barnet.


De yngste børn (cirka op til skolestart) vil næppe komme til en børnesamtale i Familieretshuset. Her vil deres perspektiv i stedet blive belyst gennem forældrene og udtalelser fra f.eks. institution og skole.


De lidt ældre børn (cirka fra skolestart) kan muligvis komme til en børnesamtale, og deres udsagn i form af kommentarer, ønsker og lignende kan også godt indgå i sagen. Men om og hvor meget disse elementer bliver vægtet, afhænger af modenheden. Det vil sige om barnet har den rette og en rimelig grad af modenhed samt evne til at tænke logisk og sammenhængende. Det er ikke givet hos disse børn.


Det er derimod typisk, at større børn ofte vil komme til en børnesamtale, og deres udsagn også vil blive vægtet, fordi de har en tilpas modenhed. Der skal dog stadig ske en vurdering, da den unge er under forældrenes myndighed – og der kan således ikke sættes lighedstegn mellem en given alder, f.eks. 16 år, og at den unge så selv bestemmer. Derimod, i sager med den rette modenhed, kan barnet eventuelt få lov til at bestemme selv, og dén omstændighed er afgørende.

Det skal i denne sammenhæng også nævnes, at barnet fra 10 år har en initiativ-ret, som du kan læse mere om på denne side. Med initiativ-retten kan barnet selvstændigt rette henvendelse til Familieretshuset om at opstarte en sag om f.eks. bopæl og samvær. Det er dog ikke givet, at sådan et møde fører til dét resultat, som barnet reelt ønsker. Men initiativ-retten viser dog, at barnet anerkendes nok til i det mindste at rejse en sag og sætte fokus på dets behov og ønsker.


Sæt den unges behov forrest


Her på falderebet er det værd at overveje, om det er så pokkers smart at være i en situation, hvor der skal en myndighed til at forholde sig til den unges ønsker.


Hvorfor er sagen overhovedet blevet en sag? Hvorfor har forældrene ikke bare accepteret den unges ønsker?

Her tænkes ikke på de sager, hvor forældrene faktisk gør klogt i ikke at anerkende den unges ønsker, f.eks. fordi modenheden ikke er af tilpas omfang.


Nej, her tænkes på sager, hvor forælderen objektivt set burde anerkende den unges ønsker, men hvor det er forælderens egne behov, der skygger for den unges. Det kan eksempelvis være fordi forælderens økonomi vil blive alvorligt udfordret ved at miste bopælsretten eller forælderens egne behov for at have den unge forholdsvis tæt på sig. Og selv om dét er forståeligt, så bør den unges bolig og andre forhold afklares gennem andre og mere vægtige faktorer, som vedrører den unges behov og ønsker.


Det er derfor vigtigt at kunne sætte den unges behov forrest og møde den unge, hvor vedkommende nu er.

Dels fordi det på mange måder er vores opgave som forældre at ruste barnet til et liv i selvstændighed. Og dels fordi man som forælder (hvis man udelader den unge fra indflydelse) risikerer, at den unge oplever sig behandlet som et barn og ikke en begyndende voksen – og at denne situation derfor bliver en hæmsko i det fremtidige forhold, som tilmed risikerer at briste for altid.


Vi giver vores børn indflydelse i ”ufarlige” situationer, når de er helt små: hvad vi skal have til aftensmad, hvor den næste ferie skal gå hen og hvilke nye møbler, der skal være på barnets værelse osv. I takt med, at de bliver ældre, stiger indflydelsen, og efterhånden bliver det pludselig ”alvorlige” sammenhænge med store og livsændrende sammenhænge – og indflydelsen bør nå samme niveau.


Mange skilsmissefamilier har derfor den modne unge med til bordet, når skilsmissen er en realitet, og de skal afklare fremtiden – simpelthen fordi afklaringen ikke kan klares for den unge, men fordi det giver mening at afklare den unges fremtid med den unge.


Det kan derfor være mere hensigtsmæssigt at tage udgangspunkt i, at den unge har medindflydelse og dermed er direkte involveret i de sammenhænge, der vedkommer den unge selv.

34 visninger

Få vores nyhedsbrev !